En samling sære, skraldede salmer smadrer på Heaven is Full of Rotten Fruit temaer fra Den Gode Bog. Nick Cave har nok stået fadder til dette energiske værk, der samtidig skriver sig ind i en sound og feeling, defineret af bands som Ice Age.
Hvis du er glad for når Nick Cave skralder ud som i Birthday Party eller senere i Grinderman, så vil Leizures Heaven is Full of Rotten Fruit interessere dig.
Gemmende sig under den ret brede genrebetegnelse post-punk finder vi et band, der bestemt også har hørt deres balkan; en (flere?) træblæser(e) lægger vandrette flader på det ellers mere firkantede, punkede udtryk. Oven på det igen finder vi så denne vokal, der tydeligvis har en masse på hjerte. Noget, der er så vigtigt, at det der med at det skal lyde pænt ikke rigtigt bliver prioriteret.
Det er fedt, prædikende og afsindigt og vil derfor også kunne slås i hartkorn med bands som Ice Age.
Cave-linket går dog igen i tekstuniverset, hvor Gud nævnes pænt jævnlig og både albumtitlen Heaven is Full of Rotten Fruit og titler som Heaven and Back (Again), Gunshots in the House of God og Slouching Towards Bethlehem indikerer, at disse salmer altså ikke just er lovsang. Dog meget energiske og ofte med en – hmm – etnisk? Tone, der trods alt hæver projektet lidt over det punkede.
Ikke for det; et nummer som Feathers on Fire har – bortset fra saxofonen – et meget typisk punk-tilsnit. Så det kan bandet altså også.
Den lidende prædiken er lidt uvant fra en dansk hånd, men i en tid hvor folk som Vessel eller Olesen også prøver at lege med salmen, er det rigtig fint at have forskellige bud på, hvordan man peger fingre af bogen – samtidig med at fire fingre jo altid peger indad.
Man kan egentlig også bare lukke øjnene og lade sig rive med af den energiske (post)punkede energi og det skraldede udtryk. Ét eller andet sted mellem Kaizers Orchestra og Cave. Hvis man er lidt bange for alt det der Gud.
Det, man nok ikke kan klandre Leizure for, er at være voldsomt sofistikeret. Det behøver bandet heller ikke at være – sofistikeret punk – Hvem har dog nogensinde hørt om det?
Når pladen slutter med en vuggende, voldsom, selvransagende ballade, så får man i hvert fald lyst at trykke ‘play’ igen. For udtrykket er appellerende og energisk og afsindigt, der er lidt fornemmelse af at der bliver peget med violiner (ok, saxofoner) og man kan tage sig en guds-kritisk polka mere med købehavnerne.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
