Er Tom Waits en genre? I så fald er Lamwoc på sin EP en ren shoe-in i netop denne genre.
Den skraldede lyd og vokal skraber sig igennem højttalerne og bortset fra et enkelt covernummer, Dwa Serduszka, på et slavisk sprog (jeg gætter på polsk?), kunne det for så vidt godt have være Waits det her.
Eller. Det er ikke de samme narrativer som Waits, der har en forkærlighed for at fortælle om skæve eksistenser i førsteperson (den lurede Kashmir vist også i starten!), men lyd-udtrykket er sammenligneligt.
Den noget kantede æstetik går dog fint i tråd med titler som Dr. Knox, der omhandler en doktor, der eksperimenterede på døde og på den konto er der paralleller til hvad jeg godt tør kalde oplægget.
Selv instrumenteringen er klassisk skramlet og har lidt præg af noget baggårds-sanger æstetik, hvor instrumenter kan være efter det forhåndenværendes princip.
Det spilles dog ganske tight og overbevisende (inden for genren) og man er på den konto i godt selskab hvor tingene passer fint sammen.
Så er der selvfølgelig det der cover. Det gør egentlig alt det, et cover skal – tager og ændrer udtrykket uden at udvande et ellers stærkt nummer. Men det virker også lidt sært. Hvilket er lidt mærkeligt at sige om en sang på en EP, der bestemt ikke søger mainstreamen. Men det stikker bare lidt ud…
Det ændrer dog ikke på, at EPen fremstår overbevisende og undgår at blive en pastiche over Waits. Det ville i øvrigt næsten være svært.
EPen afsluttes i øvrigt rigtig fint med en kvindelig b-vokal til at støtte op om røsten, der ellers er så rusten.
Spørgsmålet man kan stille til EPen er nok ikke så meget på kvaliteterne, med om der er noget behov for en plade, der på den vis læner sig så meget op af en mand, der har mere end 20 udgivelser bag sig?
Jeg hælder lidt til et forsigtigt ’ja’.
Både fordi genren har noget klassisk over sig; man vil jo heller ikke udfordre et nyt bluesband på, at de spiller blues – som så mange andre har gjort før. Men også fordi den gode Tom jo er ved at være oppe i årene og det nok ikke er sandsynligt, jeg får ham at se live.
Så er dette vel et bud på netop at opleve dette…
Så for al sin genkendelighed og et ret åbenbart oplæg, så er det stadig en fin, lille og ganske overskuelig EP som godt kunne ryge på når man var i stemning til grov stemme over skraldede jazz-instrumenter.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
