LSD On CIA skruer en kende ned for den hyperaktive energi og det flagrende lydbillede på deres album nummer 2, og samtidig er sangskrivningen modnet og det samlede udtryk endnu stærkere og mere i balance. Det betyder, heldigvis, ikke at de er blevet mere kedeligt selskab – tværtimod faktisk.
Hvis der endelig var noget som en klar rød tråd igennem debutalbummet, så var det netop følelsen af en rastløs, nærmest epileptisk energi og tilhørende lyd, der piskede albummet fremad og godt rundt i rockens afkroge. Det gav LSD On CIA en, i positiv forstand, næsten narkorus-lignende vibe, med dertilhørende flimrende lydbillede. Det var lidt udmattende at lægge ører til de overgearede og opfindsomme løjer i længden, men samtidig en voldsomt smittende og opkvikkende oplevelse.
Rastløsheden er der stadig et sted, men den er mere tøjlet, ligesom de mange genre-udflugter, afstikkere og maniske påfund egentlig ikke er blevet markant færre, de er bare en smule mere under kontrol og fokuserede. Det resulterer i et album der stadig strutter og spjætter, og ikke sådan lader sig styre, men på samme tid føler jeg mig som lytter mere inviteret med på turen, i stedet for at stå på sidelinjen, med sidestik, og måbende kigge på hvad trioen prøver at slippe afsted med.
Musikalsk er der måske skruet en lille smule ned for det mest vanvittige udflugter og fragmenterede mathcore/prog-rock stykker, uden at trolden er blevet decideret tæmmet. Ellers jonglerer gruppen stadig med elementer fra alternativ rock, hardrock, en del britisk klingende stumper, punkenergi og et godt øre for en “popmelodi”. Hvis du skal have nogle referencepunkter kunne det være Muse møder Agent Fresco og hænger ud med Arctic Monkeys. Bare federe, nogen gange vildere og “over the top”, på en meget mere tålelig måde end de 2 førstnævnte navne.
En del af tiden går det stadig over stok og sten, så der er stor risiko for stenslag, men i denne omgang eksperimenterer trioen også med at sænke farten hist og her, ikke mindst i “Inner Animal” og afslutteren “Fall In Place”, hvor der faktisk pustes så meget ud, at man kunne kalde det en slags ballader. Det klæder bandet overraskende godt, både på grund af variationen og muligheden for lige at få vejret igen, men også fordi man her får mulighed for at høre, at bandet virkelig kan skrive gode sange – og ikke bare kamuflerer eventuelle svagheder ved, at blæse derudaf for fulde omdrejninger.
“Modent” er sådan et kedeligt voksenord, og når man bruger det, så er det også som om man forudsætter, eller konkluderer, at nogen ikke var modne inden, bare fordi de greb tingene anderledes an. Men så “modnet” da! Som i, at sangskrivningen er blevet mere afrundet og mere afdæmpede stunder som ovennævnte demonstrerer, at LSD On CIA kan imponere med andre virkemidler end frenetisk energi, temposkift og galopperende puls.
Der er dog stadig rig mulighed for, at få testet blodomløbet og hvor mange indtryk ens hjerne kan registrere og håndtere. Pladen åbner med “Assault”, så er vi ligesom i gang, et herligt elektrisk knitrende og spruttende udlæg, men allerede her fornemmer man også den mere målrettede og, i ordets bedste forstand, strømlinede tilgang. “Heat Wave” rummer den samme følelse af, at bandet har totalt kontrol over doseringen af temposkift og den vulkanlignende energi, der ligger lige under overfladen. Korte eksplosioner, hvor nummeret blusser op og bliver mere tumultarisk, afløses af mere afventende passager, hvilket skaber en tilpas beroligende balance i musikken, som måske ikke helt var til stede på bandets første album.
Næstsidste nummer, “Lava Lamps”, er i den mere rastløse og pågående ende, med en urolig grundrytme og en stemning, som giver sådan lidt fugtige håndflader og lidt dug på ryggen. Men igen kammer det på ingen måde over, eller modsat, føles som om trioen har givet sig selv spændetrøje på. Selv når LSD On CIA bevæger sig mest lige ud af den alternative rocks landevej, som den glimrende “Waltz Of Symmetry”, så mister musikken ikke sit særpræg eller bandet noget af den personlighed, som hænger tykt i luften over hele projektet. Der er bare skruet lidt ned for virkemidlerne og gives mere plads til, at lade en melodi udfolde sig og få luft.
Og det er netop en af de nye, store forcer der gennemstrømmer Celestial Bodies, numrene har ånderum og masser af råderum, selv når LSD On CIA kører hårdest på. Det giver samtidig mig som lytter mulighed for at trække vejret og nyde numre som “Driver” og “Methyl”, der både rummer svævende og sfæriske momenter og stykker hvor det er som om det hele kan boble over i næste øjeblik. Og i “Methyl” rent faktisk gør det. Her er der også en kærkommen lejlighed til at rose det alsidige og flotte vokalarbejde på albummet, både solostunderne, men også der hvor der arbejdes med større kor og/eller andenstemme.
11 numre, inklusiv det korte afbræk “Interlude”, og ingen svage imellem. Den eneste “svaghed” jeg kan komme på er mere af personlig karakter, nemlig, at jeg måske har lidt vanskeligt ved, at blive 100 % følelsesmæssigt investeret i denne form for musik. Det bør dog på ingen måde afskrække nogen fra at give det et velfortjent lyt, eller forhindre at jeg kan ankerkende, og er imponeret over, talentet der tydeligvis er tilstede her.
Afveksling, originalitet, sprudlende energi OG selvkontrol, det er mildest talt overvældende, det LSD On CIA slipper afsted med på Celestial Bodies, der burde katapultere dem op i stratosfæren. Hvis der altså var nogen form for retfærdighed til i musikkens verden. Vi ender på 5 af de store stjerner for denne farverige musikalske mosaik.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg LSD On CIA på facebook
