Lake Francis har inviteret mig i en musikalsk Drive-in biograf, lagt armen om mig og prøvet at forføre mig med filmiske og billedskabende tusmørke-toner, desværre må jeg kærligt, men bestemt, sige: “You are really pretty, but I don’t love you”. Tonight Is Lost er på ingen måde spildt eller tabt, musikken fejer bare ikke helt benene væk under mig, så jeg giver efter.
Lad mig med det samme slå fast at ovenstående 4 stjerner, naturligvis, er vejledende og bare én mands mening, men i dette tilfælde er det særligt værd at påpege. For jeg er ikke i tvivl om, at Tonight Is Lost for nogen vil være en 5 stjernet lytteoplevelse, undertegnede manglede bare lige den sidste afgørende følelse af at blive revet med og grebet af den velspillede og flotte indie rock, som Lake Francis uden tvivl leverer på dette album.
Først og fremmest er Tonight Is Lost en meget gennemført og stilsikker plade, den føles gennemarbejdet, sammenhængende og er flot produceret. Særligt imponerende i kraft af, at dette er bandets debutalbum efter en 3 numre lang EP fra februar 2013. Men det er et album hvor min egen fornøjelse af albummet har vist sig at være meget humør betinget. Er jeg i det utålmodige hjørne, eller trænger til at der “sker noget”, så skubbes Lake Francis’ atmosfæriske rocktoner lidt i baggrunden og har svært ved at sætte sig rigtig fast i krop og sjæl. Er jeg derimod “klar” på den slags, så er Tonight Is Lost en behagelig, drømmende og virkningsfuld følgesvend – der dog stadig har svært ved helt at røre mig i hjertet. Jeg bliver simpelthen aldrig direkte forelsket i pladen, dens inddiskutable kvaliteter til trods.
På en måde minder det mig lidt om følelsen jeg har med de senere års Kashmir plader, musikalsk er der også tråde i den retning, fra Zitilites og frem. Gode/fremragende albums på sin vis, som jeg sagtens kan få fornøjelse ud af at lytte til, men jeg bliver aldrig helt grebet og suget ind, i hvert fald ikke i længerevarende perioder. Hvor numrene på Tonight Is Lost melodisk rummer noget af det pulserende alternative rock-drive som Kashmir’s nyere materiale (f.eks. “Surfing The Warm Industry” og “Melpomene”), så sender vokalen mig i stedet for tilbage til 90’erne. Dennis Mejdal’s overbevisende vokal minder mig en smule om Brian Molko fra Placebo, når han er i det mere afdæmpede hjørne. Den er ikke snerrende og nasal som hos Molko, men der er et eller andet i Mejdal’s klang og levering, som sender mine tanker i den retning. Vokalen passer perfekt til resten af det drømmende lydbillede, et drømmende lydbillede der også tager afstikkere til støj-rock i visse passager, men tøjlerne slippes aldrig helt.
Tonight Is Lost er en titel man kan sidde og smage lidt på, og som i sig selv er billedskabende og har noget filmisk over sig – ligesom musikken der gemmer sig bagved. En gennemgående følelse i sangene er en af bevægelse, væk fra eller hen imod noget, at halse bagefter et eller andet og se verden suse forbi. Et nummer som “Most Of The Time” giver fornemmelsen af at se byens flakken lys udenfor en regnvåd busrude. Her smelter de støj-rockede elementer, post-punket kølighed, den nævnte Kashmir’ske pulserende rytme og et fint fængende omkvæd, sammen på fortrinlig vis. Desværre trækkes nummeret ud i 8 minutter, hvor de sidste par stykker bare føles som om de kører i ring. På den ene side giver det en fin meditativ effekt, hvis man er i det lune, men ellers har man bare fornemmelsen af at sidde lidt fast i sangen, uden at man rigtig kommer nogen vegne.
Det lider et af Tonight Is Lost’s højdepunkter, åbningsnummeret “A New Sound Is Coming”, heldigvis ikke under. Her virker de 4 minutters spilletid mere skåret ind til benet, det melodiske drive pumper medrivende fremad, et kort catchy omkvæd holder interessen fanget uden at virke forceret. Et stærkt udlæg, som Lake Francis på mange punkter formår at følge godt op på pladen igennem, dog ikke uden den snigende følelse af at det hele momentvis står lidt for meget i stampe for mig.
Det er ellers ikke fordi Lake Francis trækker mange af de 10 numre længere ud end nødvendigt, men alligevel er det som om små støjende og knasende numre som “Lost Boy” og “Berlin”, og de to afdæmpede og atmosfærisk svævende afsluttere “Hope Motel” og “Stop”, har det med at flyde lidt sammen for mig. Det giver på den ene side pladen et meget homogent udtryk, periodevis er det nærmest som om Tonight Is Lost er ét langt sammenhængende nummer der svæver ud i natten. På den anden side gør det også, at pladen indimellem har tendens til at flyde sammen til en lidt ensartet masse for mig.
Ikke fordi albummet savner variation, vi kommer godt omkring og Lake Francis’ univers føles både mangfoldigt og stort, fra den lettere sørgmodigt afdæmpede “Lost and Found”, den tusmørke beroligende “The Last of the Waves” der er et af de øjeblikke hvor jeg bliver opslugt af både musikken og vokalen, til den ruskende “Move On Little Girl”. Nuancerne er der, jeg er bare lidt døv overfor dem af og til.
Lake Francis kan deres kram, Tonight Is Lost lyder som et ubesværet og selvsikkert orkester der har fuldstændig styr på hvad de vil, uden at det kommer til at fremstå for kontrolleret og stift. Det musikalske bundniveau er imponerende højt og ingen af numrene, trods mine forbehold, falder igennem. Den tabte nat rummer endda et par stjernestunder, der lyser op i det fremmanede mørke. Hvorfor elsker jeg så ikke denne plade mere end tilfældet er?
Jeg må være jer svar skyldig, halv-fesen cliffhanger, I know, men utallige gennemlytninger har ikke rigtig bragt mig tættere på et endegyldigt svar. Til gengæld er jeg, trods mine uforklarlige reservationer, ret sikker på, at Tonight Is Lost er et album jeg godt kunne finde på at vende tilbage til gentagende gange. Både i et stædigt forsøg på at finde et mere tydeligt svar, og fordi, når jeg er i det rette humør til albummet, og i de øjeblikke hvor det rammer mig helt rigtigt, så er Lake Francis en berusende oplevelse. Og en du bør opsøge og teste på egen krop – måske falder du pladask for dem?
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
