Laibach er svært at indfange, men dét man uomtvisteligt får med er deadpan levering, latent humor – og så faktisk også mesterlige numre og performances. Tak for den booking, Voxhall!
Det tyske navn for Ljubljana, men måske bør det på dansk oversættes til ’Lurendrejer’?
I hvert fald er den længe ventede koncert med Laibach på Voxhall en rundtur i det humoristiske, det storisk alvorlige og det lavpandede underholdende. Det tog tre forsøg før koncerten endelig kunne afvikles efter pandemien.
Laibach er ikke én ting.
Tag nu koncertstarten, der ét hurtigt nummer, overstået på 45 (!) minutter. Altså starter koncerten ca 20.15 (i øvrigt efter meget dramatisk opsat klassik / elektronisk musik – klassikere, primært på anlægget) med en række ’satser’ i nummeret Love Is Still Alive / Surfing Through The Galaxy.
Med stærke visuals. Som i country-åbningsversionen består i et C64-spilsagtigt 8-bit show med en semi-nøgen mand, der sidder overskrævs på en raket, mens han fanger hjerter. Men siden udvikler det sig flere gange til noget, der kan minde om rejse-scenen i 2001 A Space Odyssey i takt med at musikken skifter. Kommer vi så igennem alle Laibachs genrer på de 45 minutter? Nej. Overhovedet ikke! For der er mange, mange strenge at spille på for bandet.
Nummeret indledes med den kvindelige frontfigur med sit røde mikrofonhår og en akustisk guitar med simple anslag lægger i ovnen til country.
Denne del synges af Milan Fras med en dyb vokal, min kammerat jeg havde med, senere lidt irriteret beskrev ’som om han bøvser’. Dybt og flosset er det i hvert fald!
Men som nummeret udvikler sig og skifter retning over 45 minutter, ser vi ikke mere til Fras – og når der synges, foregår det næsten udelukkende via en vocoder hos én af de to tangent-mænd, der flankerer scenen.
Derudover består bandet af en trommeslager og en guitarist (til tider med violinbue på guitaren, til tider med en barytonguitar) og percussionisten/sangeren i centrum på scenen.
Hvor er bassen så? Som mange andre ting ligger den enten i et loop på et keyboard eller et backtrack. Normalt er jeg stærkt kritisk overfor backtracks, men Laibach er lige dele teater og koncert, så jeg er helt med her…
Vi kommer rundt om arpeggio-drevede satser hvor et ældre Moog synes at tage en aktiv rolle i soli, men også en mere soundscaped sats, hvor tankerne må sendes til Stranger Things-soundtracket.
Alt dette er pakket ind i visuals – ofte i 8-bit æstetik – og overbevisende lys.
Vi skal også besøge en back-beat rock/surfet sats, hvor visuals bevæger sig fra atomer til sædceller.
Nummeret slutter med at Fras vender tilbage og afsynger et par vers… Og så gør Laibach dét, de er bedst til: Fortæller publikum hvad der skal foregå, uden diskussion og totalt deadpan, stoisk står der på bagtæppet: INTERMEZZO og der tælles 15 minutter ned, mens bandet går af scenen.
Det giver lidt luft til at tænke… WTF???! For det generelt ret voksne publikum har været vidne til noget, der et langt stykke hen af vejen har været meget programmeret, super deadpan leveret – men var det godt?
Ville man i virkeligheden ikke have sablet det her, hvis ikke det havde været et band med en historisk tyngde som Laibach?
Men stadig var det uomtvisteligt underholdende, provokerende (at spille 45 minutter på det samme nummer er utraditionelt) og et langt stykke hen af vejen også lidt humoristisk på en mærkelig på én gang tongue-in-cheek agtig måde, kombineret med denne slaviske stoicisme.
Vi parkerer det under afdelingen for ’kunstneriske opførsler’ og accepterer at Laibachs provokationer nu er lidt mere subtile end at iklæde sig militæruniformer…
Men så vender bandet tilbage til noget HELT andet.
Ja, faktisk åbnes der med en cementering af, at bandet er Industrial-pionerer og i den grad garant for den sarkastisk humoristiske tilgang, den især europæiske industrial har som kendetegn:
Med skriften WAR på bagtæppet spilles med tons tung bas og potent fremtoning mens der nærmest messes Ordnung Und Disziplin. Wow. Det er noget HELT andet og selv om det ikke er ubehageligt, så er det ikke et venligt Laibach, der er vendt tilbage: Nu VIL de noget – hvor meningen med de første 45 minutter må være op til individet.
Dette spor fortsættes med visuals af statuer, der sender tankerne mod Crying Angels mens der igen oven på tung bas og øvrig instrumentering fremføres voldsomme tekster; Ich bin der Engel der Verzweiflung. Ok. Fedt. Stadig med deadpan fremførelse, men nu er det ikke for at dække over en helt så tyk ironi. Nu virker det i langt højere grad som et reelt udtryk.
Men Laibach er jo lurendrejere og derfor følger den lidt mindre dybe (for at sige det mildt) Dunkel Ist Die Nacht som holder sig æstetisk og genremæssigt inden for det industrielle og som sådan er ret fedt – men teksten SKAL også leveres deadpan for ikke at ramme gulvet med et klask.
Men deadpan er Laibachs modus operandi.
Trommeslageren har i øvrigt i denne passage af koncerten en field day og styrer dynamikken og detaljerne – dog konstant med klik i ørerne.
Voldsomt og smukt bliver Ein Untergang med visuals af springvand i slow motion, her og der kørt baglæns. Sejt, groovy spillet og med decideret lækker æstetik hele vejen igennem.
Nu skifter koncerten igen karakter – blandt andet da der skiftes sprog. Er det latin, italiensk eller slovensk? All of the above? Jeg ved det ikke. Men over de næste tre numre bliver det hele lidt mere destruktivt og voldsomt – dissonanser kommer for første gang ind i lydbilledet og der kører engelske oversættelser af teksterne på bagtæppet. Tak for det!
Og bum! Så blev klokken 22.00, bandet går af efter et nummer med fire slag i gulvet og bagtæppet lyser op med beskeden om at ’maybe we’ll be back’.
Bandet vender dog heldigvis tilbage til det første af to encores.
Her leveres en potent version af Cohens The Future – næsten mere Cohen end Cohen, da Fras’ vokal er dybere og mere flosset end canadierens og kvindevokalen lykkes perfekt med den pæne, generiske kontrast. Fedt.
Foran visuals af marcherende soldater får vi en version af Sympathy for The Devil og for lige at køre os HELT over, slutter første encore med en sart kor-sag, hvor kvindevokalen står centralt og som en ekstra, lille magtdemonstration lykkes med at lave en stærkt rørende oplevelse.
Vi kommer godt rundt i følelserne, her!!
Bandet går af og indikerer igen på bagtæppet at der kan være mere at komme efter…
…hvilket der egentlig er i form af et par numre, men her er jeg ved at være godt mør til trods for at der arbejdes hårdt for sagen, med blandt andet den kvindelige sanger på scenekanten.
Da bandet så endelig går af og på bagtæppet skriver ’We won’t be back’ er jeg i hvert fald personligt godt mæt.
En koncert med Laibach er aldrig rigtigt én ting.
Jeg forestiller mig, at kunstnerkollektivet af og til sætter sig ned og med stor stoicisme så siger til hinanden ’kunne det ikke være sjovt at…’ og så omsætter det med stor kompetence og den her deadpan levering. Så må vi som publikum selv finde ud af, om vi kan bruge det til noget, om vi griner, græder eller græmmes…
Det er i sig selv en stor oplevelse at være vidne til. Især fordi publikum hele tiden bombarderes med både lyd, visuals og masser af dynamisk variation.
De første 45 minutter kan vel siges at være generelt dansable – om end det ville være forskellige typer dans. Det havde jeg ikke forventet og var derfor måske lidt skuffet?
Men de tog stik i den anden halvdel af koncerten og jeg følte mig både kørt over, opløftet og til sidst ret træt…
Vi er jo holdt op med at give stjerner her på GFR, men jeg bruger egentlig Michelin-skalaen, når jeg skal beslutte mig for, hvad det har været for en koncert:
– Nederste trin betegnes som god
– Næste trin som så god, at man gerne vender tilbage dagen efter
– Sidste trin betyder, at det er værd at rejse efter i sig selv
Laibach havner her på midterste trin – to stjerner, om du vil – for jeg ville hjertens gerne møde op, hvis de spillede i morgen!
Nok mest fordi jeg ikke tænker, Laibach er et band der spiller den samme koncert to gange – men også fordi der er stor kvalitet hele vejen igennem. Og hele det der med, at man bliver kastet lunser, men selv må finde meningen – hvis man kan.
På en aften hvor der var konkurrence om hvilke slovenere, man skulle se (Sirom spillede samtidig på Turkis!) fortryder jeg ikke, at jeg endte på Voxhall. Jeg fik set giraffen, jeg fik en spændende kunstnerisk og musikalsk oplevelse. Og jeg blev provokeret og udfordret.
Ikke dårligt for en torsdag aften – og så skal der da lyde en opfordring til, at Sirom vender tilbage på en dag, hvor jeg ikke skal se klassikere!!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
