Home Seneste April 2016 - Nyheder Leverpostej og højtbelagt stjerneskud – Interview med Sonja Hald

Leverpostej og højtbelagt stjerneskud – Interview med Sonja Hald

2535
0

Sonja Hald opstod i 2012, og for to år siden hev de sejren hjem i DR’s Karrierekanonen. Siden har folk-rockerne udgivet albummet Vækstplanen, og nu er der igen nyt på vej fra kvintetten. Det markeres endda med en koncert med et væld af gæster på Radar i Aarhus, og derfor fangede vi bandet på mail. 

Vi fik aldrig anmeldt Vækstplanen sidste år, men Sonja Hald er alligevel et band vi har haft et vågent øje på her på siden. Derfor faldt det også i øjnene at bandet havde samlet en noget blandet gruppe venner til deres kommende release-koncert på Radar – blandt andre vores kæledægger i I’ll Be Damned, og Jøden. Vi sendte en bunke spørgsmål afsted på mail og fik svar en sen nattetime en måneds tid efter, fra forsanger Jonas Dahl.

Jeg tror nok engang jeg har hørt navnet Sonja Hald forklaret i et radioprogram, men…hvordan er det nu, det er med det navn?

“Det var en mørk og stormfuld aften… som i et dystert film noir-univers med nedbør og glinsende regnvåd asfalt. En Blade Runner hvor solskin nærmest er forbeholdt samfundets elite, som bor højt over det dunkle og affaldsbestrøede gadeplan. Der står hun – i et formentligt dødsmærket kærlighedsforhold; revolveren, hævet med de sidste kræfter og løbet bøjet mod hende selv”

Jaså…Succes i karrierekanonen og et debutalbum, som blev godt modtaget – hvordan har I oplevet de seneste år i bandet?

“Vi har i 2015 fået lidt mere røv til bukserne. Vi har spillet mange festivaljobs, fået delt noget kærlighed ud og fået en masse igen. Og så har vi også flere gange været ude og skulle forklare flere tusinde mennesker hvorfor Kim Larsen først går på om en time”

Hvad har I gået og puslet med siden debutalbummet?

“Jeg mener det var Asia (Oles polske au pair/kæreste) som foreslog at vi skulle lave en CD mere. Hun kan muligvis også bare have været træt af at han slukkede fjernsynet, men en god idé, er en god idé og vi har været i gang siden efteråret”

I spiller d.23. april, sammen med en stor flok gæster, releasekoncert for jeres kommende EP – kan I fortælle lidt om, hvorfor det er pågældende brogede flok, som er med som gæster?

“Det er mennesker som vi holder af. Nogle har vi spillet med før. Andre har vi drukket en øl med.

Vi har også tænkt over hvem der kunne være med til at skabe en fed aften og hvem der ville falde i hak med vores publikum”

Hvad kan man forvente af den nye EP og hvordan har I arbejdet med det nye matierale? 

“Man kan forvente sig noget nyt, noget lånt, noget gammelt og noget brunt.Sangene til EP’en og det næste album bliver til lidt i tråd med sidste album. Det vil sige vi booker studie uden at have sange klar, men til forskel fra sidste gang, så lukker vi ikke sangene efter én dag. Vi sætter dem til hævning inden de kommer i ovnen. Men det mest spændende i denne omgang er at vi involverer andre kunstnere”

Jeres debutalbum hed ‘Vækstplanen’ og bød på lyrik som gav tidsbilleder af “det leverpostejsgrågrumsede Danmark”, som en anmelder kaldte det – er det stadig leverpostej på den kommende EP, og hvad driver det jer at fortælle om I jeres tekster?

“Ja, der er leverpostej at finde i æsken, men også et stykke højtbelagt stjerneskud og en æggemad med peberrod. Uretfærdighed, meningsløshed og stupiditeter driver mange sange, nogle sange er sgu også bare et åndedrag i galskaben, hvor vi bare skal være her”

Har Sonja Hald musikalske helte om hvem er det, i så fald?

“Vi har alle sammen forskellige helte, men jeg har aldrig rigtig dyrket de danske kunstnere. Jeg har kigget meget til Bob Dylan, da jeg begav mig ud i verden med engelsksprogede sange. Så kommer jeg hjem med mine danske sange og redder mig selv en kæmpe lussing da jeg endelig dykker ordentligt ned i AG, CV, Kim, Sebastian og så videre”

Hvad kan vi forvente os af release-koncerten? Og hvordan ser fremtiden ud for Sonja Hald efter EP og release?

“Vi markerer EP’en De fire forbehold med en spektakulær koncert på Radar i Aarhus d. 23. april, med gæsteoptræden fra Johan Olsen, Jonny Hefty & Jøden, Telestjernen, Laura Mo og I’ll Be Damned. Den mindre forsamling får blandt andet sange fra det kommende album at høre, samt en helt unik lydoplevelse udviklet speciel til denne aften.

Derefter skal vi have lavet det kommende album + tre band-babyer færdige, alt imens vi triller lidt rundt i landet og vinker og sådan noget”

Således oplyst, kan man se frem til koncerten, og altså både kommende EP og album. Du kan finde link til koncerten HER.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleFrank Turner & The Sleeping Souls, Atlas, 18/4 – 2016 ★★★★☆☆
Next articleSune Køter Kølster – Doomed (ft. Andy La Rocque) – 20/4 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.