Voxhall bød ind til norrøn pop og Lowly skuffede ikke på en aften, hvor det introverte, intense udtryk fungerede og bandet afsluttede touren med bravour.
Siden jeg for efterhånden en del år siden så en intens showcase med Lowly på SPOT-festival, har bandet egentlig været på min to-watch list. VAR det vitterligt så intenst? Kan de gøre det igen? Er det med tiden vokset ind eller ud af musikken?
Voxhall gav chancen for at finde svaret, men først skulle vi lige varmes op af Crush.
Crush
I en simpel opstilling med guitar (ofte uden effekt), bas og sanger havde kunstneren uden udgivelse fået lov at varme os op. Det lykkedes ret fint med støtte fra rødt lys og en særlig tilgang fra scenen at skabe elementer af Roadhouse fra Twin Peaks-stemning: Kvindevokalen er lys, rigtig godt sovset ind i rumklang og instrumenterne har også et vist sfærisk præg.
Der er også noget teknik i spil her, med en hurtig vibrato på kvindevokalen. Måske brugt lidt for meget, men teknisk interessant. Bandet spiller en buket luftige, små sange – til tider med en lille snert af noget country – men når aldrig rigtig derop, hvor noget sidder fast hos lytteren eller man føler sig virkelig draget ind i musikken.
Som opvarmning var det ganske fint og hæderligt, men det er også klart, at bandet har lidt at gøre, før de kan trække en koncert på egne ben. Der var elementer af salonmusik over hele performancen og snakkeklubben havde da også en field day på et godt opfyldt Voxhall…
Lowly ★★★★★☆
Og så kl 22.00 gik Lowly på. To synth-spillere (vintage-inspirerede Korgs etc), en meget dynamisk trommeslager og en forsanger i Soffie Viemose udgør på aftenen bandet og den frodige forsanger er tilsyneladende lidt efter det andet kvindelige medlem, der er på barsel (mener jeg at have læst et sted?).
Der startes i støj og langsomme flader, mens bandet får lagt grundlaget for udtrykket denne aften: relativt introvert, men med karismatisk, hånddansende forsanger i front.
Det hele er sten-sikkert leveret og hvor man kunne frygte at det synth-dominerede lydbillede ville blive lidt kedeligt, bærer de dynamiske trommer virkelig til bålet og giver live-dynamik.
Bandet når vist næsten igennem seneste plade, Hifalutin, og da ‘Deer Eyes’ og ‘1236’ falder som tredie-fjerde nummer, bliver koncertens stemning cementeret: Det er et poppet, men utrolig roligt, chillet og vuggende udtryk, Lowly leverer og den klare, sikre vokal leger med trykket på stavelserne og udtalen så man får en klar norrøn fornemmelse.
Ja, jeg vil uden at blinke sammenligne Lowly med Highasakite – dog har danskerne naturligt nok ikke det samme, samiske islæt.
‘Stephen’ falder nogenlunde midt i settet og leveres i en potent, pumpet version, der muligvis trækkes lidt i langdrag, men bandet finder rigtig fint ud af nummeret via vokal-breakdown’et og en fin outtro.
Det er et kompetent band, publikum står overfor, og aldrig faldes der igennem eller rammes ved siden af. Bliver det så en klinisk oplevelse? Nej, for bandet laver deres små svinkeærinder her og der, men fanger hinanden hver gang, én stikker lidt af. Eneste anke kan være en passage, hvor de lige skal vise at de faktisk er meget højtuddannede og dygtige musikere, og derfor leger internt med hvor étslaget falder og skifter rundt i feelingen. De er cool, publikum forvirres lidt – og det bliver måske lidt for meget. Men fair nok: Det er et band, der har noget at have det i.
‘Still Life’ får en Kraftwerk’sk kvalitet i sounden og ‘Delicate Delegates’ leveres med flügel i stedet for synth og bliver en rørende oplevelse. For nok er Lowly dygtige til at skabe lyd med deres synths og dygtige sanger. Men stripper man elektronikken, så kan de altså også levere dér.
‘Go For A Walk’ bliver på samme måde ret low-key og der spilles en flot, igen lidt prætentiøs, off-key solo. Som underligt nok virker. ‘Children’ bliver sidste sang inden bandet går af scenen – selvfølgelig blot for at vende tilbage til encores.
…Som så indledes med et cover af This Mortal Coil’s ‘Song To The Siren’, som bliver leveret rørende og med overvejelser hos denne anmelder om, hvorvidt dét var aftenens højdepunkt?
Men da der følges op med ‘Baglaens’, viser bandet også hit-kvalitet og den sikre vokal kombineret med koketterier og hånddans fra den stærkt intense frontkvinde løfter hele udtrykket. ‘In The Hearts’ bliver så en afsluttende, storby-cool potent afslutter, hvor den ellers så stærke vokal koncerten igennem, bliver vocoded.
Voxhall har været det modsatte af en pølsefest til denne aften med Lowly. Men alle de fremmødte, uanset køn, har fået en super professionel, super gennemført og lækker koncertoplevelse.
Det bliver muligvis ikke de største fem stjerner, jeg kommer til at uddele i mit liv. Men jeg ville alligevel hjertens gerne møde op igen i morgen, hvis Lowly spillede. For det er et band, der KAN noget: stærkt lydbillede. Hints af noget norrønt. Stærk vokal. Intens balance mellem det introverte udtryk, noget dansabelt og vilje til at… ville publikum noget?
En stærk aften på Voxhall!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
