Laurtis Emanuel er endnu et skud på den blomstrende dansksprogede gren af rockmusikken, denne gang rockmusikken i meget bred forstand. Så bred, at affæren bliver noget rodet over et helt album. Dertil kommer, at det bærende element, vokalen, ikke helt fanger denne anmelder.
Nogle plader er nemmere at anmelde end andre. Især når der er flere genrer repræsenteret af samme kunstner på samme plade, er det en udfordring. Ofte bliver det rodet for den lyttende, og med mindre der er enten et meget stærkt tekstmateriale, genial produktion – eller en tydelig rød tråd, så bliver oplevelsen ofte mere frustrerende end positiv.
Laurits Emanuel falder i den grad i gryden og har med Midlertidig Mening begået et noget rodet værk. Og uanset hvor meget det i pressematerialet forsøges at gøre det til en styrke ved pladen at der er forskellige genrer, så holder det bare ikke rigtigt i længden.
Vi bevæger os ellers langt rundt – fra hvad man på færøsk kalder ‘brorsonsang’ (“Ødemarken”) til nærmest Rasmus Nøhrsk naivisme med skomagerbas (især “En smuk og dejlig dag”, “Ud i livet”) – og så et smut omkring rock og mere patetiske (nej, ikke ynkelige – patetiske!) strygere…
Det gennemgående er Laurits Emanuels stemme – som i min bog desværre ikke er stærk nok til at kunne trække pladen hjem. Det er ikke fordi den ikke er velindspillet – lyden eller produktionen fejler ingen ting – men det endelige udtryk bliver lidt rodet og mudret.
Der synes at være en stærk opblomstring i dansksproget ikke-pop musik for tiden. Allright, den har aldrig rigtig været væk, men siden Sterling-bølgen har der ikke været så meget dansksproget pop/rock i mainstreamen som nu, med Sonja Hald og The Minds of 99 som stærke bannerførere. Men Laurits Emanuel rammer på ingen måde den humor og sarkasme, vi oplever hos Sonja Hald – og aldrig energien, der kendetegner The Minds Of 99.
Ret skal være ret, og Laurits Emanuel er også ude i et andet ærinde: Pladen er blevet til på baggrund af et dødsfald, hvor en ellers meget aktiv Laurits Emanuel lukkede sine bands ned og måtte reflektere for at komme videre. Således åbner pladen med den ærlige indgangsbøn ”Jeg prøver at synge / for at glemme dig” og sådan fortsætter “Jeg ved ikke hvor jeg er…” som en regulær sørgevise.
Og selv om jeg finder det sympatisk at prøve at bearbejde en sorg gennem kreativitet, så rammer det mig bare ikke rigtigt. Det er i virkeligheden ikke så kreativt, når alt kommer til alt. Og skal man – indrømmet, lidt uretfærdigt – sammenligne med andre danske sørgeplader (som Kashmirs The Good Life), så savner Laurits Emanuel lidt at forføre lytteren. Både i tekst og musik.
Stærkest står for mig singleudspillet “Den første sol i sprækkerne”, som rocker fint og ukompliceret derudaf, og om end jeg ikke er helt overbevist om omfanget, så fascineres jeg af “Ødemarken” og “Og månen den var fuld”.
Sidstnævnte sange starter stille ud, med masser af patos med nedtonede akustiske instrumenter og Laurits Emanuels stemme giver faktisk her god mening. I sagens natur vil et nummer på ni minutter (“Ødemarken”) få et episk præg, og især i omkvædet nærmer vi os noget af den Queen-inspiration, der omtales i pressematerialet. Tænk her både tidlig og sen Queen. Og for at det ikke skal være løgn, så lukker nummeret ned med en lang, mere stille epilog (eller kører over i “Og månen den var fuld”), hvor minderne vælder frem i teksten og melodien fint støtter op. Det er ret modigt gjort og undgår at blive (helt) musical-agtigt! Og Christ! Om ikke Gud endda bliver påberåbt til sidst!
Underligt nok fortsætter pladen så med “Og månen den var fuld” (en næsten eksakt gentagelse, med lidt anden intro) men en separat skæring – det må næsten være en fejl i presseversionen?
Bevares, det er ømt og fint – men to gange?
Var jeg nu stor fan af Laurits Emanuels stemme, ville jeg bestemt nok have haft mere sympati for det til tider naivistiske, til andre legende udtryk. Og der skal såmænd nok være fans derude, som vil beundre både stemme og udtryk.
Men det indtryk, jeg sidder med, er bare forbandet ujævnt – Som det ofte ender med i med den slags plader, så virker det som om det vil for mange ting på én gang. To EP’er havde måske været mere på sin plads? Det kunne være, det ville have givet mere permanent mening…
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Laurits Emanuel på Facebook
