Lita Ford startede sin musiker-karriere i pige-heavy gruppen The Runaways i 70’erne, og havde i 80’erne og start 90’erne en relativt succesfuld solokarriere som heavy rockende sex-symbol. Fra 1995 og frem til 2008 var der dog stille omkring Lita Ford, der passede familien og livet udenfor musikken, men nu skal der altså for alvor signaleres at Lita Ford er tilbage med live-albummet The Bitch Is Back…Live!
Siden 2008 er det blevet til to albums fra Lita Ford, dog uden at nogen af dem har skabt voldsomt meget opmærksomhed omkring genkomsten. Om dette live-album skaber større ringe i vandet end de to seneste albums, er nok tvivlsomt, for Lita Ford taler især til det publikum, der kender hende i forvejen. Her er ikke nogen forsøg på at forny sig og både musikken og anekdoterne mellem sangene taler til et publikum, der kender hard rock og heavy metallens koder og nøglepersoner. Det gør til gengæld også at udgivelsen på ingen måde fremstår leflende eller som værende et utidigt forsøg på at genopfinde sig selv. Det virker bare som om, Lita Ford har haft lyst til at gribe guitaren igen og komme ud og spille.
The Bitch Is Back…Live! er optaget på The Canyon Club i Agoura Hills i Californien og stemningen er heldigvis også mere beskidt rockklub end stadionkoncert. Det vil sige, man kan høre tilråb fra publikum. Med som backing har Lita Ford nogle solide hårdrockende lejesvende, som ikke gør det store væsen af sig – der er ingen tvivl om, hvem det her handler om.
Albummet åbner passende med titelnummeret, ‘The Bitch Is Back’, som er et cover af Elton John. Det lyder måske lige lidt vel letbenet til en hard rockende dame som Lita, men det fungerer nu ganske fint at erstatte klaveret med en tung elektrisk guitar, og Elton Johns lette vokal med Lita Fords rustne rockstemme. Ellers er numrene i sættet en blanding af kendte og mindre kendte numre, gamle og nye Lita Ford skæringer.
Ford’s nye numre fra 2012-albummet Living Like a Runaway falder ganske fint ind mellem det ældre materiale. Det kan man så alt efter temperament konkludere ud fra, at Lita Ford ikke har udviklet sig siden 80’erne, eller at hun er tilbage på sit gamle niveau, efter udflugten til nu-metal land med comebackalbummet Wicked Wonderland fra 2009 (som ikke er repræsenteret på The Bitch Is Back).
Numre som den selvbiografiske ‘Relentless’, ‘Devil In My Head’ og ‘Hate’, som handler om ung skoleskyder, alle fra 2012-albummet, holder en relativt tidløs hård rock kvalitet, der lever fint op til eksempelvis knalde-rockerne ‘Hungry’ og ‘Back To The Cave’, der er fra henholdsvis 1990’s Stiletto og 1988’s Lita. På de sidstnævnte lyder Ford som en brunstig hard rock hunkat, der gerne rykker den første, den bedste, langhårede mand i lædervest og læderbukser rundt på et hotelværelse.
Undervejs får vi også lidt snak med fra Lita, som lyder som om hun trives godt på scenen. Som optakt til ‘Can’t Catch Me’, som er skrevet sammen med Lemmy himself, får vi historien om hvordan Lita hjernede sig ned sammen med selvsamme Lemmy og ikke forlod hans lejlighed i tre dage, men undervejs fik skrevet nummeret. Det smager også en del af Mötörhead.
Til sidst i sættet får vi ‘Close My Eyes Forever’, oprindeligt en duet med en anden af heavy rockens ikoner, Ozzy Osbourne. Der er dog stadig kun Lita på scenen til at synge, men her får hun til gengæld engageret publikum. De skråler også med på afslutteren ‘Kiss Me Deadly’. Begge fra Lita Ford’s storhedstid i slutningen af 80’erne.
Hele vejen foregår det med en Lita Ford i førersædet, som lyder som om hun hygger sig godt med publikum og det at være på scenen, med bandet, med anekdoterne. Det er sådan set både en force og en bagdel for optagelsen, for man kan godt savne lidt mere vildskab ind i mellem, både fra Lita, men ikke mindst fra backingbandet, der gør det de gør, solidt og tilforladeligt og uden de store dikkedarer. Lita’s stemme fungerer på nogle numre ganske fint, mens blandt andre ‘Hate’ rammes af lidt tudser i halsen.
I det store hele er det en tilforladelig og både hyggelig og autentisk live-optagelse. Man får en fornemmelse af Lita Ford’s repertoire og hendes tilstedeværelse på scenen. Men derudover er det ikke fordi udgivelsen føjer nye facetter til fænomenet Lita. Dem, som har et svagt punkt for hende, vil være i godt selskab med live-udgivelsen, mens andre nok vil have et skuldertræk til overs. Jeg hyggede mig ganske okay med det aldrende hard rock fænomen og det giver 3 solide stjerner.
The Bitch Is Back…Live! er udkommet på SPV/Steamhammer. Du kan besøge Lita lige HER.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
