Der er leg og alvor, underblæste vokaler og masser af detaljer på Don’t Know How Else To Describe It. Det kompenserer rigtig fint for et tildes fravær af åbenlyst hitmateriale og pladen er én, der udfordrer og giver lyst til endnu et lyt.
Når man anmelder, foregår det nu ved at vi modtager links til materiale via hjemmesiden.
Typisk får man så et link til noget cloud-værk. Her kan anmelderen, mens vedkommende downloader materialet, sidde og betragte titlerne på de numre, der er sendt til anmeldelse.
Det er denne oplevelse, jeg gerne vil invitere dig med til, kære læser.
For nogle af Loa & Koans titler pirrer: ‘All My Friends – And Charlotte‘, ‘J.P. and the End of the World‘ og ‘Letter From Psychiatric Ward‘ sætter tankerne i gang, vækker smil og forventninger: Primært tanker som ”åh! Bare det nu er godt og svarer til de forventninger, titlerne giver!”.
Og heldigvis bliver man på Don’t Know How Else To Describe It som lytter ikke skuffet. Loa & Koan er måske ikke så wacko som man kunne forvente, men en association til Conor Oberst er oplagt. Ikke mindst på grund af den let forcerede vokal, der på Oberst’sk / Jake Bugg’sk vis synes at få lidt for lidt luft og konstant ligge på kanten af et knæk. Uden at det lyder som en fejl; det KAN noget.
Produktionen tåler også sammenligning med Bright Eyes, da der blandes meget organiske, akustiske instrumenter og synth/elektroniske detaljer. Mest tydeligt i ‘J.P. and The End Of The World’, hvor en hoppende 8-bit agtig figur beriger nummeret, men på de mange numre der ligger inden for den bredere betegnelse ‘ballader’ forpasses aldrig en chance for at anvende strygere – masser af strygere, deres vemodige klang er uomtvistelig effektiv og bliver aldrig for meget, selv om de bruges godt og grundigt.
Særlig stærkt står ‘Waiting For My Baby’, hvor pizzicato blandes med sløve, slæbende buestrøg – og elektroniske beats, digitale filtre på vokalen og sart falset. For meget? Potentielt, men i praksis? Nej! Og da der følges op med den matter-of-factly leverede klaverballade ‘Our Hearts Try Too Hard’, så tages der stik på stik.
Pladen balancerer derfor også rigtig fint mellem det skizofrene og det varierede, holy lovers tager over med elektronisk beat, meget lidt melodi – før refrænet giver en form for varm release på de mere maskinelle uptempo-strofer.
Når jeg sammenligner med Bright Eyes er det fordi der er noget anti-teknisk over sangstilen, men også en tilgang, der til stadighed får lytteren til at overveje om det er helt oprigtigt ment, det her, om det er ren leg – eller om man rent faktisk kan tillade sig at svømme lidt hen i det mere patetiske. Den balance er hårfin og gør at pladen bliver virkelig, virkelig interessant og konstant udfordrende.
Det endda til trods for at det er svært at finde et hit, et rigtigt hook-fyldt nummer, der vender tilbage når pladen er løbet ud. Men det er nok ikke dérfor, man skal Don’t Know How Else To Describe It. Det er en plade for lytteren, der kan lide udfordringen, gerne vil stryges lidt med hårene – men så også hele tiden tvinges til at overveje hvad meningen er.
Og det er da meget godt klaret på ti numre!
Anmeldt af Troels-Henrik Krag
