Et navneløst band? Et dværg-rockband? Mindre vand-dæmoner? Lørdag på Royal Metal Fest havde det hele og selv om ikke alt var af lige høj kvalitet, så syntes festen i højere grad at være et centralt tema for lørdagen end fredagen. Og med fire øl for en hund var der vel heller ikke grund til andet!
Det blev lørdag og allerede 14:15 åbner Deadflesh på Atlas. Man skulle tro, det var lidt tidligt – ikke mindst da festivalen tilbyder øl til 25 DKK med frit valg mellem om man vil forsøge at drikke sig til Jordens frelse via øko-bryg eller gå all rock med Gyldne Damer. Et lille staldtips herfra må være, at det er nemmere at mime en gylden dame til en bartender under koncerterne, end skulle i gang med øko-dansen.
Nå. Fire øl for en hund er noget, der gør metalpublikummet glad, men det til trods er Atlas mere end halvfyldt, da veteranerne møder op under Død’ Kød-navnet.
Deadflesh
Og der er ikke så meget nyt under solen her; fire mand på scenen – herunder syngende guitarist – og der leveres TUNG død som der ikke går mange numre før man ser en flok headbangers foran scenen. Med en dyb, brutal growl får vi også rykket hovedet lidt af og bandet nyder tydeligvis at tage det tunge læs.
Det er ikke unge folk, men kontrasten til musikken er påfaldende når forsangeren med næsten lys stemme og meget pædagogiske vendinger spørger ind til om folk har det godt, om tømmermændene er for slemme og udviser oprigtig glæde, da der kommer gang i den foran scenen. Man får helt lyst at tage ham med hjem, men så starter næste nummer og én eller anden dæmon tager bolig i hans hals og man genovervejer.
De to guitarister skaber også rum til et par soloer, som er nøje afbalancerede og aldrig bliver for lange. Deadflesh er et band, der gør sig bedst i et mondænt, tungt tempo og selv om der høvles godt igennem og varieres i tempo og stil, så er forcen klart når den dybe growl får lov at folde sig ud over noget mere slæbende.
En fin start på lørdagen, hvor der bliver tonset godt igennem, renset øregange og gjort ihærdige forsøg på at sende tømmermænd væk – i hvert fald til i morgen!
Wind Rose
Så for en skefuld! Italienske Wind Rose har tydeligvis læst Tolkien og bidt mærke i de der små nogen. Altså de gnavne… Ja, du gættede rigtigt; dværge.
Hele bandet er derfor iklædt store skulder-brynjer og fremstår mildest talt lidt tegneserieagtige. Men det er der som bekendt stor tradition for i metal, og med deres symfoniske helte-metal (nu med dværge som heltene) er der ingen tvivl om, at bandet får lavet en fest som vi endnu ikke har set mage til på festivalen. Hænder flyver i vejret til de stærkt markerede fjerdedele og forsangerens sang/brøl suppleres fint af growl fra bassist og guitarist.
Centralt i lydbilledet står også keyboardspilleren, der tager rollen som henholdsvis sækkepibe, drejelire og mandolin. Det er pænt forfærdeligt, men tydeligvis også effektivt og ’hey’-råb og call/response med publikum synes at fungere. Ikke mindst fordi flere sange opfordrer til hoppen og pogo-lignende dans.
Og ja; de KAN altså godt i passager smadre igennem i djent-lignende breakdowns og stortrommen får også nok at se til igennem sættet. Det bliver ALDRIG min genre, men samtidig skal man være helt død indvendig for ikke at få et smil på læben – ikke mindst da forsangeren med tyk italiensk accent imellem to numre råber ud til publikum: ”What’s better than dwarves? WHAT’S BETTER THAN DWARVES? DRUNKEN DWARVES!!!”.
Og på den måde bliver Wind Rose en underholdende oplevelse. Med stort smil må man konstatere, at det nok i virkeligheden ikke er særlig godt – men underholdende, alt, alt for meget og evnen til at skabe en fest fejler ikke noget!
Allegaeon
I absolut højeste gear åbner amerikanske Allegaeon Voxhall for lørdagen. Det er både meget teknisk og energisk metal, som trækker på forskellige sub-genrer og i høj grad fortsætter festen fra Atlas.
Med elementer af scream-vokal kombineret med growl får man smæk i lige skallen fra forsanger Riley McShane og med deres mange-strengede instrumenter sætter guitaristerne og bassisten hårdt ind.
Vi får både terts-soloer og dropdowns, men generelt er disse blot variationer i en koncert, der kører i et højt tempo. Og hvor gårsdagens koncerter med sådant højt tempo kom til at fremstå lidt uinspirerende (Origin, I’m looking at you!), så er der masser af detaljer at bide sig fast i hos Allegaeon. Det starter høj-energisk, men som koncerten udvikler sig virker det til, at publikum vælger at spare lidt på kræfterne – lidt unfair, for det er ikke udtrykket fra scenen, der burde give anledning til dette.
McShane karter i hvert fald rundt med omvendt kasket og gør alt hvad han kan for at dette bliver en energisk oplevelse. Barrage efter barrage fyres af og da der takkes af er reaktionerne fra publikum da også svarende til bandets energi. McShane er måske ikke decideret karismatisk som man ser andre steder og hans fingerdans i mellemspil kan virke lidt nørdede. Men teknik og udtryk, når han hiver mikrofonen til munden er der intet at sætte ud på og der er bestemt skruet op for de tekniske kvaliteter med Allegaeon.
(0)
På Atlas skiftes der tempo med mystik-bandet (0). De vil angiveligt helst ikke kaldes noget, men leverer nu udtryk nok til at kunne skabe et navn. Der startes langsomt ud med black-agtige næsten sludgede numre, hvor det tunge står i centrum og fokus ligger på den tunge energi. Og generelt er det et lidt introvert band med god fokus på den tunge feel.
Efter en stærk instrumental intro kommer forsangeren på scenen og leverer gedigen growl ind over bandets velkomponerede, tunge lyd.
Der er hints af black og noget sfærisk, men bandet formår nu endda at skifte både stil og tempo, så hornene på det fyldte Atlas flyver i vejret. Det er lange kompositioner, der tager sig tid og lader modtema tage over for modtema, mens den faldne engel påkaldes.
Der shoppes lidt rundt i genrene som koncerten udvikler sig og mod afslutningen bliver det næsten dansablet med tapping-temaer og brutale breakdowns som selvfølgelig medfører brafrende hår foran scenen. Med visuals bag bandet som den primære visuelle attraktion bliver hele udtrykket lidt introvert – men når musikken spiller er der masser af knytnæver i synet og mere ned nok til at bandet uden navn sagtens kan lave et navn for dem selv…
Slutnummeret starter – for lige at rykke rundt i genrerne nok en gang – med et Tool-agtigt bas-stykke og udvikler sig til en tung halv-hoppende, dreven sag før den ‘vender hjem’ til det tungere, mere sludgede.
Der er bestemt noget at komme efter her!
Crocell
I et vanvittigt skæbne-tvist, har jeg aldrig fået hørt Crocell, men det er vel én af de mørkest lysende stjerner på metalhimmelen i disse år. Klokken 18:15 går de i gang med at rive Voxhall ned og om end vi skal et par numre ind i sættet, så viser det sig dog med eftertryk at det ikke bare er hype:
Det er et yderst kompetent band, der indtager scenen og indpiskeren Asbjørn Steffensen i front står ikke alene med energien selv om han viser tegn på besættelse med afsindige øjne og energisk fremtoning. Voxhall får med dette band lov til at vise at selv om bands på Atlas kan kompensere på forskellig vis, så får de aldrig den bas-pressens, man oplever her: Trykket er til at tage og føle på og oplevelsen bliver helt anderledes kropslig.
Med ét ord kan Crocells lyd beskrives: Massiv! Det er kompakt, smadret og intenst og man rammes gang på gang af en mur af smadder.
Der indledes med ældre materiale, men først da et nyt nummer fra Relics hives ind (måske fjerde nummer?) ryger hornene for alvor op og som en naturlig konsekvens ser vi et mosh pit på Voxhall. Herfra bliver der ikke taget fra, men bare lagt på: Jo, der åbnes efter et par numre med en akustisk guitar-intro, men det er såmænd bare for at skabe en kontrast til den mur, der efterfølgende bygges op.
Crocell har ikke rigtigt opfundet noget nyt. Men de har taget den dybe tallerken og optimeret konceptet, smadret den for så at brygge en ny og bedre version op.
Det er pisse dygtigt lavet og ud over at intet synes tilfældigt, så er det også et band, der formår at manifestere lørdagen som anderledes festlig end fredagen.
Som første gang jeg ser Crocell forstår jeg godt hypen, men har måske også skruet forventningerne op til et urealistisk niveau.
I går skrev jeg om Blood Eagle at det var det, vi var kommet efter. Crocell var et endnu bedre bud på hvad man kommer efter på en metal-festival og uden at falde i middle-of-the-road-kategorien manifesterer de erfarne herrer hvad metal handler om og hvor langt man kan nå, når man mestrer genre, udtryk og lyd.
De sidste to numre resulterer også i crowdsurfing (på effin’ Voxhall) og metalfesten er godt gammeldags manifesteret!
Altar of Oblivion
På Atlas er der langt fra fyldt og da klokken også er slået noget, der kunne ligne aftensmadstid (godt og vel), er det vel også fair nok. Altar of Oblivion stiller op med klassisk, egal vokal – som dog på dagen ikke er helt skarp.
Der er i høj grad tale om old school metal – næsten præ-metal – i at der spilles ganske fint, men vokalen minder lidt om noget ’Maiden eller ’Sabbath uden at komme i nærheden af de højder. Presset vokal var vejen ’dengang’ mens Altar of Oblivion stiller spørgsmålstegn ved om det stadig har sin berettigelse i dag?
Nå. Der er ellers tale om et kompetent spillende band, der springer den dobbelte stortrommepedal over og har forcer i at spille noget bajerrock/motorcykelrock-inspireret letmetal. Det gør de vel som sådan også ganske fint. Jeg bøvler bare personligt med at se hvordan denne genre, som ikke rigtigt er hard rock heller ikke rigtigt metal skal landes.
Der drønes derudaf og forsanger ’Mik Mentor’ gør da også sit for at holde gryden i kog.
At dømme ud fra publikum er jeg ikke den eneste, der måske bare ikke helt køber den og Altar of Oblivion bliver dermed lidt en fodnote i programmet. Med en skarpere sangpræstation havde det været ganske hæderligt. Men i denne lørdags udskæring? Fodnote…
Horned Almighty
På mange måder er der iboende modsætninger i Horned Almighty. Inden de går på er scenen dækket af forhæng, så vi ikke får indblik i bandets setup – bestående af en flot, flot opstilling med kranier og horn foran sang-mikrofonen.
Og bandet viser sig at shoppe lidt ind og ud mellem metaldyder og det mere rockede; for flere gange vil man – hvis man fjernede den udmærkede, potente growl – nok kunne have forvekslet bandet med et (hard)rockband og der er tydelige elementer af ørkenrock i bandets udtryk. Og det er rigtig, rigtig fint.
Med growlen får det dog endnu en dimension, men det er til tider svært at forene det visuelle udtryk, hvor alle medlemmer har ligmaling på og fremstår i døds-sort tøj med den musik, der kommer ud af forstærkerne og trommerne.
I et enkelt setup med en guitarist, bassist og en trommeslager bag forsangeren er det til at forstå at visse numre bliver mere rockede. Men som koncerten skrider frem kommer den dobbelte stortrommepedal i gang og der arbejdes mere og mere i retning af et metallisk udtryk.
Måske er det bare mig. Måske er det faktisk sådan. Men jeg fandt det i hvert fald forfriskende at der var nogen, der trak på mere klassiske rock-dyder. Og der falder growlen så lidt udenfor for de hornede drenge. Det stopper nu ikke det efterhånden noget reducerede publikum; The Århus Faithful får en enkelt stagediver op at surfe og selv om der er lidt mere plads mellem folk, så er der stadig festlig energi.
Horned Almighty kan dog ikke løbe fra, at når de tonser derudaf med ottende- og sekstendedele så bliver det lidt monotont og at deres force ligger i det mere rockede udtryk, hvor den sparsomme besætning kommer til sin ret.
Flere gange når jeg igennem koncerten at overveje om det i virkeligheden er et udmærket hardrock-band med thrash-tendenser, der har erkendt at det er der ikke nogen jobs i – og derfor har tillagt sig en hård front af krigsmaling og døde dyr? Det er ren spekulation fra min side – og igen lidt akademisk, når musikken spiller og der ryger spredte arme i vejret fra publikum.
Og måske er det bare mig, der forventer noget mere brutalitet fra bands med sminke? Hvem siger, at man ikke kan spille døds-rock krydret med metal? Som sagt; jo længere vi kommer ind i sættet, jo tættere kommer vi på en rendyrket metal-oplevelse.
Lebenssucht
Med kvindelig forsanger bliver der leveret et gedigent stykke black metal af Lebensucht på Atlas.
Stille startes der ud, men snart tager den klassiske black-mur over og iklædt teaterblod og tjavset tøj, fyrer bandet bølge efter bølge ud over publikum.
Rigtig fint er det, når der veksles mellem den kvindelige forsangers skrig og guitaristens growl, men det ændrer ikke på, at black ofte bliver lidt monotont. Måske derfor opleves der også en vis udvandring efter et par numre. Men hvis publikum har det bare lidt som jeg, så kan det også skyldes almindelig træthed oven på en efterhånden lang dag.
Jeg vælger at følge eksemplet og tage en skriver og slapper i loungeområdet på Voxhall…
Ex Deo
Ex Deo er ikke bare en god beskrivelse af det duftindtryk, man efterhånden får på Atlas (ok, jeg finder selv ud!), men også et italiensk legionær-metalband.
De har tydeligvis overvejet hvilket badass-tema, de kunne kaste sig over, og da både vikinger, pirater og endda rollespil var taget, kastede de sig over romerske legionærer. Til patetisk et laaaaangt stykke kor-musik går de på scenen og spiller langsom, tung metal med fin energi.
Igen formår et band at få bas ud over kanten på Atlas og det er en decideret imponerende lyd, der kommer af sted.
Dog er der to ting, der irriterer; først og fremmest er bandet åbenbart fans af den uskik at der skal spilles backtrack mellem numrene – og til tider også under numrene. Vi får på den vis nogle lidt billige synths og nogle latine citater her og der og hvis man lukker øjnene er det vel helt fint.
Den anden er at forsangeren – der ellers ligger en intens growl – ofte ikke fanger timen. Der skydes lidt rigeligt fra hoften og selv om det også kunne være en ting, man kunne overse, så ødelægger det lidt flowet i koncerten og riffsene, at forsangeren ikke kan finde helt hjem i hvor han er.
Hverken han eller bandet lader sig rigtigt mærke med dét og udtrykket er alt til trods ret overbevisende. Vi får også sære ting som at bandet pånær trommeslageren går af og så er der ellers trommesolo ind over noget backtrack. Men hey! Det er da variation.
Bandet får i hvert fald det efterhånden noget nedbarberede publikum med og det lykkes endda at få etableret en wall of death i starten af ét af de mange krigs-tematiske numre.
Igen er det måske promillen der er for lav eller alderen der trykker. Men jeg er ikke helt med på galejen her (pun intended!) og selv om jeg imponeres over den kompakte, bundtunge lyd er der bare lidt for meget ’udenoms’ til at jeg synes det bliver helt godt.
Ensiferum
Og nu vil jeg i al dobbeltmorals tjeneste rose et band, der bruger backtrack mellem numrene til skyerne. For tilbage på Voxhall er alle tanker om at jeg er for træt til at kunne anmelde pludselig fuldstændig forsvundet:
For finske Ensiferum viser helt enkelt hvor skabet skal stå og leverer et fuldfedt set inden for en genre, jeg aldrig skulle tro, jeg ville kunne udtale mig så positivt om.
For vi opererer i folk-metal-genren og der er i høj grad fokus på det melodiske arbejde i bandet. Ja, der bliver spillet nogle lidt fjollede samples mellem numrene. Men det bærer her bare brænde til det fest-bål som en Ensiferum-koncert åbenbart er.
Der er ingen tvivl om, at det er afsindigt dygtige musikere, der står bag: Bag trommerne sidder en næsten storisk rolig maskine, mens bassist og guitarist (begge i øvrigt udstyret med mikrofoner til råb og kor) karter rundt på scenen mens de fejlfrit spiller sindsygt svære ting. I midten står forsanger og rytmeguitaristen og leverer en underlig low-key præstation. I hvert fald i forhold til det øvrige band.
Det er heltemetal i bedst tænkelige form, og det eneste jeg kan sammenligne det med er Iron Maiden-koncerter hvor der også er fokus på stærke melodier og dygtigt håndværk.
Men Ensiferum har så den dimension, at der growles/skriges og man dermed undgår den – med nutidens øjne lidt spøjse – overpressede høje vokal. Det er pissefedt!
At tale om én indpisker i Ensiferum vil være at gå galt i byen. For alt lyser af energi og guitaristen laver de vildeste løb mens han umærkeligt smiler (taktil lidelse, eller måske vil han bare ikke være andre steder på hele kloden?), mens bassisten stormer rundt og høvler løs på de seks strenge. Det minder om Steve Harris – men bare mere energisk.
Mest anonym er nok manden bag trommerne, men hans beat lægges så skarpt at det også af og til må påberåbe sig lidt opmærksomhed – hvilket i sig selv er en præstation med de tre foran.
Publikum er også HELT med, og midtvejs i koncerten sidder en stor del af dem og ’ror’ i takt til musikken på gulvet. Crazy shit? Det kan du tro, men det er jo også en slags vikinge-metal, det her.
Gode koncerter er, når man glemmer tiden. Og Ensiferum formår at levere netop en koncert hvor tiden bliver underordnet. Og selv om batterierne hos denne anmelder havde været flade i nogen tid, så var jeg klar på et set mere, skulle de have leveret!
Og sådan ender Royal Metal Fest 2018.
Det er svært at finde anker når der sluttes så stærkt, men måske kunne jeg godt have tænkt mig et mere varieret udvalg af bands: Ja, metal har mange sub-genrer, men jeg synes nærmest at Mono Goes Metal kommer bedre rundt i dem end Royal Metal Fest. Ikke fordi det skal være en pissekonkurrence, for RMF har styr på sagerne, men det kunne være interessant fx at have taget et ét-strengeinstrument+trommer-band ind, et band med noget mere centralt synth (når det nu var et tema) eller måske nogle unge fløse (og her er jeg igen lidt dobbeltmoralsk, for jeg er fundamentalt ligeglad med hvilket køn, hvor gamle eller hvor folk, der spiller musik kommer fra – bare de rører mig). Men det er også kun for aktivt at søge efter noget.
For med fire øl for en hund, to dage med pakket program og en rimelig pris for dette på i hvert fald ét af Danmarks bedste spillesteder, så er det faktisk svært at finde anker.
Godt arbejde, Metal Royale!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
