Så er der RAWK, med gang i bentøjet, vippende nakker og muligvis tungen hængende i mundvigen. Libido Overdrive rummer uden tvivl masser af rock-libido, men problemet er stadig at få skrevet og indspillet nogle sange, som får kanaliseret hele potentialet ud.
Sidst Libido Overdrive kiggede forbi vores spalter var i februar 2015, hvor Thomas var ude med to stjerner til deres selvbetitlede EP. Her var han efter produktionen og ikke mindst sangskrivningen, der i hans optik var for svag og også forglemmelig, så ingen at numrene rigtig satte sig fast. Libido Overdrive lider stadig under nogle af disse børnesygdomme her godt 1 ½ år senere.
Vi befinder os stadig i EP-land, den kortere af slagsen, og igen har bandet skåret 4 sange af den klassiske hårdt rockende slags. Lige knap 15 minutter, ikke så meget fis og ballade, bare strøm til og ud over stepperne. Energien kan man ikke tage fra Libido Overdrive, det vil sige man fornemmer helt klart den er tilstede i numrene, men den kigger kun helt op til overfladen i glimt og får kun i et enkelt tilfælde en melodi der er stærk og mindeværdig nok at knytte sig til, så det hele løfter sig til et rigtig godt nummer.
Vi skal faktisk helt frem til afslutteren “Liquid Fire” før jeg synes det virkelig spiller og for alvor rykker for hårdrockerne. Her får gruppen til gengæld også fingre i en skvulpende og bølgende rytme og melodistump, ikke mindst i omkvædet, som får gang i mine fusser og som er svær at sidde stille til. En solo bliver der også lige plads til, uden at den får bremset nummerets momentum, selvom det er lige før nummeret er ved at snuble lige inden målstregen – som om bandet kommer lidt i tvivl om, hvordan de får lukket sangen med det brag, den fortjener.
Det var bedste nummer, det dårligste finder man lige inden i form af semi-balladen “Memory Lane”, hvor alt fra titlen, teksten, melodien og sangstrukturen til vokalen kommer til kort. Lad os starte med vokalen, den kommer skidt fra land i et følt, stille opbyggende stykke, det er som om den slet ikke er egnet og gearet til dette toneleje eller den mere afdæmpede og følelsesladede stil. Det lyder faktisk ganske skrækkeligt, indtil der synges lidt kraftigere igennem mod slut, men skønt er det ikke.
Det efterlader os med EP’ens to første numre, “Common Black” og “Chase”, to i og for sig udmærkede rocknumre, men også af den slags som ærgerligt nok suser ind af det ene øre og ud af det andet nærmest i mens musikken stadig spiller. “Common Black” sparker ellers Nymph i gang med et ordentlig rungende tryk, inden der går piskesmælds-rytme rock i den, og vi bevæger os i en lidt mere 80’er tung-sleaze rocket retning. “Chase” åbner endnu mere pågående og med godt med drøn i motoren, men selvom der er fint med tempo og fremdrift, så er det som om jeg bare ikke helt bliver revet med. Det er ikke så meget det, at nummeret virker velkendt i sin udformning og opbygning, det er der meget rock, der gør, det er bare ikke helt fængende nok til, at man ser igennem fingrene med det.
Det er vel i bund og grund Libido Overdrives største problem og udfordring, at få indstillet sigtekornet yderligere, bruge en større kaliber kugler og ramme mere plet. Jeg hører et band der virkelig bare gerne vil rocke og fyre den af, og det tror jeg sådan set også de er i stand til på en scene, hvor disse numre sikkert også vil fungerer fint. Live kan man måske også lidt bedre kamuflere, eller kompensere for, sangskrivningens mangler ved at give den gas og rive folk med på grund af energien – det forplanter sig bare ikke helt til og på studieudgaverne på Nymph.
Den samlede oplevelse falder lige under middel, så vi ender på 2 store, lidt hårdt dømte, stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Libido Overdrive på facebook
