Norske Lucid Dreams har hevet manualen for hvordan man laver et 80’er-metalalbum ned ad hylden og følger manualen punktligt. Det gør desværre lytteoplevelsen så håbløs forudsigelig, at man hurtigt tænker at det ville være meget rart, at vågne fra drømmen. Men nu foregriber jeg vidst sagerne lidt.
Lucid Dreams er faktisk et ganske velspillende 80’er-metalband. Der er en fin, poleret lyd på Build and Destroy, og forsangeren synger noget bedre end man hører det hos mange andre bands, der spiller den type musik.
Der er overskud på stemmen og variation og teknik nok til at der bliver varieret jævnt igennem pladen mellem egal, overdrive og scream. Der spilles superkontrolleret og i modsætning til eksempelvis Iron Maiden og andre inspirationskilder, så benytter Lucid Dreams sig også lystigt af dobbelt stortrommepedal.
Det er dog også det eneste, der peger fremad på pladen, som i sin samlede æstetik med lyd og sangtekster mildest talt virker lidt bedaget. Titler som ‘Hellbound’, ‘Fear No Evil’, ‘High Heeled Devil’ eller for så vidt titelnummeret er ganske genretypiske – men det betyder altså også, at de bliver lidt trivielle.
Der har altså ikke siddet en historielærer bag pennen her, og hvor andre bands har lidt tongue-in-cheek over hele æstetikken, virker Lucid Dreams til at være forholdsvis selvhøjtidelige på denne plade. Det har jeg ærlig talt lidt svært ved at tage seriøst.
Forudsigeligheden (du ved eksempelvis PRÆCIS hvornår en solo vil komme) i kombination med den ret pæne lyd gør, at lytteoplevelsen bliver en lidt fad oplevelse. Selv de lidt vildere guitarsoloer er så pæne, at jeg ikke rigtig kan mærke dem – og når der hyppigt bruges synth og kor, så er det også nogle forholdsvis polerede lyde, der lægges for dagen.
Det ville være klædeligt med lidt mere kant!
Den største overraskelse på pladen (ud over at det er overraskende at den ikke er mere overraskende) er de lidt ufrivilligt komiske synth-trompet-signaler på slutnummeret, ‘Eye of the Storm’ – men det bliver aldrig mere end et kort træk på smilebåndet.
Build and Destroy vidner om at ikke alle retro-bands formår at fange sjælen og ånden fra sit oplæg.
Jeg håber, de har hygget og moret sig med at indspille pladen – det kunne i et eller andet omfang legitimere den. Generelt lider Build and Destroy af at være så bedaget i sin æstetik, og hvis jeg skulle have lyst at høre noget 80’er-metal, tror jeg hellere jeg ville støve mine Iron Maiden-plader af, end at sætte nordmændenes epos på.
Pladen er fint indspillet og pænt – men noget kedeligt – produceret. Så for mangel på kant og opfindsomhed – men også i erkendelse af, at det da er fint håndværk vil jeg give pladen tre forholdsvis ligegyldige stjerner…
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Lucid Dreams på Facebook
