Colossal on Wheels bød fredag aften på en tre acts, som alle kan beskrives inden for post-rock/post-hardcore genrene.
Forventningerne var høje til en aften i post-rock/hardcorens tegn og det skulle vise sig, at to ud af tre acts levede fuldt op til forventningerne.
LLNN ★★★★☆☆
Først på var københavnske LLNN. Uden mange dikkedarer, stillede kvartetten op og efter en stille, sfærisk intro blev der smadret godt igennem; med tunge, drevne drives og riffs blev aftenen fyret af sted.
Hvor hardcoren – som LLNN tydeligvis trækker tunge veksler på i inspirationen – i høj grad lever af det tighte, stramt spundne og kontrollerede, virker det til at LLNN har mestret at sætte den stramme ramme lidt ud af spil. Samtidig rummer bandet den intense energi, hardcoren er så kendt for.
De få fremmødte får scream-vokal for alle pengene, mens der også breakes ned til mere sfæriske stykker. Og især i de mere tunge, drevne stykker viser LLNN at de er mere end et hardcoreband. Og måske mere end The Psyche Project, hvor LLNN har en stor del af sit ophav fra.
Selv om vi rykkes rundt i metalliske soundscapes er man aldrig i tvivl om, at det er musik med vilje; toner, passager og vers leveres med vilje, energi og til trods for det til tider sludgede indtryk; overskud. Vi får mange ottendedele og det er en sand inspiration at se, hvordan bassisten varierer mellem høvl, hvor alle fire strenge får smæk med plektoret – og mere kontrollerede, skarpe, kasse-formede figurer.
‘Monolith’ leveres som tredje nummer med overskud og – ret beset – er det her bandet for alvor finder sine ben som åbningsact. Da vi tre numre senere får en doom-inspireret outtro, er der ingen tvivl om, at LLNN har styr på hvad der foregår – med en trommeslager, der aldrig viger et mikrosekund. Eller for så vidt føler sig for fin til at tælle ind i fire slag.
LLNN er et band, der for øvrigt er tændt og klar på at give den en skalle – både når det gælder det mere hardcore-inspirerede, det mere sfæriske og til slut; det mere doomede.
En imponerende åbner, der giver fire stjerner.
Late Night Venture ★★★★★☆
Late Night Venture følger efter, og hvis man havde forestillet sig, at Colossal ville åbne stærkt og trappe ned, så ville man kun blive positivt overrasket. For Late Night Venture viste et usædvanligt overskud, en tydelighed i musikken og hvad der skulle foregå – og en brutalitet som man godt kan savne i de genredefinerende post-rockbands.
Hvor LLNN til tider kan virke lidt sludgede og mere fritsvævende, har Late Night Venture en anderledes stram tilgang til musikken. Og selv om jeg flere gange tænkte, at nu nærmer vi os Eigengraus (som for øvrigt er en personlig favorit) meget stramme skabelon, så navigerer Late Night Venture helt anderledes frit i musikken. Med sine seks musikere har Late Night Venture en bedre basis end LLNN for en bredde i lyden – og især i bunden gør det sig gældende. Men samtidig bliver det aldrig mudret og med to forsangere/growlers/screamers er der fin variation i vokalen.
Der, hvor Late Night Venture viser sin særlige kvalitet er, når bandet formår at balancere lange passager af sfærisk opbyggede temaer – og så eksploderer i brutale udbrud. Enten med growl/scream – eller uden. Flere gange minder det mig om Mogwai i de stille perioder – og når der åbnes for posen, minder det om hvor stort et tab for skotterne det var, at Cummings valgte at springe fra.
Det er høj, høj klasse og den variation der helt naturligt ligger hos Late Night Venture er fremragende og gør at bandet undgår at forfalde til clichéer og blive for meget én ting. Hvor LLNN havde en keyboard/synth-spiller til at lægge nogle temaer, bliver netop den samme rolle mere dominerende hos Late Night Venture. Og dog faldes der aldrig i fælden med at gøre det hele for synth-baseret og de temaer, der lægges hos keyboards’ene, følges smukt op af guitarer – hvoraf én er syvstrenget.
Det virker derfor inciterende – næsten koket – når keyboardspilleren under intense passager retter på brillerne – men samtidig rettes der fra bandet angreb på angreb på lytterens øre, så det hele går op i en larmende, smuk helhed, som til tider rammer rystende godt i mellemgulvet.
Late Night Venture fremstod på aftenen på flere måder lidt ældre og mere modne end LLNN – og på denne aften var det en lille fordel, uden at sige at det generelt altid vil være det. Bandet er mere potent end Mogwai og mere løssluppent end Eigengrau. Ret fantastisk, værd at følge – og fuldt ud fem stjerner værd!
LISERSTILLE ★★★☆☆☆
Jeg har tidligere hørt LISERSTILLE da bandet var noget yngre og har fået et indtryk af at det var et gedigent bud på et dansk post-rock band: Dengang i starten af århundredet virkede det til, at numrene var bygget ret ens op; start stille, byg op, byg op, byg op – for så at slutte larmende.
Til aften viste bandet at de er kommet videre fra denne skabelon – men at de måske med fordel kunne have lagt større fokus på denne form.
Allerede da bandet kommer på scenen indikeres der, at der er noget på spil; der er flere publikum på gulvet og hjemmebanefordelen synes ikke at fornægte sig. Forsanger/tangentspiller Martin Byrialsen indtager scenen med guyliner og et hårproduktsforbrug, der ville få Mikel Arteta til at blive misundelig. Og forsangeren kommer til at dominere udtrykket denne aften.
LISERSTILLE er genkendeligt fra det band, jeg hørte i starten af århundredet i at være et band, der i den grad spiller på de patetiske tangenter; hellere storladent, end subtilt. Til aften blev det dog tydeligt, hvorfor flere og flere danskere forveksler patetisk med det engelske ’pathetic’ – altså ynkeligt. For flere gange blev Byrialsens vokal lidt en ynk at høre på og selv om udtrykket var intenst, virkede det flere gange til, at både at styre tangenterne og at komme ud over scenekanten var lidt rigeligt for manden.
Der er ting, der fungerer; det er egentlig et velspillende band, som også kan åbne for sluserne, når det kræves. Og Byrialsen er piv-dygtig på tangenterne – det meste af tiden – og kan eksempelvis næsten holde en arpeggio manuelt på elklaveret. Næsten.
Men den helt store anke er, at LISERSTILLE især via vokalen får et musical-præg. Hver gang Byrialsen synger, er det svært at fange at han for alvor mener noget med det. Det er simpelt hen for skolet og for pænt til at det fremstår bevægende. Og da der tidligt i settet introduceres en el-melodica bekræftes indtrykket af et højskoleband, der lige skal prøve nogle ting af fordi de er sjove – ikke så meget fordi det lyder fantastisk.
Det er prætentiøst og ikke fuldt ud i trit med hvad post-rocken kan. Se blot Late Night Venture for at få en fornemmelse af, at nerven sidder i genren – hvis man altså ikke fortaber sig i sig selv eller sin sangstemme. Som settet skrider frem bliver det lidt bedre, da forsangeren forlader sine keys og overlader dem til bassisten – men selv da, lykkedes det ikke at løfte performancen fra det jævne.
LISERSTILLE formår ikke som aftenens to øvrige acts at være cool. Guitaristens overgearede råb ud til publikum mellem numrene og en generel mangel på kontakt med hvad der er cool og hvad der er stage performace fra en musical gør det hele til en til tider lidt pinlig affære.
Det er egentlig ærgerligt. For bandet spiller OK, trommeslageren ligger en god indsats og der prøves ihærdigt. Men når man påtænker hvor mange år, LISERSTILLE har haft til at tilpasse deres musik, så er det rystende, at det på den måde bliver en patstiche over rocken, snarere end en videreudvikling.
Jeg var fristet til kun at give to stjerner da det var en særdeles frustrerende oplevelse at se LISERSTILLE. Men trods alt var bandet nogenlunde velspillende og derfor sniger vi os op på de tre stjerner.
Det skal dog intet tage fra Colossal, som med deres løse definition af hvad de booker, har fundet tre interessante bands.
Ærgerligt nok viste det sig så at hjemmebaneholdet var det svageste led i kæden – mens de to andre leverede fremragende koncerter!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
