I rummet er der ingen lyde, og ingen kan høre dig skrige… så er det godt, at LLNN og deres fuldlængde album nummer 2 kan høres på jorden! Det post-apokalyptiske hardcoreband bygger videre på lyden fra deres tidligere udgivelser og detonerer med en af årets stærkeste plader.
Jeg erkender blankt, at jeg er fan af LLNN og deres space-hardcore lyd, den går rent ind hos undertegnede. Derfor er det, måske, heller ingen overraskelse som sådan, at jeg synes Deads er en udgivelse til topkarakter – men det er jo ikke det samme som, at de får den foræret for, at falde i min smag.
LLNN bygger på Deads videre på den lyd de har udviklet over EPen Marks og albummet Loss, hvor førstenævnte var en lille, potent bombe, så kom der flere atmosfæriske passager ind i den klode knusende lyd på opfølgeren. Begge elementer er tilstede på Deads, men det hele føles nu større og LLNN lyder nu som et band med endnu flere strenge, at spille på. Den største, og vigtigste, udvidelse af det dystopiske lydbillede er nok, at stynth-delen har fået endnu mere plads. De spacede og other worldly keyboardflader, skærende lyde og drone-effekterne har hele tiden været en del af bandets lyd og identitet, men på Deads er det endelig som om, at det kommer helt til sin ret – og finder sin rette plads, længere fremme i lydbilledet.
Det gør både, at LLNN’s univers lyder større og mere mangfoldigt, men også at den dejlige, lidt nørdede, scifi-feeling er endnu mere markant, hvilket jeg kun kan bifalde. Det går ikke ud over bandets mere hårdtslående, eller aggressive tendenser, og der går heller ikke corny 70er stemning i den. Langt fra…
På Marks lød LLNN lidt som lyden, af et isoleret rumskib, der drev ensomt rundt i mørket med en lurende fare ombord, ikke helt ulig den første Alien film. På Loss lød det som om planeter kolliderede og gik under. Deads er endnu større og vildere, de intergalaktiske rumflåder er blevet samlet og et ødelæggelse i et endnu større format er uundgåeligt.
Nummeret, og epicentret på pladen, “Armada”, lyder bogstaveligt talt som store hære/flåders opmarch, ankomst til den tilsyneladende uendelige, mørke slagmark i det tomme, kolde rum og begyndelsen på enden. Dybe drone toner lyder både som ildevarslende signalhorn og som en mere ukonkret fare fra deep space, mens det næsten 8 minutter lange nummer bygger intenst og voldsomt TUNGT op. Man sidder bare og venter på, at det hele eksploderer. Faktisk er det så tungt, at hvert hug lyder som en lille eksplosion i sig selv. Christian Bonnesens smadrede råbevokal flænser igennem, så han lyder som en eller anden besat, krigsgal kommandør, der er klar til at sende hele flåden mod død og undergang.
En længere, mere afventende passage følger, man kan nærmest se for sig, hvordan kombattanterne kredser om hinanden og forsøger, at finde den mest gunstige position og afventer det perfekte moment til, at slå til. Det tiltrods, så bliver lydbilledet aldrig “stille” hos LLNN, eller trykket lettes, der er hele tiden en underliggende “baggrundstøj”, en trykkende rumlen, som om de radiosignalerne og de ellers ikke hørbare lyde planeterne, galakser, stjernetåger og selve rummet udsender danner bunden i lydbilledet. Det gør, at grebet aldrig slippes, det hele føles nervepirrende, fremmed og ukendt. Og på sin egen, underlige facon… smukt? Og så bryder det rungende helvede løs.
Det er ikke første gang på pladen, “Despots”, der indleder Deads, har allerede bombarderet dine øregange med tungt skyts og LLNN’s velkendte, huggende og stikkende stil, hvor de lyder som soniske angrebsbølger, der vælter ind over én. Det er nærmest lyden af et band, der angriber dig med deres instrumenter, hvis de da ikke lige hopper, kravler og vælter rundt ovenpå og med dem. Det gør sig også gældende på et nummer som “Parallels”, hvor det kan føles som, at bandet står og slår én oveni hovedet med instrumenterne, eller en muggert. Der pauses kun for, at samle kræfter til næste omgang og så synthen kan få det til, at løbe koldt ned af ryggen på en. Du er aldrig sikker.
Er det så bare 8 numre og 37 minutter, hvor man aldrig har et roligt øjeblik, eller kan slappe af i musikken? Ja, og nej, heldigvis. Det er nok alt efter temperament, men ud over, at man kan føle en hjerne blive kogt, ansigtet smelte, eller kroppen blive flået til atomer, så finder jeg også en sær “ro” i dele af Deads. Indledningen på et nummer som “Appeaser” er, trods det kulsorte univers og den indbyggede kulde egentlig ret… beroligende? Næste angrebsbølge lurer, naturligvis, lige om hjørnet og skyller ind over en kort tid efter, men den lille kontrast er nok til, at det, i hvert fald for mig, ikke bare bliver dundrende og lammende dommedag med ekstra undergang på.
Gang på gang virker fremgangsmåden frem mod den 7 minutter lange afslutter, titelnummeret “Deads”. Universet går ikke under her, det er som om der vokser noget nyt frem i de fiktive ruiner og LLNN står ikke bare og tæver løs på en død rumhest. Jeg vil ikke sige, at det er som om bandet bliver lidt mere imødekommende her, men, måske sniger der sig lidt mere… lys ind? Eller i hvert fald en eller anden følelse af, at al håb måske ikke er ude? Altså, lige indtil de sidste 1 ½ minut, hvor hele lortet rives ned… Måske er der håb for den næste verden, når den her er udslettet?
LLNN har fundet formlen og balancen i deres lyd med Deads, der virker som kulminationen på den rejse der begyndte lidt mere simpelt primitivt med Marks. Og sikken en rejse! Det kan godt være, at der ikke ligefrem er nogen happy ending i sigte hos LLNN, men de får fandeme universets undergang til, at forløbe med stil og som noget man har lyst til, opleve fra første parket.
Af Ken Damgaard Thomsen
