Andreas Laursen har streget “Andreas” og nu er navnet bare Laursen. Stilen er dog fortsat dansksproget folk/rock, med skarpe sproglige svirp på debutalbummet Nutidslevn. På en måde anakronistisk, men omvendt så passer tonen til tiden vi lever i.
Det er ikke så forfærdelig længe siden jeg anmeldte Andreas Laursen’s EP, I morgen kan du komme igen. Her efterlyste jeg at Laursen (som navnet er forkortet til nu, måske fordi endnu et par Laursen’er er med på forskellige instrumenter) lagde en smule mere luft til forbilleder som Jan Toftlund, Allan Olsen og Tom Waits, men roste ellers for den skarpe pen, der leverede nogle velturnerede tekster med noget på hjerte.
Den skarpe pen er hvæsset igen på Nutidslevn, ja, tag bare albumtitlen, Nutidslevn, for Hr. Laursen kan altså noget med ordene, som slægter de nævnte forbilleder på. Og når nu der er mange om buddet på den dansksprogede scene, er det godt at have et eget udtryk, og selv om forbillederne stadig er med på skulderen, så er der altså noget at komme efter i teksterne. ‘Bonderøv i hipsterklær’ er en af gengangerne fra EP’en, men tempoet er sat en smule op, og der er vist blevet udvidet med nogle linier, så lad os tage et par af dem:
“Den dag hovedstaden ikke er stor nok mere//Til en bonderøv i hipsterklær’//Så flytter han sgu nok til DDR (…) Hans overskæg vil han ikke barbere//Hans bror kan næsten ikke kende ham mere//Hvem er det, der kommer der?//Ja, hvem kan det mon være?//En bonderøv i hipsterklæder”
Det er også som om, der er gjort noget ud af at gøre Andreas Laursen’s vokal mere distinkt, hvilket ikke er en ubetinget succes – jeg synes på en måde, den lyder lidt tyndere her end på EP’en? Anyway, det er stadig et godt nummer, med en tekst, der nok kører lidt i samme rille med sin satire over jyden, der bliver københavnersmart, men som rummer mange linier, man tøhø’er lidt over undervejs.
Men Laursen vil heldigvis mere end at prikke til hippe smart-i-en-fart typer. Det kan man forvisse sig om på numre som ‘Gamle Møller’ og ‘Den danske sang’, hvor Laursen på førstnævnte reflekterer over verdens gang – “Mens alle andre går i stå//Sidder jeg og kigger på (…) Har du hørt gamle Møller maler helt ad helvede til?//Har du hørt han ikke arbejder, men rigtig gerne vil?“, mens der på sidstnævnte direkte reflekteres over danskheden:
“Den danske sang er en frisk ung tøs//På vej til Prag for at slå sig løs (…) Den danske sommer er druknet i regn//Grænsebomme og pigtrådshegn//Selv de røde er med på legen//Jeg er kommet hjem//Den danske hygge den har det skidt//Og der er feminister der bløder frit//Og der er ytringsfrihed med tavshedspligt//Jeg er kommet hjem“. Igen skorter det ikke på citatværdige og præcise linier hos Laursen, der har noget af Allan Olsen’s jovialt beske vid og bid.
På ‘Den danske sang’ dukker der blæsere op, mens der går fuld folk i den på ‘Langt væk herfra’, som er en ode til hjemstavnen, “hvor du kan tilbede lige det du vil//Hvor du ikke behøver spise frikadeller til“. Ja, måske er det en egentlig en idealiseret (fortidig og fremtidig) version af Danmark, Laursen besynger – “Send mig hjem igen//Hjem til et land som jeg kan kende,” som det lyder i omkvædet.
Også ‘Håb’ udspiller sig på en folk’et bund, hvor en banjo også stikker snuden frem. Måske ikke albummets stærkeste stund, men igen et sympatisk budskab strikket sammen i et medrivende sprog og med solid musikalsk underlægning.
Ballader er der også blevet plads til i form af den dæmpede ‘Isabella’ og den vemodige ‘Rosalina’, men Laursen står dog stærkere i den mere krasse kritik af samfundet og tidsånden. ‘Solgt min sjæl’ er således en ganske medrivende størrelse, en form for anti-arbejdshymne, om hvordan man bliver fanget af et arbejde, fordi man skal have en økonomi til at hænge sammen, med hus og bil, og så videre. Den er i øvrigt bygget på sådan en folk-bund, der med relativt få greb kan gøres ekstra eksplosiv i en live-situation.
Den hjemløse får også en hymne i form af ‘Jeg kom til Vesterbro’, hvor fortælleren har hjemme på gaden på Vesterbro, og blæsere løfter musikalsk, på et nummer, der ellers godt kunne være blevet en traurig omgang socialrealisme – men fordi Laursen kan skrive interessante linier, og fordi blæserne faktisk fungerer supergodt, står nummeret også ganske stærkt.
Endelig er der så en genganger fra EP’en i form af drukvisen ‘I morgen kan du komme igen’, hvor det lyder til Laursen’s vokal har fået en ekstra omgang med sandpapir og snaps – “Sidste omgang, min ven//Du skal hjem i seng//Men i morgen kan du komme igen“. Der er ingen tvivl om hvor Laursen’s sympati ligger – den er hos dem, der ikke passer ind i den regnemaskinefikserede konkurrencestat og forbrugersamfundet, hos et Danmark, hvor der er lidt højere til loftet og alt ikke handler om produktivitet og penge. Det er svært ikke at have sympati med, selv om der også er mere end et skær af nostalgi over udtrykket.
Nutidslevn fremstår således som et sympatisk, jordbundent dansksproget folkalbum med noget på hjerte og en sangskriver med en skarp pen. Det lyder også som noget, der lige så vel kunne være skrevet i 70’erne det meste af tiden, men det gør sådan set ikke teksterne mindre relevante – og som sådan er titlen Nutidslevn også ret rammende – og musikalsk er det solidt, uden at være prangende. Er du på udkig efter dansksproget folk, hvor kanterne ikke er slebet af, og hvor vokalen er mere ru sandpapir end rene harmonier, så er Laursen et navn, du skal tjekke ud. Nutidslevn høster 4 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
