Mørket kommer og med brutalitet og påmindelser om norsk industrial leverer Late Night Venture på V: Bones of The Extinct en stærk omgang post-metal, der rummer desperation, dramatik og ikke alt for meget håb for fremtiden.
Når en genre får et præfix i form af post- er der altid lidt en fare for at det bliver noget rod. At noget kommer efter noget etableret, som fx post-rock, post-punk og post-metal, betyder at man strejfer fra genrens typiske definitioner – og inviterer nyt ind.
Det kan hurtigt gå galt, men for Late Night Venture er det på Bones Of The Extinct lykkedes med stor succes. For selv om det til tider bliver meget dramatisk – ikke mindst med nærmest spoken word-sektioner – så hænger lyd og udtryk overmåde fint sammen.
Det er brutalt. Det er desperat. Det er post-metal, hvor elektroniske aspekter inviteres ind, men aldrig får hele opmærksomheden. Og så er det klassisk byggende op over tid og der er masser af suspense-release.
Hvilket jo bare er en uhyrlig stærk effekt.
Som et lidt ’sjovt’ twist på denne effekt opleves den desperat brølende vokal i ‘Reappear’ ret meget som release for den dramatiske baryton, der ellers har været definerende. Noget siger mig, at det plejer at være omvendt.
Nummeret sender i øvrigt tanker til norske Vampire State Building i sin ret synth-drevne tilgang krydret med gode, tørre grinds.
Pladen er endnu et backlash fra nedlukning og dystopisk vision for fremtiden, når vi nu ikke rigtigt gør noget for at sikre fremtiden. Det er ret vredt i glimt. Fedt.
Åbneren starter med en ret nøgen, tør guitar men snart bliver vi blæst bagover af en screamende vokal og et sludget tempo: Det er vredt, teksten handler om vreden som spejlet i naturens rasen og en synth lægger et tidligt kontrapunktisk tema ind. Wow. Så er vi i gang.
‘Mammut’ er et rigtig fint navngivet nummer, da det med tunge toner tramper derudaf over synths og fornemmelsen af mastodonter er hurtigt etableret. Det er igen som en beskidt Vampire State Building, med de der synths og smadret lyd… Og, nåh ja, desperat screamvokal. Igen fedt.
Når der synges egalt bliver det dog lige dramatisk nok; det er som om at når sådan en flosset baryton ytrer sig, er der en risiko for at det kammer over og bliver lidt for alvorligt.
Jeg æder den dog – ikke mindst fordi det tilbyder en variation i udtrykket og det er ingenlunde pinligt at lytte til. Bare en smule meget.
Men det er faktisk også det eneste hår, jeg kan finde i suppen hos Late Night Ventures.
EP’en – eller pladen? – står overbevisende fra ende til anden og kan virkelig rette en knytnæve mod mellemgulvet i passager.
Hvad den dog ikke helt kan, er at fremkalde den vederkvægelighed, man kender fra post-rocken. Det behøver den heller ikke. For det er nok et lidt andet ærinde, pladen har: Desperation, opråb og så i øvrigt at spille noget smadret, dramatisk musik.
Det er svært at være utilfreds med – stor anbefaling herfra!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
