Lasse Storm tager favntag med den udfordring det er at skrive tekster på dansk. I stedet for at fremstå vittigt, sarkastisk eller som en homage til de på pladen nævnte steder, kommer pladen til at virke navlebeskuende og (an)klagende. Det er ærgerligt for en plade i en genre, hvor netop teksterne står centralt.
At skrive tekster på dansk er underligt svært; der er en risiko for at skabe noget underligt fladt, plat og søgt. Noget, man på underlig vis kan slippe noget nemmere om med på eksempelvis engelsk.
Lasse Storm gør dog et forsøg og som dem, der mestrer det danske sprog, forsøger han også at tilføje noget underfundighed, nogle sjove sproglige vendinger og dermed styre ind i stormen.
Problemet er, at Holmegaardsvej… kun i begrænset omfang lykkes med dette. Der er ret meget tale om en-mand-og-en-guitar sange, ofte med blues-tilsnit og så disse danske tekster. Der er noget vrængende over udtrykket, hvilket C.V.Jørgensen har gjort til en ’thing’ i dansk musik. Hos Storm bliver det dog lidt strengt at høre på.
Hvad værre er, at teksterne nok er personlige, men ofte alligevel underligt uvedkommende. Jo, jo, ung fuld og dum er da et tema, vi alle kan være med på – men skomagerbassen og den vrængende vokal gør det mindre end appetitligt.
Og så igen: Afsluttende ‘Miss Dannevang’ fungerer fint på sådan en Wilco-agtig måde, hvor metaforer som ’et ufrivilligt pitstop mellem Hjørring og Bjerringbro’ og ’har du lykkeligt glemt mig / som et melidenheds-blowjob’ da fremkalder lidt smil og i øvrigt refererer til Jørgensens tæsk i netop Bjerringbro.
Men det er også et ret enligt lyspunkt. Decideret forfærdeligt bliver det i ‘Hey Mama’, som ellers handler om at trække sig selv op fra et hul [her havde vores anmelder fortolket teksten forkert jf. kommentar nedenfor, det er nu redigeret, red.].
Der er ti numre på Holmegaardsvej og Andre Historier, ofte refererende til steder som Vordingborg, udflytning fra Kastrup og andre lokationer. Problemet er at det aldrig rigtig bliver en homage, men mere virker som en klagesang, hvor det virker som om, stederne får skylden for at livet ikke helt lykkes.
Det er lidt synd, for der spilles egentlig fint og genren råber på storytelling – Anken her er at historierne ikke er så mindeværdige og i hvert fald jeg får som lytter mere antipati end sympati med sangeren i denne (an)klagende stemmeføring.
Der er, med andre ord, noget i vejen med de tekster og i en genre, hvor de står så centralt, i mine ører. Jeg vil ikke afvise at denne plade kunne spille i visse caféer – måske i Kalundborg? – og sætte en jovial, country/blueset stemning. Men ve dog den, der lytter for meget til fremførelsen og teksterne.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Fair nok, at i ikke kan lide kan lide pladen. Det er en ærlig sag. Men at skrive jeg opfordrer til selvmord på sangen “Hey mama (Søvnløs Blues)” er lodret forkert. Tværtimod er det en sang om, at finde uanede kræfter til at trække sig selv op fra det hul, hvor den slags tanker huserer. Jeg mener også, teksten er ret tydelig omkring det, og jeg tror godt jeres anmelder ville have kunnet høre det, hvis han havde lyttet mere, i stedet for bare at lede efter kritikpunkter.
Det kan godt være jeres anmelder ikke selv kender til det, men det er vi mange der gør herude. Derfor har jeg den sang med på albummet. Fordi, hvis der er nogen, der går derude med de her tanker, og har brug for at høre, der også er andre som kender til det, kan det måske være et tiltrængt lyspunkt for dem.
Derfor vil jeg gerne have i ændrer den part i anmeldelsen her. For jeg vil på ingen måde være med at til at lægge navn til, at jeg “truer med selvmord” eller andet, der på nogen måde kan tolkes som en opfordring til det. På forhånd tak. / Lasse Storm