Dansk rock med feminint touch og feeling har fået en ny bejler til tronen i from af Lise Dres, der 5 år efter hendes første album er klar med opfølgeren De Sidste Skygger. Et album der både har noget af byde på til et bredere publikum, men alligevel med så meget finesse og kant, at feinschmecker-typerne kan få lidt stof til eftertanke.
Stilen er poppet rock i sanger/sangskriver traditionen, med tekster der opererer i krydsfeltet mellem små strøtanker, filosofiske og indadskuende overvejelser og betragtninger og en følelse af at læse over skuldrene, mens der skrives bekendelser i poesibogen. Det KUNNE nemt blive en lidt halv-slap omgang banal hverdagspoesi, og selvom Lise Dres ikke gør lyrikken eller de sproglige konstruktioner unødigt komplicerede (alle burde kunne være med), så svæver hun elegant over de værste tekstmæssige faldgruber, på trods af, at vi befinder os i et lyrisk landskab der eller er fyldt med den slags. Hun har kort sagt noget at byde på og noget der skal ud.
Det er lige til at gå til, relaterbart og let forståeligt, det Dres synger om med hendes dragende, luftige, lidt døsige og både stærke og skrøbelige vokal, og samtidig raffineret og elegant, så det ikke føles overfladisk. Netop den flotte vokal, og Dres’ kontrollerede brug og dosering af stemmebåndet, er det bærende element på albummet, hvor de 10 sange alle, i varierende grad, virker musikalsk tilbageholdende med diskret og minimalistisk instrumentering. Der er ikke et gram fedt for meget på den musikalske del, men heller ikke for lidt, så det virker afpillet eller bliver anonymt. Det samlede lydbillede er i harmoni, virker afbalanceret og gennemtænkt, hvor teksterne, vokalen og instrumenterne sammen skaber fylde og en underliggende følelse af storhed – elementerne komplimenterer og forstærker hinanden, i stedet for at løbe med opmærksomheden!
Jeg vender tilbage for sidste gang
De ved det bare ikke
Jeg rejser tilbage for at se mig selv
I deres tomme blikke
Det lyder måske ikke af meget på skrift, men den tilbageholdende og afmålte måde ordene sættes i scene på, med den sagte, sørgmodige melodi og instrumentering og Dres’ nærmest tørt konstaterende, på samme tid lidt opgivende og helt afklarede levering gør, at man er fanget fra første strofe af titelnummeret midt på pladen. Dres lyder som om hun har sluttet fred med situationen, hvad den så end måtte være, og jeg får min helt egen personlige følelse og fortælling ud af det. Pointen er at et nummer som dette illustrerer det liv og den form Dres og kompagni får givet musikken og sangene på De Sidste skygger. Trods de egentlig simple og begrænsede virkemidler, så hopper ordene op fra papiret, musikken kommer helt ud af højtalerne og antager en eller anden….. fysisk form? Man kan på en svært forklarlig måde se sangene for sig, de har en slags tekstur?
Den slags eksempler er der mange af blandt de 10 numre, fine små formuleringer og sætninger, enkeltstående ord, hele vers og omkvæd eller måske bare en eller anden lille klang fra Dres’ stemmebånd. Næstsidste nummer, “Pause”, er et fejende flot eksempel, hvor vokalens klang og brugen af ganske små, velplacerede ændringer i stemmens lyd og udtryk, kan løfte en sang helt op i skyerne. Her er det egentlig ikke fordi jeg kan relatere specielt til teksten, men leveringen og den samlede atmosfære der bliver skabt sammen med den pop-ballade prægede underlægningsmusik er lige ved at tage pusten fra mig. Dres og bandet får skabt et smukt, nærmest åndeløst, stort klangrum, hvor alt ilt suges ind i musikken, så man selv sidder og snapper lidt efter vejret.
Jeg er født i en verden hvor intet består
Har bygget en mur, der aldrig forgår
Jeg er altid alene, har kun mig selv
Det er sådan det føles, når man hader sig selv
Sådan lyder de første, igen konstaterende, ord fra Lise Dres i den for hende og bandet tempofyldte åbner, “Intet Består”, der gennemstrømmes af en luftig western-rock følelse. En der af og til kigger frem i lydbilledet i løbet af albummet, eksempelvis i den mere langsomt ulmende “Sorte Skyer”, der spørger “hvor går man hen når livet bliver for tungt?”. Det er altså ikke fordi De Sidste Skygger præges af lalleglad jubeloptimise. Det er mere en plade der lyder som et soundtrack til at være alene med sig selv, fordybet i egne tanker eller er der tale om en form for udrensning i noget mentalt vraggods? Titlen De Sidste Skygger kunne både signalere, at vi ikke er helt ude af mørket endnu, eller at albummet er en måde til, at få disse sidste skygger til at forsvinde på.
Jeg gentager historien uden at gentage mig selv
Er forbundet til min fortid hvor end jeg rejser hen
En samlet elastik hvorpå udsvinget svajer
Lad fingeren glide så strengen den svinger
Sådan lyder det indledningsvis på den tungsindige “Gentager Historien”, der ender som en slags opfordring til at acceptere fortiden for at kunne komme videre, “kan ikke finde hjem for jeg flygter fra min fortid // Så længe jeg løber vil jeg være forfulgt”. Er det sådan man kommer ud af eller af med disse sidste skygger?
Om De Sidste Skygger er et opgør med fortiden og en måde at træde ud af dens skygge på, eller kun en del af processen, det får man ikke et endegyldigt svar på. Måske er det lidt det samme, for hvornår ved man med sikkerhed, at man er trådt ud af disse skygger og er kommet videre? Og der er jo altid en fremtid at jagte derude et sted… måske handler De Sidste Skygger og de 10 glimrende sange i bund og grund om “nuet”, når det kommer til stykket? I nuet sidder Lise Dres og reflekterer og det gør hun på en vedkommende, betagende og interessant vis, uden at det bliver for udleverende, personligt eller det modsatte – overfladisk og uvedkommende.
For denne vellykkede balancegang og 35 forrygende musikalske minutter, hvor man som lytter føler sig omgivet af musik der ånder og har en puls, lander vi på 5 flotte stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Lise Dres på facebook
