Aarhusianske Lightchapter debuterer med en gennemarbejdet EP, hvor bandet blander en teskefuld elektronik og et par spiseskefulde melodiøsitet i dødsmetalgryden.
Det er godt nok en debut-EP fra et band, der er startet i 2019, men folkene bag har erfaring fra andre Aarhus-metalprojekter som The Burning, Diamond Drive, The Silent Low og The Hive Mind. I pressematerialet henvises der Bring Me The Horizon, Gojira og In Flames. Det giver nok folk, der kender til de nævnte bands en overordnet idé om den musikalske retning her.
Over 4 numre viser de, at de allerede her på debuten har godt styr på hvor de vil hen, godt greb om lyd og virkemidler, og måske endda også kan byde ind med en lidt anderledes tilgang til dødsmetallen end ”jydedød”, som den har lydt og flydt (med variationer, naturligvis) fra Illdisposed og diverse yngre repræsentanter for genren, herunder eksempelvis Baest, der begge, i hver deres generation er kommet til at være en slags centrale repræsentanter for genren som den ofte spilles i Aaaaarhus.
Første nummer, ’Dislocated’, giver indledningsvis et kort tankemylder da der åbnes med noget distorted elektronik; er det Rammstein eller Fear Factory, der har stået fadder til lyden? Nu er det vel ikke et Clawfinger-opkog? Men nej, ingen af delene materialiserer sig helt, og vi får i stedet et nedstemt riff og et nummer, der i øvrigt mere blander klassisk dødsmetal (i den mere teknisk-mekaniske ende) med elementer fra prog og thrash. Lightchapter kan sagtens være brutale og smadre igennem, men de blander det op med mere melodiske passager og flere af albummets omkvæd er faktisk ganske catchy.
Eksempelvis på titelnummeret ’It All Ends Tonight’, der er EP’ens mest melodiøse og blødes op af synths og flerstemmig vokal flere steder. Det betyder dog ikke at der er ikke er plads til hulemandsriffs og brøl, og selv om det måske her og der bliver næsten for pænt selv for en relativt renskuret metaldreng som undertegnede, så kan det sgu alligevel noget. Det er tydeligt, at Lightchapter har styr på deres instrumenter, og selv om de ikke bruger evnerne til at jage afsted i vilde temposkift eller flashy soli, så viser eksempelvis den herlige moshende afslutning på titelnummeret, at de har en del strenge at spille på.
Det elektroniske kunne måske godt integreres yderligere i lyden – eksempelvis på ’Do God a Favor’ indledes der med lidt elektronisk støj og ellers ligger det kun og lurer lidt i det øvrige lydbillede. Men det er, jævnfør et interview med bandet hos vores kolleger heavymetal.dk, også relativt nyt for bandet at eksperimentere med det elektroniske, så det kan være det er noget, der langsomt finder mere plads i lyden efterhånden som bandet udvikler sig. Her virker det som regel som et friskt pust, selv om jeg også, som tidligere nævnt, godt kan få lidt throwback-fornemmelser.
’The Flame Is Still’ åbner med “ren” guitar, inden en synth knitrer rundt, og BUM, så flæsker Lightchapter løs. Her kan jeg sgu godt lide guitararbejdet, hvor der harmoniseres imellem de mere knusende riffs, og nummeret veksler godt mellem det tonstunge og kværnende og mere melodiske passager – det formår endda ofte at integrere de to, så det virker sammenhængende. ”I will come back strongeeeeer!” lyder det her på et af sangens breakdowns, og hvor det nok kunne være fristende, falder Lightchapter sjældent for fristelsen til bare at tonse sanseløst igennem et halvt minuts tid efter sådan et. Men på en måde måtte de gerne gøre det en gang eller to – fordi man så får ”det hele”, som lytter, både de mere kontrollerede kompositioner og harmonierne, men også (længere) passager med utæmmet vildskab. Man kan mærke de også har den i sig, den slippes bare løs i afmålte bidder.
Så det jeg siger er måske, at Lightchapter gerne må gøre mere af det hele? Gerne for min skyld, for jeg synes EP’en i hvert fald er en lovende start, og egentlig også mere end det. Hvis Lightchapter kan få ”mere af det hele” i endnu mere gennemarbejdet form ned på et album, så kan det blive rigtig godt. Mere vildskab og mere elektronik!
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
