Njaaaa, det er hun så ikke, hun er faktisk ganske højrøstet og støjende, Lis Er Stille. Man forestiller sig lidt vi må være ovre i afdelingen med finurlig og afdæmpet pop eller noget med en sangerinde og en harpe, men det er vi så overhovedet ikke. Det danske band, der mestendels synger på engelsk, kan vel bedst beskrives som en halvdyster nordisk pendant til engelske Muse.
Jeg ved ikke hvem denne Lis er, hvordan hun kom ind i billedet og om navnet er en eller anden form for intern joke, men godt er det fandeme ikke. “li’ så stille”, I get it, fordi musikken er det modsatte, hvor snedigt! Det vækker ikke nysgerrighed i mig, eller giver mig særlig stor lyst til at lytte til musikken. Faktisk synes jeg det er lidt fjollet, grænsende til det tåbelige – ogg det er en skam, for Lis Er Stille er bestemt et lyt og bekendtskab værd, og virker meget ambitiøse med deres musik. En musik de spiller med stor overbevisning, selvtillid og teknisk formåen.
Som nævnt bevæger vi os lidt i det samme univers som Muse, svævende, men tight spacerock, med bombastisk lyd og utroligt højt til loftet. Nous er århusianernes fjerde album siden dannelsen i 2004, albummet består af 6 numre der tager mellem 6 og næsten 10 minutter, plus et kort intronummer.
Der er fuld smæk på fra starten, med udstyrsstykket “Human Head”, hvor gruppen veksler mellem stille sfæriske passager, bulder og brag og et kontrolleret kaos. For kontrolleret er det helt klart, selv om det kan lyde vildt og kaotisk. Lis Er Stille virker som om de har fuldstændig styr på hvor de vil hen, og hvordan det skal lyde. “Human Head” er næsten pladens bedste nummer, et 9 minutter langt nummer af en kaliber førnævnte Muse ville ønske de stadig kunne skrive, i stedet for fesen radiopop.
Der følges op med “The Bail”, hvor forsanger Martin Byrialsen forsætter med at vræle og krænge sjæl ud og slå knuder på stemmebåndets høje register. Trommeslager Jon Gotlev leverer nogle seriøse ture rundt på tønderne i sangens første halvdel, så man nærmest bliver helt svimmel. Nummeret skifter karakter i anden halvdel, til noget mere roligt mediterende og filmisk, før det hele køres op til sit naturlige klimaks med en voldsomt storladen afslutning. Man skal holde godt ved, når Lis Er Stille folder sig ud, ellers bliver man sgu nemt rundtosset og ryger af karrusellen.
Besynderlige synth-bot lyde indleder “Epitome”, en mere afdæmpet og tilbageholdende sang, indledningsvis. Lis Er Stille viser her at de magter kunsten at bygge et nummer op, der lægges langsomt lag på lag og intensiteten stiger, men man er hele tiden nervøs for at det skal kamme over. Det gør det, desværre, fristes man til at sige, aldrig rigtig – det ville klæde bandet at slippe tøjlerne ind i mellem og se hvad det medfører. Det kan godt blive en lille smule anstrengende at være på guidet tur igennem deres knap så stille verden, hvor det løsslupne tøjles og alt virker minutiøst planlagt. “Epitome” er Nous korteste nummer. Det er ganske rart med et forholdsvist kort nummer på en plade, hvor man godt kan blive overvældet af omfanget af numrene. Den instrumentale afslutning på nummeret er virkelig vellykket, og man kan kun være imponeret over bandets slagkraftige sammenspil.
På “Myte” synges der så pludseligt på modersmålet, et lidt sært afbræk fra stilen på Nous, men også ganske interessant at høre Lis Er Stille operere på dansk. Vokalen ændrer fuldstændig karakter og lyd, det samme gælder også musikken der nu er helt nedbarberet, lettere jazzet og mere drømmende. “Vi vandrer bange gennem natten”, creepy kor og slumrende tempo, “Myte” lyder som om vi balancere på kanten af afgrunden, eller kanten til dødsriget. Ville gerne høre mere på dansk og af den karakter fra Lis Er Stille, så lever de da op til navnet, men “Myte” passer måske ikke helt ind blandt de andre numre på Nous. Alsidighed er en god ting, men her bliver afstanden så stor mellem “Myte” og resten, at det virker som 2 forskellige plader. Men virkelig smukt nummer!
Næstsidste nummer, “Torchers”, lægger ud med futuristisk klingende synth og “Flash Gordon” stemning, en indledning der sagtens kunne have været fra en sci-fi film fra 70erne eller 80erne. Efter indledningen bliver det igen meget pompøst og vokalen er tæt på at kamme over og blive for opblæst. “Asylum/Reap” lukker pladen, med 6 minutters prog og lir, et lidt for overlæsset nummer, der tydeligvis skal vise bandets rækkevidde, lige fra turbotrommer til orgel. Prisværdigt, men jeg bliver hægtet en smule af, og hen imod slutningen af sangen har man virkelig lyst til at trække stikket og stikke hovedet ud af vinduet.
Lis Er Stille lyder som bundseriøse musikere, der tager deres kunst meget alvorligt, måske for alvorligt. Deres musikalske univers er turbulent og som et sonisk stormvejr, men samtidig virker det dybt kontrolleret og planlagt ned i mindste detalje. Det gør at man til tider savner noget løssluppenhed, for det tenderer til at blive selvhøjtideligt og meget “kunst for kunstens skyld”, hvilket kan være fedt nok, men her er konceptet måske lidt for stramt.
Alvorlig musik spillet af alvorlige mænd, heldigvis ekstremt velspillet og flot eksekveret. Men helhedsindtrykket, der efterlades, er at Lis Er Stille måske endnu ikke har fået foldet deres fulde potentiale ud, men når det sker så er det med at spænde alle løse genstande og sig selv fast, når den larmende raket letter. Indtil da forbliver det hele lidt uforløst og raketten har problemer med at undslippe tyngdekraften.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
