Lukas Vanggaard er aktuel med EP nummer 2 i år, denne gang lader det til at han har skrællet endnu et lag af hans i forvejen enkle popmusik. Resultatet er lige ved, at blive lidt for småt, men han overlever på charmen og det umiddelbare i hans sangskrivning.
Vanggaard kalder sig selv en håbløs romantiker, en drømmer og en der nok er mest tryg i hans egen verden. Sådan lyder de 5 numre på Frisk Prins også, der overhovedet ikke er lige så kæk og fremme i skoene, som titlen måske antyder. Det er lyden af et følsomt gemyt, der er god til at udtrykke tvivl og længsler i de generelt fine, dansksprogede tekster.
Det er som om, at Vanggaard har søgt et endnu mere enkelt udtryk og lyd på Frisk Prins, hvilket gør at sangene balancerer på en knivsæg af det lidt for banale og spinkle, fundamentet virker skrøbeligt og som om der ikke skal meget til at pille det fra hinanden. Han og sangene lyder kort og godt som om de godt kunne trænge til en god krammer og det er også denne følelse, der er medvirkende til at udgivelsen rummer en god portion charme og elskelighed. Man holder med Vanggaard og ønsker, at han og musikken klarer skærerne!
Om han så synger om den grå, lidt ordinære leverpostejs hverdag på den roligt tøffende “Croquis”, der er bygget op om et minimalistisk trommebeat. Det kan næsten ikke blive mere afpillet og nedtonet, men den enkle melodi, Vanggaards sårbare og blottede, lidt spæde vokal er svær ikke at holde af, kom så sang og Vanggard, I kan godt. Den bliver lige hævet i mål, uden at blive så afpillet at den fordufter. “Endnu en fest, endnu et kys // Endnu engang har jeg lyst”, lyder det på det efterfølgende titelnummer, der er lige ved at bremse EPen helt op i næstsidste sang. Her tager den jyske sangskriver, om muligt, den endnu mere ned og er tæt på at lyde, som en ensom skikkelse, der sidder på kanten af sengen i et dårligt oplyst soveværelser og lader nogle bekendelser sive ud i det tomme rum, kun bakket op af en sagte akustisk guitar.
Vanggaard KAN noget med det helt enkle og nedbarberede, og når han så får selskab af en anden stemme på Frisk Prins, så er det trods det simple greb nok til, at sangen virker som om den vokser sig større og begynder at fylde rummet ud. Det er en smuk, og stemningsfuld lille sag, men for pokker hvor er det småt. Det er noget af en kontrast til den mere synthede og rytmisk pulserende “Missilet”, der rammer EPen som andet nummer og drøner ud på en åben landevej. Her er Vanggaards vokal i sit mest lyse leje og lyder næsten lidende i sin klang, “Det er bare dig og mig på Herningsmotorvejen // Og lige her kan alting ske, på vej mod Aarhus V. // Vi er lige som dem på film, vi følges altid ad”, lyder det mens sangen glider ubesværet hen over det asfalterede, lidt kraut-poppede underlag.
Sammen med den rolige, akustiske åbner “Søster”, der får etableret at Vanggaard altså kan et eller anden med små, iørefaldende melodier, kommer Frisk Prins ret fint fra land. Vokalen er ikke stor, den lyder som om den er tæt på at knække, men det er en del af charmen ved Vanggaard. Men det elskværdige og den underdog mentalitet der går som en rød tråd gennem materialet kan altså kun bære en så langt. Hvor meget jeg end gerne vil holde af og med Vanggaard, så mister han mig lidt på den meget afdæmpede afslutning af udgivelsen, der siver ud med den afdæmpede, næsten 6 minutter lange sjæler “Fra Bispeberg”. Her går det så langsomt og i så nedtonet en stil, at jeg begynder at kede mig en smule.
Men der ER meget at holde af hvad Lukas Vanggaard angår. Han har et godt øre for melodier, det mundrette, lad os bare kalde det banale, sprog fungerer for ham, og gør hans sange tilgængelige og relaterbare. Det virker ærligt og ret intimt, uden at det af den grund bliver patetisk eller for navlepillende. Og så er det et musikalsk og lyrisk univers, der på afvæbnende og smittende vis, ikke er blottet for en god portion humor og selvironi, i veldoserede mængder.
Vi lander på en lille, skrøbelig 4er, hvor der ikke skal pilles ved meget for at hele læsset vælter. Vanggaard er dog dygtig nok en sangskriver til, at han slipper fra Frisk Prins med skindet på næsen.
Af Ken Damgaard Thomsen
