Duoen Langsyn er tilbage med 8 nye numre under titlen Til Sommeren, der da også emmer af sommerens dufte, lune aftener og varme farver. Kort sagt lidt udenfor sæsonen, ligesom deres melodiske, dansksprogede rock også lidt for hurtigt bliver.
Tilbageskuende, er vist et ord man godt kan hæfte på Langsyns lyd, uden at fornærme nogen. Det virker som om der er skævet til de store folk-rock koryfæer som Young og især Dylan, og danske sjælefrænder som Niels Skousen og en sjat Dissing. Det er sådan set et rigtig solidt udgangspunkt, men Langsyn mangler, ud over egne idéer, stærke sange, mere interessante tekster og noget variation for, at det hæver sig over middel.
Faktisk ender den samlede oplevelse med, at falde under middel, hvilket er en skam, for jeg synes sådan set det hele virker meget sympatisk og behjertet. Det er bare ikke sådan… rigtig godt. Måske løber Langsyn bare lidt for hurtigt tør for idéer og genbruger så de samme igen og igen, så det bliver en kende trivielt at høre på? Jeg har ikke talt det, men jeg synes eksempelvis, at “månen” dukker op i teksterne lidt for ofte.
Det er måske en lille ting, men jeg havde fået nok af månen efter den rockede “Månen er let i nat”, hvor også vokalen kommer noget på slingrekurs. Der synges på den måde, hvor første tone måske ikke rammes helt rent og så rettes kursen til ved at trække sætningen, eller enkelte ord, i halen og vi rammer et eller andet i sidste ende. Det er et stilmæssigt greb, det kan man så synes om eller ej, jeg synes eksempelvis at det fungerer fremragende når en mand som Niels Skousen kaster sig ud i det. Men han ha også nogle ord og tekster, som kan bære det og hvor det kommer til at virke som en forstærkende effekt. Her bliver det bare meget hurtigt repeterende og en kende enerverende.
Det starte ellers rigtig godt med titelnummeret “Til Sommeren”; som jeg faktisk synes er en ret stærk sang. Der er saft og spyt i mundharmonika-introen, en god, omend genkendelig, folk-rock traver melodi, hvor også Dylan møder Skousen vokalen på sin egne små-skæve præmisser fungerer. “Morgendis og lys” midt på pladen og afslutteren “Blomsterne”, er beslægtede i stil og klang, hvor der især er godt med sus i mundharmonikaen, der hyler på den helt rigtige måde, i førstnævnte. Fine numre, som sådan, men her sætter lyrik-fatiguen virkelig ind, når der kredses om morgen og mørke symboler i “Morgendis og lys”.
Når vi i “Blomster” når til “sjælen går omkuld på Natsværmervej, insektets vinger er penslet med bly”, så sidder jeg reelt og tænker om det bare er ord der er sat sammen, fordi de på en måde lyder fedt og lidt poetiske, eller om der er en dybere mening bagved? Selvfølgelig er der det, men når man har lyttet til 7 forudgående numre med samme “poetiske” udskejelser, så begynder man at savne noget andet og mere. Det kan godt lyde poetisk, uden at det nødvendigvis er stor kunst – sådan ender det her, desværre, lidt med at lyde.
Men, “der er et håb, baby, det hænger stadig ved”, som det lyder et sted. Jeg tænker, at Langsyn bare skulle komme lidt mere ud i solen, væk fra forbillederne skygger, de tynger i dette tilfælde alt for meget. Og så ville jeg måske, kort og godt, skrue ned for det lyriske og poetiske ambitioner og prøve mig med noget meget mere håndgribeligt og ligetil, der matcher de enkle, men ellers ret fine, melodier. Som det er nu, så er det samlede indtryk lidt for ordinært, når det ikke lige bliver semi-belastende i det lange løb.
Dermed ender Til Sommeren, trods spredte lysglimt, også med at falde lidt til jorden som samlet oplevelse, i stedet for at blive løftet op af den sommerbrise der sigtes efter.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Langsyn på Facebook
