Laura Illeborg er tilbage efter en pladepause på næsten et årti. Desværre føles albummet ikke blot en smule bedaget, men ville nok have problemer med, at fremstå godt til nogen tid.
Det kan lyde lidt hårdt, og karakteren afspejler jo også, at det her bestemt ikke er noget jeg fik armene i vejret over, men jeg synes faktisk ikke engang det er unfair. Tværtimod.
Men, ret skal været ret, selve den musikalske del, der i vid udstrækning fungerer som en slags dæmpet og rolig underlægning til Illeborgs vokal og tekster, er ganske smagfuld og kompetent udført. Det er heller ikke hvem som helst Illeborg har allieret sig med, hvor en kapacitet som Knud Møller på guitar viser sit værd. Men selv en af landets mest ferme og anerkendte guitarister kan ikke hive selve sangmaterialet, især teksterne, op af dynget.
Det er nemlig, sammen med Illeborgs noget altmodisch måde at levere dem på, med en “klassisk”, men ikke videre karismatisk eller stor stemme, den ekstremt klodsede og gumpetunge lyrik der trækker udgivelsen ned. Det er kort og godt noget makværk og i alt for mange og lange perioder tåkrummende at lægge ører til.
De veksler mellem temmelig lige-ud-af landevejen situationsbeskrivelser og fortællinger, som i åbneren “Da du gik lige forbi”, der beskriver det at sidde på en café og blive ramt af lynet af, ja, en der gik forbi, og mere små/lommefilosofiske hverdagstænksomme sange, som “Folder en t-shirt”. Her vandrer hovedpersonens tanker, mens hverdagens pligter udføres. Ingen af delene virker, i min optik, det mindste, fordi ordene og sproget aldrig føles eller bliver levende, men i stedet styrter til jorden med et brag, eller falder over sine egen versefødder.
Det optager mig meget, at tiden går
Om jeg vil brændes, eller begraves
Kan det læses i stjernerne, de veje vi går
Har vi været her før, og hvis og hvornår?
Jeg folder en t-shirt og flytter en sko
Mon Gud er himlen, eller I min tro?
Jeg folder en teeeeeee-shirt, flytter en sko
Leveringen af sidste linje lyder næsten (ufrivilligt) komisk og anstrengt, men det er også det eneste der er at grine af. Det ser måske ikke SÅ slemt ud på skrift, men når man hører det leveret, på den måde det bliver her, så kommer det til at fremstå påtaget tænksomt, og som noget i bund og grund banalt, eksistentielt vrøvl.
Aftenstemningen sniger sig ind i den tyste “Månen er i Aftagende”, hvor det indledningsvis lyder:
Månen er i aftagende ligesom jeg
Der er dog en afgørende forskel på Månen og jeg
Om en to ugers tid er den ung igen
Men med mig, men med mig, men med mig
Er der kun én vej.
Jeg kan godt høre hvad der sigtes efter her, og det er jo ikke direkte forkert, at man kan sige Månen “starter forfra” med sin cyklus, set fra lige der hvor DU står, men…. kors i skuret noget bavl og en metafor, der bare ikke fungerer for mig. Jeg bliver helt træt, og begynder automatisk, at tænke over hvad der ellers kan være af forskelle på Månen og et menneske… der er flere end man kan nå at liste på de søvndyssende 2 minutter og 53 sekunder nummeret snegler sig afsted.
Meeeen, Illeborg, er ikke færdig med at filosofere og spekulere over det store verdensrum, og udøve lemfældig omgang med fysikken og videnskabens love og regler.
Jeg sad på en solvarm sten og så stjerner tændes én for én
På den lysende sommernat
Så både himlen og jeg endte oplyst og stjernebesat
Jeg forsøgte, at tælle dem
Og nåede også frem, til cirka ettusindeogfem
Indtil daggryet lagde sine gyldne striber frem.
Der bliver ikke talt hurtigt i “Stjernebesat”, hvor vi er nået 10 numre ind i det 11 numre lange album. Det strækker sig godt nok kun over 32 minutter, men det føles som det dobbelte, både fordi, den ellers vellydende baggrundsmusik, periodevis truer med at gå helt i stå, men især fordi teksterne skiftevis dræner mig, eller får mig op i det røde felt. En helt igennem udmattende affære.
Måske en tur på beværtning og lidt til ganen kunne kvikke en op? Absolut ikke, turen med Mugger på værtshus, “Sidder På Femmeren Med Mugger”, ja, de fleste sanger hedder nøjagtig det de handler om, eller er bare sangens første linje, er bestemt ikke den opstrammer man trænger til godt halvvejs igennem Det Går Tit Godt.
Egentlig så kommer vi ikke her på Femmeren så tit
Mest når vi har noget af fejre, eller når vi har grædt og lidt
Det hjælper, at sidde med hinanden ved et bord på hver sin stol
Os to, Månen derude og en blå Ga-jol
…. lad så den Måne være i fred, dame!
OK, det er simpelthen som om ilten suges ud af lokalet og ordene ikke kan få luft, og ligger livløse tilbage. Jeg kan ikke helt præcist sætte en finger på det, men den her tekst trækker heller ikke vejret, det er bare… død tekst på et stykke papir, eller en skærm, eller i dette tilfælde i en ret fin, guitar-båret serenade-klingende indpakning.
Indpakningen er ligeledes indbydende på “Der er stjerner over Fredensbro”, hvor også en virkelig lækker andenstemme formår, at give det hele et løft (den optræder et par steder på pladen, i alt for korte glimt). Til gengæld er det lyrisk her pladen brækker halsen helt, kun to numre inde, efter den lidt livløse åbner “Da du gik lige forbi”. Teksten er nemlig på dansk OG engelsk, jaha, længe leve Nephew, så klapper vi i takt, din wannabe Simon Kvamm!
Der er stjerner over Fredensbro tonight
Og ønsket om, at get it together and get it right
Mens de lysende stjerner shiner bright
Over Fredensbro… tonight
PLASK, så hoppede undertegnede ud fra en bro, just to make it stop, don’t help me op before this is over, om det så først er til oktober.
Der uddeles 1 stjerne for den til tider ganske betagende musik og den flotte andenstemme, og for hvad jeg er sikker på et eller andet sted er en behjertet og oprigtig indsats fra Laura Illeborg. Jeg er sikker på, at hun er et dejligt menneske, der er god til at lade tankerne vandre og fundere lidt over livets store og små spørgsmål. Men Det Går Tit Godt tenderer til, at være årtiets mest misvisende titel, hvis man relaterer det til kvaliteten af de tekster, der er kommet ud af Illeborgs eftertænksomhed.
Det er ikke en ond plade, men den gav mig ondt i hovedet.
Af Ken Damgaard Thomsen
