Liva Mo debuterer med et fint album om sorg og heling. Det er stemningsfuldt og veludført, men bliver også en smule tungt og ensartet i længden.
“Cura” er latin og kan oversættes til noget i retning af “omsorg” på dansk. Der er også noget nærmest omsorgsfuldt over Liva Mo’s debutalbum af samme navn. Sorg, heling og samhørighed nævnes også i pressematerialet som temaer på albummet, og det fremgår da også af titler som ‘Grief’, ‘Left Behind’ og ‘Memorial’ at det ikke er en helt skæv beskrivelse.
Liva Mo har blandt andet en baggrund som kirkesanger, og det skinner også igennem på flere af kompositionerne, der har noget højstemt over sig. Generelt er det et album, der fremstår højtideligt – uden det bliver for meget. Her er ingen ironiseren og distanceret observation, men en sanger og sangskriver, der virker til stede i de følelser, sangene beskriver. Det bliver dog også lidt tungt og lidt ensformigt i længden.
Åbneren ‘Ritual’ begynder med ildevarslende mandekor, inden tangenter og Liva Mo’s vokal langsomt overtager. Den virker i høj grad som en stemningssætter med sine godt 2 minutters spilletid, og fungerer fint som sådan.
Og Cura ér i høj grad et stemningsalbum. Derfor kan det være svært at fremhæve enkelte sange, men for nu alligevel at fremhæve noget af det, Liva Mo gør rigtig godt, giver det mening at trække singleforløberen ‘Grief’ frem. Her slås rytmen dæmpet an på guitarstrenge og diskrete tangenter, mens Liva Mo’s vokal fylder en stor del af lydbilledet ud. Her er der en del luft på vokalen, som er et alsidigt og stærkt våben albummet igennem. “Life took you by surprise/Life took us by surprise/The day you went to heaven”, lyder det på den vellykkede afslutning på nummeret, som handler om en dag, hvor både Liva Mo’s gudmor og hendes kusines mand døde, og hun selv blev faster.
Som før nævnt er der en ensartethed i lyden, stemningen og kompositionerne på Cura. Ikke at de er kopier af hinanden, for ‘Silver Island’ har for eksempel en anderledes instrumentering end den efterfølgende ‘Left Behind’, men stemningsmæssigt ligger de tæt. Sidstnævnte har den stærkeste vokalmelodi, og kunne godt være et nummer, der kunne få spilletid i radioen, fordi der også langsomt bliver bygget en mere storladen stemning op.
Den fortsætter til dels på ‘Amol Sonate’, der netop er en form for klaversonate med svævende, ordløs vokal, mens den efterfølgende ‘Never There’ leverer en af albummets stærkere kormelodier. “He was never there/He was never there for me/He did never care/He did never care for himself”, synger Liva Mo indledningsvis her i en undersøgelse af, hvad der var og ikke var, som dog alligevel ender med at være lidt ensformig i længden.
‘Someday’ står stærkere med sine langsomt bølgende korflader, der svømmer hen over tangenterne, mens det også stikker ud når Liva Mo på ‘Fængsel’ synger på dansk. Det er også et af de numre, der står tydeligst i erindringen når albummet løber ud, både fordi det er det eneste dansksprogede nummer, men også fordi det klæder Liva Mo at synge på dansk. Ikke at det ikke også fungerer fint på engelsk, men jeg lytter i hvert fald lidt mere efter ordene på ‘Fængsel’.
Albummets to sidste numre, langsomt opbyggede ‘Across the Water’, med en snert mere lys end albummets tidligere sange, og ‘Memorial’, en halvandet minut lang klaverkomposition, binder en fin sløjfe på albummet, der bliver i sin grundstemning hele vejen igennem. Det kan givetvis virke rensende i nogle situationer, men man skal også lidt være i humør til Cura for ikke at blive lidt utålmodig og opleve den som ensformig. Det kan være svært, at være inde i andres sorg så relativt intenst og længe, som man er hvis man lytter Cura i én køre (og et par gange i træk).
Det skal dog ikke tage fra Liva Mo, at det på mange måder er et vellykket sorg-album med en tydelig rød snor, hun har lavet.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
