Andendagen på Mono Goes Metal byder på intet mindre end syv acts, hvilket nok er årsagen til det ’tidlige’ starttidspunkt for første koncert; kl. 18. Dagen bød på et blandet publikum bestående både af meget unge, noget ældre – og et par (elektriske) kørestolsbrugere.
Lad det bare være sagt igen; metalpublikummet er en broget flok, stadig fantastisk rummeligt og i bund og grund glade, når man kan få en tre-fire øl for 100 DKK.
Golden Core
Ok, der er lige et par klichéer, der skal ud af verden her: Måske er Golden Core på først, så de kan komme hjem i seng (tø-hø), har de mon forældrene med (shoot me!) og de har da godt nok fået nogen fine instrumenter i konfirmationsgave (jeg stopper nu).
Nej, det er simpelt hen ikke fair, men faktum er, at Golden Core er to meget unge gutter, som med oprejst pande skriver sig ind i traditionen med et strengeinstrument og et trommesæt. På Telecaster – sikkert stemt så langt ned, som fysikken tillader – med godt med Octavator og trommesæt bliver der smækket igennem fra første tone.
Og de små uanseelige unge mennesker kan skabe både stemning og lyd!
Trommeslager, Johannes Thor, har både scream og growl på repertoiret og synes i den grad at nyde at straffe trommesættet. Lidt mere reserveret er – underfundigt nok – Siemen, der behersker Telecasteren og ikke mindst effekterne til perfektion.
De kalder det stoner/sludge/doom, men inden for det første kvarter har vi i hvert fald også været omkring af mere klassisk bajer-rock. Det er derudaf og aldrig bøvet. Publikum nikker anerkendende med – nu fri af fredagssyndrom – og anerkendelsen er generelt at mærke i rummet.
Efter et kvarter har nyhedsværdien lagt sig og det er begyndt at sive ind, at det er nogle meget unge gutter og spørgsmål begynder at opstå om, om det vitterligt er fedt, eller om vi bare gerne vil give de unge mennesker en god oplevelse og positive tanker med på vejen. Bare for ikke at knuse en drøm? Konklusionen er; nej! De ER fede og energien holder. Vi får et længere instrumentalt nummer, hvor der danses lidt rundt i rytmer – Hell, vi får endda en tapping-solo – og der er vitterligt ikke meget pis fra den norske ungdom her: Bare smadder og derudaf.
Ja, det er da skægt, at der bliver suget energidrik og ikke bajer mellem numrene. Men når de spiller så tight, energisk og potent som de gør, så er det jo bare en fodnote.
Næst-sidste nummer starter med en melodilinje i guitaren, hvilket er næsten nyt for sættet; for det har et langt stykke hen af vejen været groove-baseret musik – men her får vi lige en ekstra dimension.
Det kunne – hvis man fjernede alle effekter og det energiske trommesæt – have været en country-melodi, men med effekterne bliver det en kærkommen variation. Vi er i gang med lørdagen og der bliver allerede svunget hår når Golden Core går fra et stille stykke til grind tilbage til stille stykke. Sejt, råt, energisk.
Mere end godkendt!
Stalker
Så til hest igen! Kl 19 sætter Stalker strøm til en gang in-your-face død. I hæsblæsende tempo bliver der smadret igennem med dobbelt stortromme og tempo på bevægelser på instrumenter, kun teenageknægte, der har opdaget hvad de kan, kan efterligne. Der er SÅ mange slag på de trommer og der grooves heftigt rundt på de to strengeinstrumenter.
Det er – som I jo nok har gættet – ikke stillestående musik, men en mur af lyd. Men hvor der tidligere har været bands på festivalen, hvor der var meget ringe variation, er Stalker stærkt varieret. Et groove, grind eller riff får ikke mere tid, end det kan bære, før vi rykker videre til et nyt, typisk vildere. Der er energi fra start til slut.
Ironisk nok gør det også, at bandet kommer til at fremstå lidt som middle-of-the-road død. For alle variationerne til trods, så bliver det en mur af støj i varierende udskæringer. Det er festligt, smadret, tight og drevet af en forsanger (og bassist), der growler sig stærkt igennem numrene. Der er ikke så meget at sige andet end død er død og Stalker virkelig kan deres død.
Afslutningsnummeret bliver ‘The Stalker’ og der er ingen overraskelse at spore blandt publikum, da det bliver introduceret som et nummer, ’hvor der skal spilles stærkt’. Man bliver lidt blæst bagover af muren af lyd og variation, men det er jo sådan noget, vi er kommet efter og stemningen holder!
The Surfing Henchmen
19:50 er der surf-punk med The Surfing Henchmen, der siden sidst jeg så dem (i oldtiden!) er blevet et medlem mere og nu er fire; to guitarister, en ledende bassist og en trommeslager.
På scenen er to mikrofoner som dog aldrig bruges til sang, men derimod enkelte hey-råb og ellers lidt snak/råb mellem numrene.
1-2-3-4, igen er vi i et hæsblæsende tempo og der er fuld skrald på de klassiske surf-backbeats mens der spilles toppet surfguitar og mere metal-klingende bund. Det er festligt, men vi skal halvvejs igennem sættet, før det synes at gå op for The Århus Faithful at det er musik der både er og lever af at være dansabelt. Den sidste del af koncerten boogies der dermed fint med, båret af at bandet har fået publikum til at råbe ’hey’ på taktslagene i de mere nedtonede passager.
Igen er der smil på læben rundt omkring blandt publikum – det har der nu egentlig været hele lørdag – og musikken følges intenst i dens dynamik mellem punket backbeat-båret høj-intensitet og mere stille passager.
Når det så er sagt, kan det være lidt svært at skille numrene fra hinanden; det er surf-punk og ingen af del-genrerne er voldsomt kendt for deres variation.
Det skal intet tage fra energien, der sprøjtes ud over scenen og der gøres en stor indsats fra bandet og ikke mindst indpiskeren på bas. Sådan rigtig dans nede bagved bliver det ikke til, men der er energi i pisset og The Surfing Henchmen tager stik i den halve time, de spiller.
Konvent
20:40 må jeg ingen som anmelder spørge mig selv; hvad betyder det, at et band stikker ud fra mængden? Kan man isolere det ydre fra deres performance?
Med tilsigtet objektivitet vil jeg stadig mene, at det påvirker udtrykket, at Konvent er et rent pige-doom band. Den første refleksion jeg får er, at growl er kønsneutralt, når det gøres ordentligt. For første gang til MGM får vi all-out growl og at det kommer fra en kvinde er i denne sammenhæng sekundært. Det er bare lige i skabet!
Hvad der ikke er sekundært er at forsangeren er villig til at headbange, indpiske og endda lige snupper en tur ned blandt publikum. De er her ikke til pynt, tøserne.
Musikken er bygget op med en meget fyldig bas, mens guitaren især fokuserer på mellemtonerne. Bag det hele sidder en trommeslager, der med distance og coolness styrer de langsomme slag uden at lade sig påvirke af det lydkaos der produceres foran hende og som hun selv er en del af.
Doom går langsomt, og det er det tungeste act, vi har set på MGM i år. Sejt tempo, dybe toner og growl synes at være noget The Århus Faithful (TÅF) køber ind i og der svinges lystigt hår som koncerten skrider frem.
Det vil være ukorrekt at kalde doom for sofistikeret, men med tung energi har Konvent nu fat i den lange ende og fremstår overbevisende. Det er ikke bare det tungeste, vi hidtil har set, men også det band, der får den største reaktion blandt publikum.
Underligt nok virker Konvent ikke rigtigt brutalt, men dog potent og dette er i den sidste ende også mere væsentligt. Og når det så er sagt, så bliver afslutningsnummeret, ‘Squares’, faktisk ret brutalt i introen og fuldender dermed de 30 minutter på fornem vis.
Teleport
Bag slovenske Teleports lidt kryptiske egen beskrivelse, Cosmic Metal, gemmer der sig et dødsmetalsband, der med stor kompetence hjerner derudaf.
Der er god smæk for skillingen, men en god del af TÅF synes at være søgt i baren eller andensteds – der er i hvert fald ikke fyldt. Om det så er fordi et slovensk band ikke har en klar fanbase, eller andre ting, er svært at vurdere.
Forrest står Jan Medved – nu i en korthåret version – og straffer en Jacksonguitar samtidig med at han lægger en prægtig growl. Der er fart over feltet og slovenerne spiller ret klassisk. Vi får endda festivalens første fræsersoloer, dog fra Dolinar og ikke Medved.
Kvartetten udstråler en rutine og svinger imellem det ekstremt hurtige til det tunge, potente, klassiske. De tilbageværende publikummer får da også svinget håret, når der bliver lavet breakdowns og der følges også intenst med, når der fyres fræsersolo af.
Teleport har nu også andre tricks oppe i ærmet og vi får også kigget på nogle thrashede passager inden de lukker ned med det nærmest ikonisk kosmiske ‘Stellar Damnation’, der skifter imellem episk intro, tunge passager og højtempo.
Det er kompetent død og hvor Stalker selvfølgelig kan variere, så har Teleport bare lige et es eller to mere oppe i ærmet.
Grift
Grift – eller Erik Gärdefors’ kunstprojekt – er omtalt på MGM som bl@ck metal, men ikke mange minutter efter 22.35, hvor bandet, Gärdefors har med, går på må dette justeres. Der er tale om atmosfærisk eller symfonisk metal, som til tider måske endda ikke rigtigt lever op til metal-værdigheden.
Fred være med det, man må se på Das Ding an sich, og der er ingen tvivl om, at i passager kan bandet noget. Der bliver igen spillet mange ottende- og 16-dele i passager og der er en konstant tristesse over numrene, der holder sig i dur/mol-suspense.
Med fire mand i alt på scenen bliver det til noget og igen sidder en solid, men af udseende lidt uinteresseret trommeslager gemt bag strengeinstrumenterne.
Gärdefors’ vokal er en form for råb, og numrene kan vel siges – når der nu er tale om en form for kunstprojekt – at være komponerede. Det synes at være stemninger, der er lagt fokus på (jeg fanger ikke vokalen, da den råbes og jeg ikke er skarp på svensk).
Det er en ret svingende koncert, hvor vers måske ikke er så spændende, mens mellemspil i glimt bliver stærke oplevelser. Det giver derfor også mening, at Grift bliver givet 45 minutter i stedet for de 30, resten af bandsene har fået tildelt.
Men når man kigger på projektets ambition om at ramme noget, der ikke kan siges med ord, men kun med musik, kommer kolossen til at stå lidt på lerfødder; for i al underdelingsfræsningen bliver det svært at finde en klar mening med det hele. Selv om (og måske på grund af?) det aldrig bliver ubehageligt at høre på, så er der også noget underligt ordinært over det hele.
Der har også været et endnu større mandefald, hvilket ikke hjælper på stemningen.
Det publikum, der er tilstede er da også kun lidt halvhjertet med og da de 45 minutter er omme, er det svært at sætte finger på, hvad vi har fået med… For det har ikke været brutalt, rørende, festligt eller dansabelt. Men ét eller andet kunne det alligevel – og det er vel deri, kunsten ligger.
Impalers
Og fem i midnat går det så ned med rendyrket thrash. Med ærmeløse trøjer og Megadeth-tryk samt langt, krøllet hår stiller bandet op, sætter nålen i rillen og viger de næste 45 minutter ikke en milimeter fra den rendyrkede thrash. Hurtigt spil, periodevis grind og fræsersoloer – endda i tertser ind imellem. Og det er skønt!
Det efterhånden noget reducerede publikum får smæk for skillingen og giver igen fra gulvet: Horn og knyttede næver flyver mod loftet, når der er antydning af en afslutning på numre, og bandet okser derudaf med store smil på læben. Smilene spejles i publikum, der køber helt og aldeles ind i energien.
Kvartetten læner sig op af historien, men har også helt fat i lyden; en præsent, tung bas, en rytmeguitar og solo- ditto samt trommer. Og så en vokal der ligger mellem growl og overdrive. Og da thrashen er opkaldt efter lyden en V8 eller motorcykel laver, når den gasser op, får vi også passager af maskinel fremdrift. Der er simpelt hen styr på sagerne her!
Og der er en fest. Publikum både af sig selv og på opfordring råber ’hey’ på fjerdedele i passende passager og op til flere gange får vi en moshpit op at køre. Bandet ligner noget fra 80’erne, men spiller heldigvis ligeså og der er intet at udsætte på deres performance – det skulle da lige være stemningen på guitaren. Vi får også en ballade-agtig sang (de har jo 45 minutter) og ikke bare én gang encore, men to.
Under den første omgang encore er der igen gang i et mosh-pit, hvilket resulterer i at bandet da koncerten endegyldigt er slut kan invitere en fan med blod løbende ned af ansigtet på scenen.
Cool or not cool? Fuldstændig lige meget, for vi har fået en afslutning på festivalen, som var værd at vente på!
Og sådan slutter Mono Goes Metal 10/-18. Det har været en god oplevelse og indtrykkene er overvejende positive med få lavpunkter. Og samtidig har der heller ikke været de helt store højdepunkter.
En kritisk stemme i baghovedet tænker, at hvor mange ville der egentlig være til MGM, hvis man rensede for bandmedlemmer (12 bands med ca 4 medlemmer i gennemsnit) og WAGs. Men det er i bund og grund lige meget. For der er brug for under- og lidt over undergrunds-festivaler, hvor mere eller mindre etablerede navne kan fyre den af.
Men det føles ikke som en stor ti-års fejring – og det er i virkeligheden godt nok, for det kan fremstå lidt bøvet at insistere på jubilæer, når nu folk kommer for at høre musik.
Mono Goes Metal er intimt, hyggeligt og i sin essens også billigt, da man for 200 DKK får 12 bands, adgang til bar med tre øl for en hund (og en tier i lommen), godt øl for en tier ekstra per øl og et lineup, der uanset hvordan vi vender og drejer det er interessant.
Et par overraskelser på falderebet:
– at se en granvoksen mand kaste op i en skraldespand kl 20.22 – og 20.25 se selv samme mand stå med et glas vand i den ene hånd og en øl, han drikker lystigt af i den anden.
– at se hvor relativt mange relativt unge mennesker, der dukker op (ikke en majoritet, men der var mange unge mennesker tilstede)
– at arrangøren stadig kan føle sig så hævet over andres velbefindende og oplevelse, at vedkommende finder det OK at stå at ryge indendørs til gene for alt og alle.
Nå!
Alt i alt har Mono Goes Metal været en god oplevelse og lørdagen været præget af internationale islæt. Det er et stærkt koncept, der er blevet fremelsket – long may it last!
Af Troels-Henrik Krag
