Line Bøgh leverer en fin omgang alternativ pop på sit debutalbum, hvor især vokalfraseringerne og de instrumentale nuancer giver plusser i karakterbogen.
For halvandet år siden havde vi Line Bøgh’s debut-EP, Det er os der er farverne over byen til anmeldelse her på siden. Der er tre gengangere fra EP’en på debutalbummet Something Else and Something Else and Something Else Again, nemlig de tre engelsksprogede sange fra EP’en. På en måde lidt ærgerligt, for på dansk viste Line Bøgh at hun også var rigtig spændende lyrisk. Hun kan dog også godt på engelsk og når det nu skal være, giver det god mening at hele albummet er på engelsk.
De tre gengangere fra EP’en falder alle på albummets anden halvdel, så vi starter i stedet fra begyndelsen med ‘We All Wanna Fall in Love’. Ligesom på EP’en er stilen på albummet alternativ, luftig og eksperimenterende pop. På åbneren sørger tunge trommeslag dog for en tyngde i bunden af lydbilledet, så udtrykket ikke letter helt og svæver rundt i det fjerne. Bøgh har også bevaret den legesyge tilgang til at synge, og har en vokal der kan bære det, og det gør at der er mange fine fraseringer undervejs.
Trommerne får også lov at fylde godt på ‘Fix Me’, og her sørger de for en stærk fremdrift, på et nummer, som er et af højdepunkterne på albummet, blandt andet på grund af den legesyge opbygning, og Bøgh’s vokal, som er generelt er et stærkt kort albummet igennem. På den efterfølgende ‘Run, Run, Run’ kommer det dog paradoksalt nok til at stå lidt i stampe, og trods fint vokalarbejde, så bliver det en af de mindre mindeværdige stunder på albummet. Til gengæld liver det op igen på singleforløberen ‘Phil and Jack and Jane’, hvor stemningen sættes af klaverspillet, og trommespillet igen er ganske sprælsk. Det giver et fint resultat, og et af albummets bedre numre. På ‘To the Moon’ tones stemningen ned igen og her fylder pianoet igen godt, mens cello og glockenspiel dæmpet giver nuancer i lydbilledet.
På anden halvdel af albummet finder vi de tre numre fra Bøgh’s EP og heldigvis for det. De passer godt ind i stemningen på albummet, og især ‘Champagne’, om at huske at nyde øjeblikkene i stedet for at jage efter en masse mål, og den stadig friske uptempo-sang ‘Lily Avenue’ gør sig godt ved genhøret. Sidstnævnte er tempomæssigt et friskt pust, og med sin let fjedrende og medrivende melodi er den fortsat et smittende bekendtskab. Den knap så toneangivende og mere afdæmpede ‘Early In The Morning’ indfinder sig, som tredje genganger, som næstsidste nummer.
Så mangler vi bare at runde to numre, dels ‘Birds’, som blandt andet med åbningslinierne “I’m a bird on a wire//Gonna leave the human race behind” demonstrerer at Bøgh også på engelsk kan skrive velreflekterede tekster, et nummer som musikalsk også spjætter og svæver afsted, med godt tromme- og percussionspil som drivkraft. Dels albumafslutteren ‘The Concrete Glitters’, der dæmpet og let hopper afsted på klaveranslagene, og handler om udsigten højt oppefra, hvor Bøgh sætter en ildevarslende stemning op med åbningslinierne “Can you feel the concrete misery?//I’m gonna die on this balcony//Minding my own business//I won’t fight it anymore”. Måske ikke just en opløftende udgang, men et fint nummer, der runder albummet flot af.
Line Bøgh viser med Something Else and Something Else and Something Else Again at hun har sangene til et helt album, og samtidig at hun har fundet sin egen lyd og retning musikalsk, som ikke ligner så meget andet dansk alternativ pop. Something Else… er et fint debutalbum med en spændende sangerinde, hvis vokal spænder vidt. Musikalsk er der også en del legesyge og sammen med Bøgh’s fine fraseringer giver det en samling levende sange, men der mangler måske lige et par stærke ørehængere mere før vi kommer op i de højeste karakterer. Vi lander derfor på 4 stjerner til Line Bøgh.
Du kan finde Line Bøgh på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
