Late Night Venture har med Tychonians begået en fin, lille plade, der opererer inden for post-rock med doom-elementer. Lidt mere vildskab efterlyses dog i sidste ende.
Tychonians er en titel, der refererer til Tycho Brahe – og det etno- (eller i dag: ego-)centriske verdensbillede, han levede i. Flere af pladens numre har dermed også astrale navne som ‘Stjerneborg’ (Brahes observatorium, red), ‘Nebula’ og ‘Halo Orbit’.
Der er nærmest tale om instrumentalmusik – pånær ‘Moon Shone On White Rocks’ og ‘Halo Orbit’ hvor lidt dyb vokal kigger frem i passager fra støjinfernoet. Musikken er både velspillet og til tider nærmest catchy med de tunge distortion-flader, der afløses af guitar eller synth(eller synth-lignende guitar)-temaer.
Post-rock er på én gang utrolig simpelt og voldsomt avanceret. Det simple består i, at det er en genre, der kræver tid – man skal have tid/overskud til at lade sig drive med i de mere sfæriske stykker. Men samtidig er det også det, der gør genren avanceret; man bliver nødt til at holde lytterens interesse med detaljer, dynamik- eller temaskift og små overraskelser, når nu der ikke er en tekst, der kan bære et nummer fremad. Gør Late Night Venture så det? På Tychonians er der i hvert fald både detaljer og sfæriske stykker.
Jeg er bare ikke helt sikker på, at Late Night Venture med deres kontrollerede (vel)lyd formår at rykke mig ud af en fornemmelse af, at det hele er lidt for sikkert. Enkelte passager virker måske lidt underlægningsmusik-agtige og savner lidt kaos, dynamikskifte – eller noget tredje.
Umiddelbart tænker jeg ikke, det er musik, jeg ville synes var særlig fantastisk live – men så igen; med den bund, der af og til lægges for dagen, kan lidt mærkbar bas i brystkassen gøre underværker! Og ja, jeg ER en sucker for post-rock og der er ikke en finger at sætte på Late Night Ventures teknik eller indspilningen i øvrigt.
Der er endda leget med noget, der minder om reallyd – ‘Nebula’ har nogle slag, der kunne lyde som slag på store metal-plader og flere gange kommer der lyde ind, som enten er frembragt af meget outrerede guitar-gains, eller noget, der vil forudsætte en større trailer for at medbringe, når drengene turnerer. Genren tro er det nogle gode, lange numre, og selv om der kun er seks numre, er det et fuldlængde-album.
Bedst fungerer for mig pladens sidste nummer, ‘Praha’, som jeg antager må være en hyldest til Brahes sidste (eller er han for øvrigt ikke blevet flyttet?) hvilested. Der er et fint, lille guitar-tema, der får lov at kigge frem, for så at løftes af orkesteret i mere intense sessioner – og sådan bølger nummeret rigtig fint frem og tilbage, og kan principielt gøre dette i den evighed, døden udgør.
Det er sgu meget fint!! Men selvfølgelig også noget, man må læse sig til, da musikken ‘blot’ giver nogle lækre flader, der står noget mere åbne for tolkning.
Lyttes der til Tychonians uden det ellers meget fine narrativ omkring Brahe, så vil indtrykket være at det er velspillet, velproduceret album, som dog ikke for alvor løfter sig op til et lytte-niveau. Det er en forbandet stor kunst at lave instrumentalmusik som man bliver nødt til at vende tilbage til, og Late Night Venture er gået efter en formidabel produktion. Men måske er det netop vildskaben, der ikke bliver vild nok?
Måske er Tychonians i lidt for høj grad en repræsentation af den matematiske eller fysiske calculus, der udgør videnskaben om himmellegemerne, end det kaos eller den følelse af at være så ubegribeligt lille, når man kigger mod stjernerne?
Det er en god plade, men ét eller andet sted lover den mere end man får. Til trods for mine reservationer ovenfor, vil jeg voldsomt gerne opleve, hvordan musikken leveres live – for min nysgerrighed er vakt! I den sidste ende mangler jeg dog vildskab og kaos og må derfor give Tychonians fire stjerner.
Sluttelig vil jeg give stor, stor cadeau til projektet! Jo flere post-rock bands vi kan mønstre i Danmark – og da især gerne med det skandinaviske islæt, Tychonians har i både narrativ og feel – jo bedre!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Late Night Venture på Facebook
