Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Libido Overdrive: Libido Overdrive EP ★★☆☆☆☆

Libido Overdrive: Libido Overdrive EP ★★☆☆☆☆

4295
0

13 minutter og 14 sekunder tager det helt præcist at lytte sig igennem de 4 sange på debut EP’en fra de københavnske hardrockere Libido Overdrive. Det er desværre 13 minutter og 14 sekunders hårdrock der hurtigt er glemt, da bandets über-energiske musik ikke rammer plet. 

Libido Overdrive har blot 2 år på bagen, men har i den tid etableret sig som et eftertragtet liveband, og har delt scene med bands som SuperCharger, Adam Bomb og Lucer. Stilen er energisk hårdrock, med alt der følger med, ført an af et styk hæs vokal leveret af Mikkel Løkke. Fra første strofe er det ud over stepperne i højeste gear, uden på noget tidspunkt at se sig tilbage, og det behøver jo ikke nødvendigvis at være en skidt ting, men, det er det på Libido Overdrive EP, hvilket der er to grunde til.

Første ting jeg snublede over var mixet, som ikke er helt i vater. Trommerne, som sidder lige i skabet, ligger alt for højt i lydbilledet og dominerer fra start til slut. Det gør at man som lytter ikke får hverken guitar, eller for den sags skyld bassen, ordentlig med. De er der selvfølgelig, men måtte i min optik gerne have haft en mere fremtrædende rolle, især guitaren virker lidt fjern. Vokalen er som den skal være, men når den 90 % af tiden er akkompagneret hovedsageligt af trommer, så bliver det en kende ensformigt at lytte til, jeg kunne i hvert fald ikke abstrahere fra det.

Og ensformige er sangene desværre også, og det er den anden væsentlige grund til at denne EP ikke spiller for mig. Sangskrivning, som jo er en vigtig faktor, er ikke hapset fra øverste skuffe, hvilket det heller ikke altid behøver at være, AC/DC er jo et fint eksempel, men der er bare ikke rigtig noget der fænger i nogen af de 4 sange EP’en består af. “Cowboy Hat”, “Fuck It (Forget)” og “Golden” er alle pedal-to-the-metal sange, hvor der bliver smidt horn til højre og venstre, og der er mere end rigeligt med muligheder for at få luftet det lange garn. Desværre er sangene glemt lige så hurtigt de er drønet forbi, det bliver meget same same, der mangler simpelthen gode vers, melodier, omkvæd og variation, for at de skal hæve sig over middel.

På sidste sang, “Stand Your Ground”, lysner tingene en anelse. Her er tempoet sat ned, hvilket klæder bandet, og der varieres en smule mere end på de 3 forrige sange. Et rart afbræk fra tonser-sangene, og et bevis på at bandet skam godt kan skrive sange med “kød på”, og som vil lidt mere, end bare fræse af sted med 200 km i timen.

Det er aldrig rart at smide en negativ anmeldelse af sted, især når man ved hvor meget hårdt arbejde, der lægges i en produktion. Men desværre tilføjer Libido Overdrive ikke denne genre det store med deres debut EP. De kan deres kram, de kan give den gas, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at der er gang i sagerne til deres liveshows, men på plade, så virker det altså ikke for mig.

Når alt kommer til alt har Libido Overdrive et eller andet sted fat i noget rigtigt, og med det rette miks og en opgradering på sangskrivningen, kan bandet nok nå langt, men med 3 sange under middel, en enkelt der sniger sig over, og et miks der ikke sidder i skabet, bliver det kun til 2 store energiske hårdtrockende stjerner.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Besøg Libido Overdrive på deres Facebook-side

Previous articleKoncerter i KBH, uge 7
Next articleLLNN – The Guardian – 12/2 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.