LLNN er landet med en ny plade. Unmaker er her. Unmaker ER!
Unmaker er mange ting. Nær, fjern, håndgribelig, svær at rumme og voldsom at overskue. En fortælling om dommedag og undergang. Både den personlige, denne klodes og universets. Før, nu og i en fjern fremtid. Unmaker er uundgåelig.
Unmaker er tyranni. Lyden af despoter, der gør som den slags til alle tider har gjort. Gamle, velkendte tricks i moderne indpakning. Masserne forføres, fordi de vil forføres. I nationalismens og patriotismens navn raner de magten til sig. Svækker folkesjælen og udhuler nationen. Skaber fjendebilleder, vender venner og gør dem til fjender. For egen vindings skyld. Underminerer demokratiet og gør civilisationer uciviliserede.
Fra det mægtige og komplet overrumplende åbningsnummer, “Imperial”, spreder LLNN frygt, usikkerhed og had. Forpester kloden og dens beboere. Gør os og den syg, indtil undergang og udslettelse virker som en belønning.
Unmaker er skriget i lydtomt rum, smukt, betagende og frustrerende. LLNN spiller ikke kun med de svulmende muskler, Unmakers hemmelige våben er de berusende og bølgende synth-flader. De svæver, væver pladen sammen, som et allestedsnærværende mørkt stof. Det bølger og bruser. Giver pusterum. Skaber uro og fornemmelsen af noget foruroligende.
Det er både en storladen og episk symfonisk dans på stjernehimlen, og følelsen af angst for det ukendte, paranoia og horror. Store armbevægelser og piblende sved på panden. Som når LLNN både tager sig tid og gør sig umage med, at bygge op, give plads og rase ud på den forpinte “Tethers”. Det er vekselvirkning. Sammentrækning og udvidelse. Slæbende kværnen og befriende udbrud, der næsten aldrig holder igen.
Det skulle da lige være et minimalt dyk, ikke i kvalitet som sådan, midt på pladen. Men, stilstanden i stjernetågerne truer en lille smule i “Scion”, der følger op på den instrumentale “Vakuum”. Det er dog petitesser i det store, samlede billede LLNN blæser i skallen på én.
Der er ikke mulighed for, at undslippe i samtlige knap 40 minutter. Fordelt på 10 numre inklusive nævnte instrumentale mellemspil, der binder pladen stemningsmæssigt sammen. Og sørger for, at der er nogle små lommer, hvor man som hårdt prøvet lytter lige kan forsøge, at samle sig selv inden næste soniske overfald.
Unmaker er himmellegemer og kloder der kolliderer og smadres. Enorme, bombastiske eksplosioner, med ufatteligt tunge trommer, der giver tyngde og massefylde. Ruskende. Dundrende. Altødelæggende. Alt det, der introduceres i førnævnte “Imperial”, mens der møjsommeligt føjes detaljer og nuancer til. Og kulminerer på albumhøjdepunktet og singlen “Obsidian”.
Masseødelæggelsen er udpræget, men ikke usofistiskeret. Det ER primitivt, en musikalsk urkraft, der har potentiale til, at fordærve og destruere alt på sin vej uden nåde. Som i frontalangrebet “Division”, hvor instrumenterne og de gigantiske lyde de frembringer, leveres med så meget volumen og kraft, at det lyder som små eksplosioner eller pistolskud mod optagelsesudstyret.
Men bandet formår, at doserer de voldsomme kræfter i sangene, så de fremstår som små gennemtænkte værker. Musikalske mini-galakser, der tilsammen skaber en større, fascinerende og gruopvækkende helhed.
Unmaker er ild, støv, forvreden og smeltet metalskrot fra enorme rumarmadaer, der går under i heftige kosmisk slag. Det er er high tech rumkamp og skuddueller i smalle, klaustrofofiske korridorer. Nørdet B-films æstetik, arcade action og sofistikeret sci-fi i en både indbydende og brutal audiovisuel indpakning. Billedeskabende og filmisk.
På en sang som den savende, skærende og buldrende “Forger”, veksles der mellem atmosfæriske flader, sfærisk vægtløshed og flammende udbrud. Et uhumsk og uhelligt kærlighedsbarn af Carpenter, Scott, Kubrick, Cameron og Verhoeven. Pulp, PC-spil, konsol-shooter, VHS væmmelse og seje syntetiske soundtracks.
Unmaker rummer, måske slutteligt, også et ensomt lys i et kulsort mørke. Er der håb og mulighed for overlevelse, eller en ny begyndelse derude et sted? Trods den dystopiske trøstesløshed, der lader til at have overtaget på Unmaker, lukkes der med den anderledes nedtonede, instrumentale “Resurrection”. Er der håb, eller er der blot tale om efterskriften for vores kuldsejlede og kollapsede kosmos?
Unmaker er lyden af et band, som bliver ved med at udvikle sig og forfine deres udtryk. Et udtryk, som jeg har været begejstret, blæst bagover og forført/frastødt over siden begyndelsen med EP’en Marks fra 2015.
Ambitionerne og sangskrivningen voksede på debutpladen Loss året efter. Og lod til, at kulminere på andet album Deads i 2018, hvor det hele virkede større, mere alsidigt og, om muligt, endnu mere ambitiøst. Det er efterhånden vanskeligt, at anmelde LLNN, her på deres fjerde udgivelse, uden, at det føles som om man gentager sig selv. Ikke fordi, at bandet er kørt fast i en rille.
Jeg er bare ved, at løbe tør for ord og synonymer til, at beskrive de grumme løjer. Hvis jeg er ved, at løbe tør for krudt, så virker LLNN til gengæld, som om at de har fundet snydekoden til, at få alle de voldsomme våben med uendelig ammunition.
Unmaker er muligvis årets danske plade på tværs af genrer. Ikke mindst fordi LLNN med Unmaker VIL noget. Og lykkes med det meste. Uden nogen form for kompromiser.
Af Ken Damgaard Thomsen
