Så er der ubehagelig, københavnsk crust på menuen, Ligæder er er ude med albummet Den Tomme Menneskehed. Og der er fremskridt at spore i nedturen, så at sige, i hvert fald er der mere bid i Ligæder end sidst vi hørte fra dem.
Jeg var nemlig ikke helt overbevist af bandets ugudelige udgydelser på EP Fordøjet Levende, som jeg anmeldte i sensommeren 2017. Det var som om de prøvede lidt for hårdt på, at være så frastødende og mørke som muligt, at det kom til, at fremstå en kende forceret og ikke rigtig bed på mig. Det gør det i langt højere grad nu, hvor Ligæder folder deres dunkle, afpillede og skumle crust-punk/hardcore ud over 10 numre og lige under en halv times tid.
Bandets lyd og formel ER temmelig primitiv og skåret ind til benet, men det er ikke det samme som letkøbt eller usofistikeret. Selvom man kan se ind til knoglerne, når Ligæder gnaver løs, så er der altså stadig nok musikalske lunser tilbage til os lyttere, så vi kan være med til, at mæske os i det dejligt uappetitlige kadaver-core. Faen, bandet har endda en sang der hedder noget så smukt som “Kadaverhundene”, en dundrende, semi-metallisk sag, der lyder som en savlende køter der står på lur, tilsat pludselige, korte udbrud af slagsmålshardcore. Ligæder veksler ofte mellem længere repeterende flader, hvor de, ja, æder sig ind på en og så voldsomme overfald.
Man fornemmer også en sammenhæng i det grumme univers, “Af Ukendt Oprindelse” lyder som en hvirvlende tornado, slår over i noget der giver en følelsen af, at være kuglen i en flippermaskine. Nummeret går nærmest direkte over i “Når Lunger Kollapser”, som, lidt monotont, fræser fremad i et tæsker-tonser tempo. Lydbilledet hos Ligæder, er trods den skramlende og rustikke klang, ret massiv, så der opstår lidt af et tryk, hvilket blot er med til, at forstærke indtrykket af, at Den Tomme Menneskehed ikke ligefrem tegner et positivt billede af verden. Netop titelnummeret, der med sine knap 5 minutter er pladens længste og afsluttende nummer, viser en lidt anden side af bandet. De sidste par minutter er mere atmosfæriske og melodiske, og runder albummet af med en eller anden form for ro – uden at det ender på en optimistisk tone af den grund.
Det er svært at afkode, hvad der nøjagtig synges om. Vokalen er delvist begravet i den larmende lydside og bjæffer sig igennem teksterne, som et arrigt rovdyr. Det gælder også når gæstevokalisterne Kim Rock (Justinhate), Christian Bonnessen (LLNN) og Victor Kass (Eyes, Telos) bidrager på 3 af sangene. Men, uden at kunne sig om Den Tomme Menneskehed er en art konceptplade, så giver nogle af titlerne måske et fingerpeg om hvad der foregår, i hvert fald på en del af pladen. Midterstykket består af numre der bærer titlerne “Processen”, “Afstumpethed”, “Dødsnatten” (et 50 sekunders mellemspil med soundscape lavet af producer Tobias Tønder) og “begravelsesdagen”. Det giver da i hvert fald mulighed for, at tolke og digte lidt. For mig gør det egentlig ikke noget, at jeg ikke får teksterne serveret, man kan hører ord hist og her, det her handler lige så meget om, at sætte en stemning.
Og her fungerer Den Tomme Menneskehed rigtig godt for Ligæder, der formår at opbygge et ondsindet univers, der holder min opmærksomhed fanget i 30 minutter. Det går over stok og sten og numrene har en tendens til, at flyde lidt sammen, hvilket nok også er en del af pointen, men selve sangskrivningen er måske et punkt, som man stadig kunne arbejde lidt med hos Ligæder. Der mangler lidt flere numre af samme kaliber som eksempelvis “Begravelsesdagen”, hvor der et sted endda flirtes med noget der kunne lyde som heavy metal guitar. Det er et virkelig heftigt og glimrende nummer.
Men det er det samlede indtryk og stemning Ligæder vinder på i denne omgang, på et album, der truer med at omslutte en fuldstændig med sit intense, ætsende mørke. Vi lander på 4 ækle stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
