Aarhusianske LIVLØS kalder selv deres hårdtslående toner for “en god blanding fra heksens gryde”, i dette tilfælde med en gennemtrængende smag af groove og melo-død, nammenammenamme, det smager fantastisk og mætter!
På papiret er det egentlig ikke fordi LIVLØS’ smagfulde og energigivende groove-død byder på de store overraskelser i smag, kulør og konsistens, men så opdager man detaljerne, de små krydderi-bomber og at bandet får tilført gryderetten noget personlighed, som gør at man for alvor begynder at guffe løs.
Nå, mæske mæske, nu skal der ikke gå madmetaforer i det hele (de vender tilbage senere!). Min første tanke var, at gruppens lyd måske var lidt for amerikansk, det vil i dette tilfælde sige, at nok er det kraftfuldt og aggressivt, men det er også til den pæne side i lyden, der ikke er en, der direkte skræller huden af en. Men, sådan har jeg det egentlig også med et band som Machine Head (uden sammenligning i øvrigt), som jeg godt kan lide, men det er jo ikke fordi de lyder som noget, der er væltet ud af Ungdomshuset. Men LIVLØS formår over debut EP’ens 4 numre at vise, at man sagtens kan bide fra sig og ramme hårdt, samtidig med at lyden har en flot overflade og fernis, der får det til at glide virkelig nemt ned.
Nu kommer det måske til at lyde lidt som om, at LIVLØS ikke rammer hårdt eller brutalt, det er nu langt fra tilfældet, der er virkelig smæk for metal-skillingen her og godt kog i hekse-gryden. Der lægges fra land som død og helvede med “Sheets”, en både medrivende og voldsom krabat, der er effektiv til at hive snot ud af skallen på en, skulle jeg hilse at sige. Under den flossede, halv-brølende vokal og den tungt groovende instrumentering, lurer en mere melodisk svævende og cirklende guitar, der er med til at give nummeret noget tvetydighed. Det ER grumme løjer, men den guitar er med til at tilføje et atmosfærisk element, der som en art metallisk sirene-sang prøver at lokke en til sig. Problemet med den slags sirener er jo så, at de har det med at lokke en i fordærv og fører til undergang….
Efter rambukken “Sheets”, er det tid til at skrue op for det melodiske islæt på den efterfølgende “Passenger”, en rigtig fed, tungt rumlende metal-anthem af den gamle skole. Her vil jeg lige skynde mig at rose hele bandet, sådan helt overordnet, de spiller røvfedt. Efter den semi-episke intro stiger tempoet midlertidigt og der går olm død i sagerne – og sådan bølger og bruser det glimrende nummer naturligt frem og tilbage mellem disse yderpunkter. Det er elementært medrivende, det er en formel der er velafprøvet, men også en der bare fungerer. Klasse nummer, der ikke får problemer med hverken kondi eller kadencen, på trods af en spilletid på over 5 minutter. “Hallucinations” følger op med at lade pendulet svinge hurtigt fra start, inden LIVLØS griber fat i det og smadrer det ned i bordpladen, nu skal der groove-hugges igennem. Igen er der fin variation i tempo og intensitet nummeret igennem, det nærmer sig næsten noget Lamb of God’sk, dog uden helt så voldsomme og hyppige breakdowns, at man får hjerteflimmer. Det er mere som om LIVLØS klemmer luften ud af lungerne på en, og det kan jo også være rart nok!
Efter 3 minutter dukker en rolig passage med lidt akustisk guitar op, roen er kortvarig, inden der går ild i melo-døden igen. Endnu et virkelig vellykket nummer, de her 5 gutter kan kort sagt skrive sange. Fundamentet er velkendt, men det føles i aarhusianernes hænder alligevel tilpas frisk, så man gerne sluger en servering mere – måske skyldes det bare, at de spiller så tæske godt? Nå, vi skal lige have desserten med, afslutteren “Decay”, der er mere af det samme, fristes man på en måde til at sige, og så alligevel slet ikke. Det her virker, om muligt, endnu tungere og faktisk også lidt ondere end de 3 forgående numre. Samtidig også mere klassisk heavy på grund af nogle melodiske guitar-passager, der stikker snotten frem i korte glimt og så skynder sig væk igen inden de bliver tromlet ned at døds-kværnen.
LIVLØS har med LIVLØS serveret en lille smagsprøve der i den grad smager af meget mere, faktisk synes jeg bedre og bedre om hekse-grydens indhold for hver gennemlytning. Det her svinger på den helt rigtige måde, hvor det både er fængende og smittende og grove løjer, som man kan få lidt galt i halsen – det ender dog med at ryge ned i det rigtige rør i sidste ende. Jeg kan ikke engang løfte pegefingeren for meget over, at de i bund og grund “bare” har pyntet på en gammelkendt melo-død opskrift, for de har gjort det så dygtigt og overbevisende, at man ikke opdager at det måske er noget man har smagt før. Med et twist og en hemmelig ingrediens… er det mon kærlighed?
Sikkert ikke, men LIVLØS får masser af kærlighed herfra, de viser at der stadig er masser af liv i den melodiske dødsmetal og at der også er overlevelsesmuligheder for dette nye band. Book et bord, der kunne godt blive rift om pladserne på den 5-stjernede Restaurant LIVLØS.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg LIVLØS på facebook
