Hardcore J-Dag, Fætter/Kusinefest, fællessamling i flinkeskolen?
Tre af landets repræsentanter i hardcore “genren”, LLNN, Redwood Hill og We Are Among Storms havde sat hinanden stævne i Pumpehuset, i anledning af at førstnævnte for nylig udsendte nyt album. En noget slingrende aften, hvor vi stilmæssigt kom godt omkring, men oplevelserne var en kende svingende.
Der blæste en vældig vind denne aften ude fra vest, uha dada uha dadadada, hvilket periodevis også viste at være det mest stridbare og farlige denne aften. Destinationen for denne udsending, frisk fra fysisk arbejde og til jernhest, var Pumpehuset. Gader og stræder i midtbyen, ja, vi siger midtbyen der hvor jeg kommer fra, var allerede overrendt med overrislede J-Dags turister.
Godt man kunne gemme sig i Pumpehusets omklamrende mørke. Hvis de da ville lukke en ind! Efter lidt gæsteliste forvirring indfandt jeg mig dog på rygeterassen, tids nok til at kunne nå en enkelt lungehæmmer inden det gik løs med første band. Man var, åbenbart, ikke på listen, trods aftale herom? Ved de ikke, hvem der er landets vigtigste anmelder?! Rystende! Nuvel, det blev hurtigt fikset, alt var godt…
Det vil sige, nu skal jeg ikke kede jer med alt for mange personlige oplysninger (denne gang), komme med dårlige undskyldninger eller fiske efter sympati. Men jeg blev, beklageligvis, temmelig hæmmet, og sendt til tælling, med en seriøs omgang, god, gammeldags mavepine?!
Det kom ud af det blå, måske lavede jeg en forkert bevægelse, da jeg hoppede af cyklen. Men det føltes som en kombination af et jernrør gennem venstre side af tarmsystemet og som om jeg havde slugt en mursten. Og den blev kun tungere, som aftenen skred frem, så jeg til sidste havde besvær med at bevæge mig. Eller bare stå.
Klynk klynk, ynk ynk, det var nok bare “varm luft i rørsystemet”, lad os lukke noget varm luft ud i form af grublerier og ramblings om hvad jeg, trods min sørgelige forfatning FIK ud af aftenen. #prayforken #anmeldermave #detbaregas
Fanget i en mild brise
Første levende billeder på scenen var We Are Among Storms, et af flere bands der opstod i asken efter salige The Psyke Project. Da de lagde sig selv i graven, for efterhånden et halvt årti siden, efterlod det et hul på det danske hardcorelandkort. Flere bands, inkl. udløbere som dettek har prøvet, at udfylde det dybe krater, men ingen er vel kommet helt i nærheden af det.
Det er også en uretfærdig sammenligning og et “problem”, som fans/anløbne anmeldertyper, som undertegnede opstiller. Jeg tvivler på, at det er noget, der fylder meget i de enkelte kunstneres bevidsthed. Heller ikke We Are Among Storms, hvis forbindelse til The Psyke Project består i forsanger/frontmand Martin Nielskov.
Han har lidt en vanskelig opgave at løfte og forvalte. Stemmen er meget genkendelig, og har man oplevet ham live i andre sammenhænge, vil man også genkende bevægelsesmønstre, attitude og udstråling. Sammenligningen og minder fra fortiden presser sig altså uundgåeligt lidt på. Og her kommer We Are Among Storms noget til kort.
Gruppen, der live viste sig at være en trio, jeg troede sgu egentlig at de var flere om rivegildet, er har et par udgivelser på samvittigheden, den nyeste fra dette efterår. Men de har ellers levet en lidt stille tilværelse i periferien af undergrunden – sikkert efter eget valg. Det virker som et “hyggeprojekt”, i den forstand at der nok ikke er tid, lyst og dedikation til, at drive det meget videre.
Fred være med det og det skal der bestemt være plads til. Men We Are Among Storms viste heller ikke, at der skulle være potentiale til meget mere, hvis man endelig ville. Dertil er sangene for svage, selvom ambitionerne er til stede og viljen til, at eksperimentere med form og indhold.
Det kniber nok bare lidt med sangskriverevnerne. Numrene fremstår ofte lidt rodede, grænsende til det usammenhængende. Når der er fart og smæk på, så får We Are Among Storms hvirvlet pænt med gulvstøv op. Når de slår over i mere rolige opbyggende og atmosfæriske passager begynder det, at hoste og hakke noget uskønt. Både i udførelsen, hvor det lød som om de var tre individuelle musikere og ikke et band, men også kompositionsmæssigt. Det kniber med, at få enderne til at mødes og overgangene til at fungerer.
Det gav både de enkelte numre, og koncerten som helhed et underligt og friktionsfyldt flow. Eller Ikke-flow, skulle man måske sige? Jeg skal ikke kunne sige om det skyldtes en del live-rust, der skulle bankes af trioen, hvilket ville være helt forståeligt i disse Corona-tider. Men, det var lidt som om, uden at jeg helt kan sætte en finger på det, at guitaristen stak i sin egen retning, mens trommerne hang og spruttede lidt for sig selv. Samtidig med, at Nielskov forsøgte, at piske en stemning op i den efterhånden pænt fyldte sal.
Nielskov har en glimrende hardcore-vokal, når det gælder at udtrykke et frådende raseri, frustration og afmagt. Det skal der ikke herske tvivl om, ligesom han har en magnetisk udstråling, selvsikkerhed og autoritet – og, naturligvis masser af erfaring at trække på. Jeg bliver dog, og det er klart en smagssag, ikke fan af når han momentvis slår over i noget mere screamo/snakke-syngende stil.
We Are Among Storms vil mange ting, sangskrivningen er afvekslende, nogle breakdowns er særdeles effektive, andre halter og får sangene til, at smuldre en smule. Når det kniber med, at forløse ambitionerne kommer trioen til, at virke som om de farer lidt vild og stormen bliver en mildt irriterende kastevind fra for mange retninger.
Den danske post-hardcore supertanker
Efter en dejligt kort pause, hvor vi blev noget presset på fysikken og psyken på en noget overfyldt terrasse (der er åbenbart mange rygere i dette “miljø”), var det tid til endnu en gammel kending. Badet i rødt lys, til ildevarslende, dybe og dronende toner dukkede supertankeren Redwood Hill op af den tætte havgus.
“I am the architect, of this sinking ship”…
Et band, som jeg har oplevet live flere gange end jeg lige kan tælle på siddende baller, vi skal muligvis have begge hænder i brug? De har aldrig skuffet, og når en koncert med den atmosfæriske post-hardcore stålkæmpe ikke har været helt optimal, har det skyldes ydre omstændigheder uden for bandets kontrol. Som et afbrudt samleje på Copenhell, hvor de fik skåret i deres tid, eller en lyd der har drillet lidt.
Det var der intet af denne aften, hvor den tonstunge skude var i vandet for første gang i to år. De udsendte seneste album, Ender, ligesom første Coronabølge skyllede ind over landet og sørgede for, at sætte hindringer i vandet i form af nedlukninger. Nu er de, med forsinkelse, klar til, at præsentere nogle af de numre live.
Skal man kritisere Redwood Hill for noget, så har det været, at de tidligere, muligvis har haft for vane, at læne sig op af en formel for deres koncerter. Såvel performancedelen og sætlisten, som virkede en smule fastlåst, hvis man så dem live flere gange indenfor samme årrække. Det er dog en særdeles slidstærk og solid formel, som bare fungerer og leveringen har aldrig virket stiv eller fastlåst. De gør “bare” som de plejer: stikker en kurs ud, holder den og pløjer igennem vandmasserne, som den nævnte supertanker.
Redwood Hill bremser ikke for nogen, og har i kraft af deres vægt og tyngde også en bremselængde som en supertanker. Det gør det, måske også svært at improvisere, eller vende skibet spontant, hvis der skulle opstå et eller andet i øjeblikket. Redwood Hill er ikke den slags orkester. De bestemmer retningen, tager en med på en rejse på deres præmisser og viger ikke fra mål og metoder.
Her fik vi dog et par nye numre på sætlisten, blandt andet en suveræn lukker i form af en voldsom brusende og berusende “The Passage”. Den lukkede den stramt eksekverede tre kvarter lange seance ned på fornem vis, efter bandet på for dem lidt ukarakteristisk vis var lige ved, at tabe den ellers mægtige crowdpleaser “Poseidon” på det ølsjatteindsmurte gulv i Pumpehuset Store Sal.
Det var som om, at bandet, efter det stemningsfulde og opbyggende indløb, næsten smed for meget kul på kedlerne i sangens første del. Det var faretruende tæt på, at de overdøvede sig selv og druknede sangen, men efter en lille kurskorrektion fik de rettet op og styret den kulsorte undergangshymne sikkert mod havnen (det KAN også have været den ellers glimrende lyd, der lige svigtede bandet indledningsvist?).
Inden da kunne man nyde en kær gammel kending, som “Microgravity” fra Collider pladen. Stadig en svimlende, overrumplende og respektindgydende bølgebryder og knogleruskende sang. I denne liveversion var det lige før, at den i intensitet, tyngde og lydtryk overgik studieversionen.
Redwood Hill kan et eller andet fuldstændigt betagende og sanseberusende med deres opbygninger, overgange og vekselvirkningen mellem ætsende, altopslugende og arrigt raseri og det rolige, smukke og næsten sart-vemodige. De er ikke kun dygtige musikere med en intuitiv og usagt forståelse, både hvad angår rollefordeling og håndværket, men de er også gode sangskrivere og komponister.
Og så er deres dystre, dommedagsbuldrende og fortabte univers gennemført og virker gennemtænkt. Fra sætlistens sammensætning og opbygningen i sættet, jo, der er en skabelon, hvor man kan bytte lidt rundt i indholdet af kasserne. Rammen er fastlagt, men den er altså også nærmest uopslidelig. Over stemningen og “spændingskurven” koncerten igennem, til det mere visuelle, som bandmedlemmernes ageren på scenen med styrmand Marco Sewohl som blikfang i stævnen, og lyset på scenen.
Redwood Hill er en samlet pakke, hvor netop lyset spiller en vigtig rolle, som stemningssætter, medspiller og pejlemærke. Fra den ildevarslende, ulmende og mystiske røde tåge, der signalerer supertankerens komme i koncertens begyndelse. Over et koldt, isnende og uhyggeligt blåligt skær senere i sættet, til nogle lyskegler, der kunne ligne projektører på et stort skib, hvis vi bliver i den metafor, når Redwood Hill nærmer sig endemålet.
Vi kom sikkert i havn, igen. Redwood Hill er måske ikke det mest risikovillige band på en scene, forsigtigheden kastes ikke over bord her. Har man oplevet bandet live tidligere, så vil form og indhold med småjusteringer virke velkendt. Men, de er så forbandet dygtige sømænd, navigerer så usvigelig sikkert og har så meget pondus og gode sange, at jeg bare ikke kommer til at kede mig i deres selskab.
The ocean swallows me as my lungs collapse
With weary eyes i stare into the abyss
No hope, no salvation, No way out
Goodbye farewell until we meet again (Redwood Hill, “Poseidon”)
Hardcorehygge i den Post-apokalyptiske snakkeklub: Dommedag udsat
På plade er LLNN et af landets mest interessante, intense og bedste post-hardcore metalbands. Live mangler de, i mine optik, stadig at omsætte og forløse deres ellers sindsoprivende og sindssygt stærke sangmateriale og fascinerende sci-fi inspirerede univers i samme medrivende og overbevisende grad.
Det blev heller ikke denne aften, hvor de fejrede udgivelsen af seneste dommedagsindvarslende udgivelse, Unmaker, at det kom til at ske. Bandet fik, på alt for jovial vis, spændt lidt ben for dem selv. Måske grebet af den kærlige stemning i den godt fyldte sal, og den velfortjente opbakning, og alle roserne. Men, dommedag blev aldrig truende eller farlig, tværtimod var LLNN alt for flinke og imødekommende. Ikke mindst mellem sangene, hvor pauserne blev for lange og snakken lige lidt for hyggelig.
Forstå mig ret, der er plads og tid til taksigelser og nede-på-jorden omgangstone, helt sikkert. Her tog det dog overhånd og tog brodden af koncerten, for ikke at sige fik drænet koncerten for momentum. Når man nu havde annonceret en efterfest, som en del af markeringen, så kunne man måske have sparet lidt på brug af snakketøjet, grebet en mikrofon og takket løs der? Men, det er svært, at kritisere folk for, at være taknemmelig og glade, ikke sandt? Det saboterede bare koncerten og frarøvede den muligheden for for alvor at lette.
Hvor det ellers frygtindgydende rumskibet live var ladet med lidt for flinke hardcore-“nørder”, så er LLNN anderledes skræmmende og frygtindgydende på album. En del af mit problem med bandet live kan også være, at deres lyd og stil kan være vanskelig at omsætte på samme effektive og gribende vis?
Bandets numre har i studieudgaverne præg af både, at være ekstremt hårdtslående, klodeknusende og sci-fi spacey “udforskninger” og stemningsskabende lydlandskaber. Hvor deres brug af synth-flader og andre “effekter” giver det en snert af, at kunne være taget fra et soundtrack til en sci-fi film.
De nuancer går lidt tabt live, hvor bandet er, om muligt endnu mere råt, kantet og “metallisk” i sin klang. Det er nok svært, at undgå dette “tab”, hvis man ikke er villig til, at gøre brug af flere båndede hjælpemidler – hvilket nok også ville hæmme og skæmme bandet på en helt anden måde. Her blev det dog så råt og skramlet i sin lyd, hvilket også KAN skyldes, AT selve lyden var en kende skinger i det, at jeg havde svært ved at genkende, endsige skelne de enkelte sange fra hinanden.
Så, LLNN befinder sig lidt i en situation, hvor de har indgået et kompromis med sig selv og deres egen lyd. Da jeg er kæmpe fan af gruppens udtryk på plade, så er det måske også en større forhindring at undvige, end det muligvis er for andre? Når de så heller ikke lader til, som eksempelvis Redwood Hill, at have en velafprøvet og godkendt livekoncertformel at læne sig op af, så kom de til at skyde noget med spredehagl i blinde.
I min anmeldelse af førnævnte Unmaker gjorde jeg også opmærksom på, at jeg efterhånden, efter en del anmeldelser af bandet, havde svært ved, at finde på nye formuleringer og var løbet lidt tør for ord. Det peger tilbage på min egne evner, eller mangel på samme, og begrænsninger. Men, her blev jeg bestemt ikke hjulpet af bandet. Ikke, at de har pligt til det, på nogen måde.
Krydret med en tiltagende, nu næsten så “invaliderende” trykken i undervognen, at jeg havde svært ved at stå oprejst og med en cykeltur i modvind til Herlige Hardcore Herlev i baghovedet, valgte jeg at kapitulere godt halvvejs inde i sættet. Det her var ikke min LLNN aften, men der kommer snart en chance til, når bandet blandt andet rammer Templet i Lyngby i begyndelsen af februar. Rain check?
Så er alle involverede parters dagsform måske mere optimal?
Af Ken “Bellyache” Thomsen
Utydelige mobilfotos: Ken Damgaard Thomsen/GFR
