Lucid Grave er et stoner/psych/doom-rock sammenrend fra den københavnske undergrund, der på deres 4 numre lange debutplade finder den helt rette balance mellem det beskidte, ruskende og tilpas iørefaldende.
En af de første tanker, som strejfede mig, da jeg sidste år lage ører til bandets førstesingle fra denne udgivelse, “I Was A Devil”, var at det mindede mig en del om Lewd Flesh. Et andet stoner/psych band fra den københavnske undergrund, der for nogle år siden udsendte den fantastisk betitlede Op I Røven, Dø I Smerte. Ikke mindst den tågede, let distancerede og “uklare” kvindevokal i front. Jeg fik ikke lige undersøgt sagen nærmere (læs: klikket rundt på Facebook) før nu, og ta-dah, vokalen leveres af samme kvinde, blot krediteret ved fornavn: Malene. Hun lyder cirka som titlen lyder, Goddess Of Misery.
Hun præger stemningen en hel del hos Lucid Grave, der også består af medlemmer fra beslægtede orkestre som GAIA, Snafu og BAB O.D.. Hun bringer en hjemsøgt atmosfære og klang, som svæver og knejser som et forpint, vemodig og vredt spøgelse, eller en mørke skygge, igennem og over lydbilledet. Det er både højstemt, på sådan en ikke-jordisk vis, og begravet dybt i undergrundens dunkle skygger, hvor resten af bandet buldrer, brager, kværner, saver og stener løs, så man er bange for, at jorden ryster og flækker rundt omkring dem. Det emmer af undergrundsæstetik og lyd hele vejen rundt, men bandet indarbejder på vellykket vis nogle mere fængende elementer fra rocken, så det hele ikke munder ud i grumset monotoni.
Det er lidt af en bedrift, er man bekendt med singlen “I Was A Devil”; der her agerer afslutningsnummer, så ved man lidt hvad der er i vente. Det er en langsomt udviklende, ulmende og ildevarslende sag, der roligt dirrer af ensomhed og noget længselsfuldt, fordelt på 7 ½ minuts spilletid. Her arbejdes der i høj grad med stemning og atmosfære, der holdes igen og doseres på instrumenterne og skrues kun på i kortere, virkningsfulde glimt. Det er, selvom jeg har hørt det en hel del, stadig et pragtfuldt og på sin egen sære måde, opbyggeligt og styrkende nummer, selvom armbevægelserne er så dæmpede.
Det er når Lucid Grave holder sig i det mere meditative leje, at jeg synes de er aller stærkest, og selvom det er den fremherskende stil på pladen, så får de også skruet tempoet i vejret en enkelt gang. På andet nummer, “Queen Of The Battlefield”, får den fuld skrue, efter deres standard, og de pisker afsted i lidt over 5 minutter – udgivelsens med afstand korteste nummer. Det lugter lidt af Black Sabbath, når de er i det hurtige hjørne, bare mere skrællet og ramponeret. Man får sgu¨ lidt skrammer og flænger, når Lucid Grave som her hiver og flår i en. Det fungerer fint som afveksling, men jeg foretrækker når bandet sætter farten ned og dvæler mere.
Dog fungerer nummeret som en glimrende kontrast til det over 15 minutter lange åbningsnummer, “Innocent Killer”, der tromler albummet i gang. Med en spilletid på over et kvarter siger det sig selv, at Lucid Grave her tager sig god tid og giver sig selv noget af et lærred, at male på. Sangen er et helt lille (eller knap så lille?) værk i sig selv, hvor bandet bygger møjsommeligt og tungt doomende op, mens vokalist Malene lader stemmen synge mod en sorte himmel. Stormen trækker op. Det helt afgørende for om et nummer af denne længde og støbning fungerer er, selvfølgelig, om man synes at man får noget for sin investering af tid og at bandet formår, at holde ens interesse fanget hele vejen igennem. Lucid Grave består, i min optik, den udfordring de her har givet dem selv til en fornem karakter.
I det hele taget er Goddess Of Misery værd at bruge 36 minutter i selskab med Lucid Grave på, hvis man er til en glubsk rumlen fra undergrunden. Og så fik jeg ikke engang nævnt det 8 ½ minut lange titelnummer, der på en måde er en sammensmeltning af Lucid Graves to verdener – vi starter langsomt ud, inden tempoet stiger og bandet pløjer sig igennem det fugtige og ildelugtende underlag. Det fik jeg så nævnt nu!
Skal man “kritisere” bandet for noget, så er det at der måske ikke bydes ind med så meget nyt. Det er “bare” en medrivende og effektiv sammensmeltning af velkendte elementer fra stoner, psych og doomrock, men mere end rigeligt til en stor 4er på undergrundsskalaen.
Af Ken Damgaard Thomsen
