Lige når man var ved at få en moderat hardcore-forstoppelse, opdager man at løsningen har ligget lige for snuden af én siden sidste sommer. LLNN udsendte nemlig Marks tilbage i juni sidste år, det gik min næse forbi, men grundet et høfligt vink med en vognstang og at bandet er sporadisk koncertaktive i disse måneder, dykker vi nu ned, og ud, i mørket med deres “post-apocalyptic dark hardcore metal”.
Det er i hvert fald det den noget hemmelighedsfulde københavnske kvartet kalder musikken, som runger ud fra et kulsort mørke på denne EP. Jeg har lyttet til en del hardcore, inklusive mutationer og diverse afarter, de seneste par år, ikke mindst The Psyke Project, som jo som bekendt trak stikket sidste efterår. Dem igen, I know, men der er ikke nogen vej udenom, LLNN består nemlig blandt andet af 2 tidligere medlemmer af gruppen, Christian og Rasmus. Denne gåen på opdagelse i hardcoren og dens skumle kringelkroge og underafdelinger, har så også medført en vis mæthed hvad “genren” angår. Nu kan jeg næsten ikke finde noget der lyder vildere, højere eller mere ekstremt, så man bliver efterhånden lidt lammet.
Måske netop derfor pirrer LLNN min nysgerrighed og fanger min opmærksomhed, for nok er der velkendte elementer til stede, så som den desperate skrige/råbe vokal (her ekstra desperate, så det nærmest lyder som afmagt), forvrængede og nedtunede guitarer og kolde og mørke stemninger og klangflader. Men LLNN tilfører det alligevel et twist og tager lyden veje, som jeg personligt ikke rigtig har hørt før – og det er DET der får de 5 numre på Marks til at skille sig ud, i den harske hardcore masse.
EP’en åbner med “The Guardian”, og allerede fra start fornemmer man, at vi er på vej mod nye horisonter, i hvert fald for denne type musik. Der er noget overjordisk over de indledende synth toner, toner af den slags jeg ellers forbinder med space-rock, prog eller soundtracks til sci-fi film? Coveret til Marks prydes også af et motiv fra det ukendte verdensrum, med en mørk planet i centrum, hvorpå der troner en eller anden grum skabning, der ligner en krydsning mellem noget dæmon lignende, en alien og en form for insekt/kryb. Musikken stiger i intensitet, efter knap ½ minut er der et ½ sekunds stilhed, og så flås stilheden i deep space fra hinanden af en metallisk klingende energiudladning.
Modsat meget andet hardcore (det jeg har snuset til, i hvert fald), så er tempoet her mere behersket, nærmest midttempo vuggende og huggende. Det lyder stadig som barsk og sønderrivende hardcore, bare spillet i nedsat fart, med vokalen i samme tempomæssige leje. Effekten er, at i stedet for at føle sig tæppebombet, fanget i en blender eller kørt over i et tempo, så man ikke opdager hvad der ramte en, så er der her tid til virkelig at føle de tunge hug der rammer en – med hardcore-følelsen bibeholdt.
Det er både lyden af solsystemet, der er ved at blive flået fra hinanden af et sort hul, og lige så meget en følelse af at være isoleret helt alene på en kold, mørkelagt og fortabt rumstation/skib, uden chance for redning, hvor musikken kunne være ens ensomme og desperate tanker, i den kvælende stilhed. “DISPAIR DISPAIR” brøles der ud i mørket, i mens alt håb synes ude, melodien hugger endnu tungere og spacey synth’s sniger sig ind i lydbilledet igen.
“Swarms” åbnes med et fortvivlet og forpint brøl, det virker både som en forsættelse af den dommedagsagtige stemning på åbneren, og som om vi dumper direkte ned midt i en ny håbløs situation. Som nummeret skrider frem, lyder det næsten som om vokalen efterlades i forgrunden, i mens guitaren og trommerne stikker af i en anden retning et sted i baggrunden. Ikke på sådan en hektisk og stressende måde, det giver i stedet en urolig og ulmende energi, hvor det føles som om nummeret kunne kollapse hvornår det skulle være. Cirka halvvejs i det knap 3 minutter lange nummer, falder det hele i sync igen og rytmen bliver nærmest helt groovy? Det kan lyde lidt rodet på skrift, men det fungerer overraskende godt!
Tempoet falder yderligere, i mens der skrues op for iskold tyngde og intensitet på tredje nummer, “Engineer of Ire”, der med sine 2 minutter og 9 sekunder er EP’ens korteste. Til gengæld gør den hvad den kan for at bore sig ind i ens bevidsthed, hvis jeg tidligere skrev af stemningen i musikken var præget af desperation og håbløshed, så toppes det lige her. Alt håb synes ude.
Nostromo er både en roman af Joseph Conrad og et rumskib i den første Alien film, på Marks har vi “Nostromo Falls”, EP’ens næstsidste skæring, hvor tempoet bliver banket en smule i vejret igen. Om det er en reference til romanen eller rumskibet (eller ingen af delene), skal jeg ikke kunne sige, men det passer naturligvis bedst ind i min egen lille indre film, hvis vi er ude at flyve i rummet. Med kurs direkte mod den sikre undergang, forstår sig. Skroget et ved at falde fra hinanden på grund af trykket og musikkens insisterende pisken, eller hvis vi bliver ved billedet af vores efterladte astronaut fra tidligere, så er det lyden af hans hjerne, hoved, hele baduljen, som er ved at eksplodere.
Instrumenter og melodien slider, maser og trykker sig fremad mod afslutningen på “Nostromo Falls”, enden er for alvor nær og kommer i form af sidste nummer, “Eye of The Covenant”. Det er både EP’ens længste nummer, med sine knap 4 minutter og samtidig nok det tungeste, hvilket ikke siger så lidt og bestemt ikke skal opfattes som, at de 4 andre er nogle magre anoreksi-ofre! Marks ender bare med et øredøvende og langstrakt (ikke trukket) brag, af den slags der sikkert vækker en døv pensionist i nabo-galaksen. KAAABOOM!
LLNN’s klang er på samme tid skrabet, skramlet, kold, sort og sylespids metallisk, som man kender den fra hardcore, men samtidig er der i klangen noget storladent, bombastisk, melodisk og otherworldly. En form for apokalyptisk sci-fi hardcore-metal, som får skabt sit helt eget lille univers på Marks og får smadret og flået hele herligheden fra hinanden igen.
Jo mere jeg har lyttet til Marks, jo mere begejstret og suget ind i LLNN’s dragende mørke er jeg blevet, et mørke hvor 5 stjerner, trods alt, skinner klart.
Af Ken Damgaard Thomsen
Marks kan lyttes til eller downloades til den dejlige sum af “pay what you want” på LLNN’s bandcamp-side
