Klassisk electronica er måske ikke dét, folk forventer mest at læse om på GFR. Men lørdag aften var vi alligevel ude og Troels-Henrik fik en oplevelse af de større med dark-electronica-duoen Lamb på Voxhall.
Mit første bekendtskab med Lamb var, da bandet med ‘Górecki’ sneg sig ind på Det Elektriske Barometer i 90erne og selv om jeg i den grad hylder dette storartede nummer, har bandet ikke betydet super meget for mig: Der var andre at lytte til, de brugte jo ikke rigtigt guitarer – og i virkeligheden var debut-pladen sådan lidt rigeligt big beat-agtig, når alt kom til alt.
Dog havde jeg fanget, at bandet rummer noget mørke, kulde og dybde, der ligger ud over dét – og dét kombineret med at én af mine nære veninder har Lamb som favoritband, førte mig ind i mørket på Voxhall. Scenen var i øvrigt sat rigtig fint af det danske efterår: Dagen havde været én af dem, hvor vi aldrig ser solen og hvor et tungt skydække enten leverer eller truer med at levere masser af regn. Scenen var med andre ord sat til en oplevelse af de lidt mere mørke.
Voxhall havde allerede i oktober lavet et open call for at finde support til aftenen, men ingen havde – måske forståeligt nok – meldt sig. Det betød at det generelt ret voksne publikum allerede ca 21.05 kunne hilse bandet velkommen på scenen: Ud over Andy Barlow (keys) og Lou Rhodes (sang), bestod bandet af bassist, trommeslager og cellist.
‘Phosphorous’ indleder både koncerten og Lambs seneste album, The Secret of Letting Go og tonen bliver allerede tidligt slået an: Stærk, rå og cool live-produktion med en tilsvarende cool vokal leveret af Rhodes. Der er noget fortællende, fremtoningen er let koket og meget overskudspræget og en kommentar senere om forvirring om, hvilken dag det er, vidner om at netop dén slags mondæne detaljer ikke er så vigtige: For der bliver leveret professionelt, tilstedeværende og uden slinger i valsen.
Eller: Det vil sige, at andet nummer faktisk må startes to gange grundet monitor-bøvl, men Lamb er en rutineret størrelse, der ikke lader den slags småting slå sig ud. Under andet nummer får vi øvrigt hørt hvordan sådan en cello med diverse effekter virkelig kan noget i et lydbillede og oven på synth-strygere bliver det på Voxhall klart, hvordan det mere organiske instrument bare rammer… bedre? I hvert fald mere end supplerende…Tungt strygerarbejde, insisteren på at være ’på’ fra Rhodes og generel vilje til at komme ud med musikken gør, at småfejl hurtigt fortaber sig i glemslen.
Under tredje nummer, ‘We Fall in Love’ går det op for mig, at det faktisk er en potentiel ret festlig koncert, vi er kommet til: For selv om Lamb opererer i den mere ’blå’ ende af skalaen, bliver nummeret i den grad leveret dansabelt og dekadent på en måde, så et blik ud over publikum afslører, at vi ikke bare er kommet for at stå stille og lytte. På scenen gløder glødepærer op i takt med intensiteten i musikken og slukkes, når det bliver sart. Billigt træk? Næh, for som alt andet så fungerer det for Lamb.
Under femte nummer, ‘Imperial Measures’, beder Rhodes publikum om at være stille og glædes over, hvordan vi nærmest instinktivt følger hendes anvisninger: Det hører med til historien om aftenen, at det ikke blot er bandet, der er på: Publikum er også lyttende, deltagende. Med. Det mere stille nummer sniger sig under huden, og bandet hiver så en pumpet version af ‘The Secret to Holding On’ op af hatten bagefter: Vi skulle jo nødig gå i stå – selv om nummeret sikkert leveres med ro, slag i gulvet og dét der mørke i baggrunden.
Tre gange igennem koncerten får vi instrumentale intermezzi og det første falder nu, hvor bandet introduceres af Barlow hvorefter der jammes lidt mens Rhodes er af scenen.
Det lugter lidt af klub-stemning, men det er – trods alt – en koncert, så selv om Barlow har hænderne over hovedet flere gange, så ER det altså stadig en koncert. Netop her så med lidt runde-solo.
Rhodes vender tilbage til en sej levering af ‘Gabriel’, hvor et roligt The Funky Drummer-beat bærer os igennem mens Rhodes’ vokal står knivskarpt. Ja, faktisk leveres nummeret så stærkt, at jeg når at tænke, at det ikke er tilfældigt at ingen har deres telefoner fremme: For hvis man tror, man skal være andre steder på denne aften, tager man fejl. Det er stærkt, det her!
‘The Other Shore’ bliver på samme konto decideret rørende og de for mig overraskende poetiske tekster leveres med overskud, vilje – eftertænksomhed? Det er fedt, det her! Det er på én gang pumpet, poetisk og holdt nede af stærk integritet. Oven på det får vi tid at tænke i endnu et intermezzo og publikum tier igen, da Rhodes vender tilbage og med hånd-gestikuleren viser, at nu skal vi være stille. ‘The Silence Inbetween’ bliver en patetisk manifestering af, hvad Lamb er: Sart, viljestærkt, pumpet, blåt, stille og med konstant fornemmelse af at kunne eksplodere. Stærkt!
Stærkere bliver det dog, da vi som publikum bedes om at synge to akkorder, som så lægges under ‘Lullaby’ (?) One Hand Clap og selv om det er et småbilligt trick at få folk til at synge med, så rammer den lige hjem på denne aften! Faktisk på en vis, så det bliver helt magisk på Voxhall.
Nå. Så er det tid for encore, og vi får endnu et intermezzo efter bandet kommer på, før ‘As Satelites Go By’ leveres stærkt patetisk og virkelig sender pres mod tårekanalerne.
I nærmest græsk-klassisk kjole leverer Rhodes så ‘Backspace Unwind’ med pumpet rolighed og dén der foruroligende stemning, som definerer Lamb, og netop som vi tænker at nu har vi peaket og nok ikke kan forlange så meget mere, leveres ‘Górecki’ selvfølgelig.
Ja, det er en kærlighedssang, der er helt deroppe med ‘Enjoy The Silence’ i kvalitet og hvor man kunne frygte at Lamb efterhånden for dem selv havde slidt dét nummer op, så måtte denne frygt heldigvis være til skamme: For nummeret bliver leveret nærværende, med overskud og med alle de friheder, der nu kan tillades når der ligger et programmeret track nedenunder.
Stærkt. Igen!
‘Trans Fatty Acids’ bliver det sidste nummer, hvor Rhodes får en guitar, og der veksles mellem stille og lange, jammende passager, og vi er som publikum godt fyldt op, da nummeret ebber ud.
Jeg var ikke per se Lamb fan, da jeg gik ind på Voxhall. Og ja, der var laptops, fejl man ikke forventer i den slags kontrollerede miljøer og måske også spor af at musikken ikke var skrevet i går. Men alt blev vendt til styrker. Selv intermezzi med hænderne over hovedet gav én eller anden form for mening og kammede ikke over. Og i centrum står bare voldsomt stærke sange, leveret med stærk produktion og koket, overskudspræget men insisterende vokal fra Rhodes.
Folk, der påstår at det var federe at være andensteds i Århus denne aften tager formodentlig fejl. For publikum på Voxhall fik en stor oplevelse med Lamb!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
