Louie Got Lost kaster forsigtigheden overbord på deres selvbetitlede EP. Fire lange numre, der blander rock og pop med mere proggede, electro og eksperimenterende elementer. Mod er der nok af, det kniber bare lidt med, at få nogle virkeligt gode numre ud af blandingen.
Det er ikke ambitionsniveauet der fejler noget hos Louie Got Lost, der satser det meste af butikken på EP’en her. Der er højt til loftet, masser af detaljer og leg med effekter, og man er ikke bange for de store armbevægelser og at det bliver for meget.
Det gør det sådan set heller ikke, jeg kan godt klare mosten og bandet spiller sådan set ret fedt. Men… Ja, det forbaskede “men” lå jo og lurede. Men’et er møntet på sangskrivningen, der bestemt ikke er dårlig, eller usammenhængende, selvom bandet prøver en del af. Det er, desværre, ikke det samme som, at sangene er specielt gode, eller mindeværdige, der er simpelthen godt gammeldags underskud på den konto. Især i forhold til de ret store ambitioner det lyder som om bandet har.
Det er lidt en skam, når meget af rammen på sin vis er på plads og fungerer. Enten er bandet ikke helt eksperimenterende nok til, at det bliver rigtig interessant, eller, ikke “poppede” nok til at det fænger.
Nå, men der er stadig en del der fungerer rigtig fint. Ikke mindst EP’ens tredje nummer, “Outer Space, Out of Time”, synes jeg er ret vellykket. Louie Got Lost skriver lange numre, 4 numre med en samlet spilletid på over 20 minutter, men det her er eneste nummer, hvor min interesse for alvor er fanget hele vejen igennem. Den lykkes med både at være lidt spacey og svævende, samtidig med at der er godt med rytme og fremdrift. På en måde kan man både stene lidt og små-danse til nummeret, hvilket giver en meget lækker vibe og atmosfære.
Lidt i modsatte grøft har vi åbneren, “From a Crack in My Mind”, som jeg for det første synes virker helt afsindig lang med sine 5 minutter og 16 sekunder. Rent instrumentalt lyder det ellers lækkert nok indledningsvist, men inden vi når halvvejs er jeg begyndt, at zone noget ud. En del af skylden ligger nok hos vokalen, som jeg synes mister jordforbindelsen på den forkerte måde her. Der prøves FOR meget, både hvad angår stil, fraseringer, klang og effekter. Den er ikke stærk noget til det helt dybe registrer, så det burde undgås, og bliver lige lovlig skinger i nogle af de lyseste. Og så er der en uheldig brug af diverse effekter med noget ekko-halløj, loops og “diverse”, som jeg bare synes kommer til, at lyde unødvendigt kiksede og “billige”. Less is more, i dette tilfælde.
Bedre går det på “The Making of A Gang” og senere afslutteren “Hunters”. Førstnævnte er endda mere “hysterisk” og teatralsk i sin tone end åbneren, men også mere ren og skarpt skåret. Det fungerer klart bedre, ligesom den skiftevis hakkende fremdrift, afløst af bølgende eller svajende passager, også er fin. Men igen føles nummereret noget langt i spyttet i forhold til hvad der leveres. Det lider “Hunters” også lidt under, men her kan jeg til gengæld godt lide den mørkere og mere “mystiske” klang og de farver nummeret har for mig. Mørke blå og lilla nuancer, der ligger som en besnærende tåge sangen igennem. Der er også noget kor, både den mere gængse “ah ah” slags og noget der slår lidt flere krumspring, som fanger min opmærksomhed.
Men her er der også som om vi er på vej i en lidt anden retning, end på de resterende numre. Det er slet, slet ikke tosset, der er lidt Agent Fresco over det, uden at der går polyrytmefest i den. Det kunne jeg godt klare at høre mere af fra Louie Got Losts side.
Det ville være fristende, og meget nemt, at komme med en kommentar om, at Louie Got Lost farer lidt vild i idéer og ambitioner her. Så det gjorde jeg. Med egne ord er EP’en “fortællingen om en regulær dannelsesrejse. Gennem en eventyragtig virkelighed og væbnet med (falmende) barnligt naive forestillinger om godt og ondt, riddere og monstre, sandt og falskt, bevæger Louie sig kæmpende mod mere og mere presserende eksistentielle erkendelser”. På et mere virkeligt plan, bliver det også lidt beskrivelsen af Louie Got Lost og denne EP, på godt og ondt.
Det er stadig et ungt orkester (medlemmerne er i start-20’erne) med de naive forestillinger, der måske hører med, men også store ambitioner og drømme, som i denne omgang ikke helt bliver indfriet. Om det kræver nogle eksistentielle erkendelser for, at blive til virkelighed, er måske at overdrive – mere tid, modning og hårdt arbejde kan nok gøre det.
Fundamentet er på plads, men det samlede resultat er her lidt på det jævne.
Af Ken Damgaard Thomsen
