Den aarhusianske sangerinde og sangskriver Randi Løvendahl er klar med første album under aliaset Ladylion, hvor hun bakkes op af blandt andet en insisterende rytmesektion og celloer. Det er der kommet et ganske vellydende indie-folket album ud af. Dog kunne man godt ønske sig mere kant.
Randi Løvendahl Gustafsson har blandt andet en fortid i rockgruppen Kiona, men har de senere år arbejdet på singer/songwriter-orienteret solomateriale. Nu er hun så klar med et album under navnet Ladylion. Materialet er skrevet under en inspirationsrejse til Austin, Texas og i Paris, og på To The Wishing Well bliver Løvendahl’s vokal og guitarspil bakket nydeligt op af en række musikere (på guitar, keys, synthbas, perkussion og cello) og supplerende vokalister.
Ni sange er der at finde på albummet, og fælles for dem, er at de alle er ganske vellydende og sjældent bevæger sig på udflugt væk fra de sikre musikalske stier. Første nummer har godt nok den potentielt truende titel ‘Monster’, men der er ikke noget monstrøst over den. Vokalharmonier og en rig instrumentering sørger for en god indpakning af Løvendahl’s vokal, som holder sig på relativt sikre stier.
Til gengæld bliver et nummer som ‘As Colourful As You’, trods fine elementer, simpelthen lidt for søvndyssende. Man har lidt på fornemmelsen at det kunne blive spændende, hvis der blev skruet op for nogle knapper – for eksempel hvis man lod trommerne buldre lidt mere, eller vokalen fik lidt ekstra power, i stedet for de godmodige musikalske nuancer, som dukker op undervejs. Samme fornemmelse har jeg med ‘Dog With A Bone’, som også bliver alt for pæn og hygge-nygget, trods at trommerne forsøger at banke lidt tempo ind i sangen. Lidt bedre, men også i den lidt for spagfærdige ende, er også den mere melankolske ‘Not To Move’, der nok byder på fint korarbejde og vemodigt klaver, men aldrig rigtig griber helt fat. Det er som om Løvendahl ikke rigtig bliver hevet ud af sin comfort zone, og så bliver det altså potentielt en smule for nydeligt og velopdragent for undertegnede. Det ville ikke gøre noget, hvis der kiggede lidt mere rockvokal frem hist og her, når man nu ved at Løvendahl er i besiddelse af den.
‘Among Trees & Friends’ rummer radiopotentiale med sit roligt flydende tempo og fine guitarklang, og korstemmerne leverer “uh-uh-uu-uh” kor, der giver et lille ekstra twist. Endnu bedre er det på ‘Dear Little Deer’ har en lille snert af noget mørkt, som jeg rigtig godt kan lide. Der er ikke de store armbevægelser musikalsk, men til gengæld så har nummeret en stærk stemning og Løvendahl’s vokal viser lidt mere kant og karakter. Blandt mine favoritter er også ‘Saturn’s Returning’ hvor korstemmerne bruges til at skabe dynamik og medspil og modspil til Løvendahl. Trommespillet rammer også noget rigtig godt, så helheden er ganske spændende, og her skiller Ladylion sig ud fra strømmen. Når det sker, så er Ladylion et rigtig spændende bekendtskab.
Fint korarbejde løfter også ‘Time And I’, der dog trækker lidt for længe ud, mens albummet afsluttes af ‘Turn This Boat Around’, der med fint cellospil og diskrete korstemmer leverer en ganske fin udgangsreplik fra Ladylion. Efter endt lytning sidder jeg dog og savner flere øjeblikke, hvor jeg ikke bliver aet med hårene musikalsk. Ingen tvivl om at Løvendahl er en ferm sangskriver og sangerinde, men det samlede, endelige udtryk bliver lige lidt for ferskt for min smag. Der er ganske enkelt mere sødme end bid på The Wishing Well. Men derfor er albummet nu stadig fint og behageligt selskab, som du roligt kan tjekke ud hvis du er til indie-folk/pop. Det hiver 3 store stjerner hjem til Ladylion.
Tjek Ladylion ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
