“Hvilke debuterende bands i Danmark har f.eks. 4000 facebook likes, uden at have noget som helst på de officielle salgskanaler?”, spørges der i pressematerialet til rockbandet Lowrider Betty’s debut-EP. Umiddelbart ville jeg svare, at de er bedre live end på plade?
OK, Lowrider Betty har et par ting, der bestemt fungerer på denne længe ventede første officielle udgivelse fra det rutinerede live-orkester. De kan uden tvivl håndtere deres instrumenter, og de strutter af spillelyst og energi. Men, i mine ører, og de er jo subjektive, så er numrene, i hvert fald 3 ud af de 4 der udgør EP’en, lidt små-fesne eller i værste fald belastende at lægge ører til, og så er bandets lyd og produktion underligt glat og steril.
Den første tanke der slog mig, og det lyder groft, men lad os bare få det overstået, var om det var One Direction der var blevet lidt mere rocket? Det er poppet boyband-rock det her, minus sidste nummer, “Crawling Back To Life”, hvor der pludselig kommer lidt kant og nosser ind i lydbilledet. Det er for sent til at redde helhedsindtrykket op på middel, men det giver da i det mindste forhåbninger om, at alt ikke er tabt for Lowrider Betty. Altså alt efter hvad det er de vil opnå?
Kan de 3 resterende numre spilles i radioen? Afgjort, men det er ikke fordi de er superfede, men nærmere fordi de er så poppede, skabelonskårne og uskadelige, at det ikke kunne fornærme nogen – altså udover mavesure mig. Skåret over en kam, er der ganske enkelt for lidt saft og kraft i denne trio af numre, og tilmed er de på grænsen til det enerverende.
“Going On” åbner i fint tempo, det kører gnidningsfrit, men så skifter nummeret karakter til det der let-dunkende boyband-rockede, hvor alle knaster er filet af og gnidningsfrit bliver til åle-glat og kønsløst. Vokalen er tilmed i det lidt overgearede og pågående leje til min smag… det er kraftedeme bare irriterende at høre på! “Spin It” indledes med noget der lyder som et klip fra en bar, hvor en pianist lige har underholdt lidt, inden den pågående dunke drenge-rock igen moser sig ind i lydbilledet og bygger op mod et omkvæd der nok er catchy på sin egen poppede måde, men også virker enormt kalkuleret og konstrueret. Formlen virker på sin vis, selvom omkvædet måske bliver lige lovlig grand prix’et. Der dukker en fint rockende guitar passage op i et kort glimt i nummerets anden halvdel, og man kan kun være ærgerlig over, at det ikke får lov til at fylde mere.
Den mere afventende og vuggende indledning på “Together Alone” (OK, den titel irriterer mig også lidt, og teksten matcher med sine klichéer), men så kommer der er et “touching you, touching me” i teksten, som bare giver mig en The Darkness “I Believe In A Thing Called Love” refleks, ikke nødvendigvis noget godt, tilsat et luftigt boblende pop-omkvæd, som ikke helt fanger mig. En mere hysterisk levering af ditto omkring 2 ½ minut inde i nummeret, er lige ved at få det hele til at kamme over i noget hysterisk.
Og lige som man troede at det hele var forgæves, så kommer den kompetente og meget mere kraftfulde afslutter “Crawling Back To Life”, hvor bandet tilsyneladende husker at få deres kugler med op på scenen og trykker den nogenlunde hårdt af – selvom det gerne må blive endnu mere pondusfyldt for min skyld. Mere! Her har lyden også mere bund og tyngde, og føles bare mere levende og pulserende, formodentlig nærmere det live-udtryk gruppen har?
Bandet har spillet over 100 koncerter i ind- og udland, og med vilje ventet med at udsende materiale indtil der var kommet nogle kilometer under vesten. Det skulle man umiddelbart mene var en fornuftig taktik, men når man ikke kan fornemme denne live-erfaring, og livet fra og på scenen i 3 ud af 4 numre, så undrer, og skuffer, det en del. Hvorfor så pænt og stedvis intetsigende, i stedet for at sparke døren ind med live-feeling og noget der giver lidt skrammer?
Jeg er slet ikke i tvivl om, at Lowrider Betty er et fermt live-band, men på New Generation er der for lidt der peger fremad i en positiv retning for mig. Ud med de blødgørende hudcremer og ind med noget sandpapir!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Lowrider Betty på facebook
Man kunne tro du havde et eller andet personligt imod dette band: “Den første tanke der slog mig, og det lyder groft, men lad os bare få det overstået”.
Det er jo gennemgående bundsolide sange og de formår jo i den grad at overbevise lytteren om deres kvaliteter på samtlige sange.
Det lyder da ingenlunde på ovenstående, som om anmelderen har noget personligt mod bandet. Han er blot ærlig – grov, men ærlig. Ud fra ‘Going On’, som er det eneste af ep’en, jeg har hørt, ville jeg mere eller mindre have skrevet eksakt det samme. Nøj, hvor er det skidt.