Kvarts bevæger sig i grænselandet mellem eksperimenterende pop, elektroniske klangflader og instrumentale, atmosfæriske forløb, og dermed også i grænselandet for hvad vi normalt dækker. Men sangerinde Liva Molin’s solo-projekt er bestemt turen ud i grænseområdet værd på denne vellykkede EP.
Nu skriver jeg solo-projekt, for egentlig er Kvarts opstået fra resterne af et bandprojekt, der ikke nåede af manifestere sig, som den 28 årige sangerinde Liva Molin førte videre på egen hånd. Det et hun nu sluppet rigtig godt fra på den forhåndenværende EP, hvor hun med sikre hænder, og stemmeføring, får skabt et relativt stort, åbent og atmosfærisk univers at boltre sig på. Af inspirationskilder nævner hun blandt andet Efterklang, Beach House og Julee Cruise – nok mest kendt som den hjemsøgende stemme bag nogle numre fra Twin Peaks.
Med disse inspirationskilder og referencepunkter, så har man også en fin pejling af Kvarts’ lyd og den stemning der fremmanes over EP’ens 4 numre. Det her er ikke hurtig og “nem” radiomusik, der strutter af hitpotentiale, men et lydtæppe af den slags, der kræver at man lige giver sig lidt tid, og lader musikken omslutte en – hvilket jo af flere grunde kan være anbefalelsesværdigt når vinteren viser tænder.
Der lægges fra land i det mere udsvævende og eksperimentrende hjørne af Kvart’s universet, med den luftige, indledningsvis soundscape og lydcollage prægede “June”. Om der er tale om en sommermåned, en kvinde eller begge dele, tør jeg ikke gøre mig klog på, men “June” rummer i hvert fald, trods de sagte vinde af noget elektronisk, som gennemstrømmer nummeret, en god portion varme og tiltrækningskraft. Varme strømmer der også ud fra den stille, imødekommende klaver-del af nummeret, der sætter stemningen og er det bærende element indtil vokalen dukker det sidste minuts tid af de lidt over 4 minutter den rolige tur varer.
Der er noget næsten underspillet over det, selv når den kor-klingende vokal(er) slår en mere højstemt stemning an, hvor Molin’s stemme kortvarigt lægges i lag ovenpå sig selv. Underspillet er udlæget på den efterfølgende “Balloon of Light”, i hvert fald på den stille summende overflade, for vokalen hviske-synger noget i retning af “kill your little darlings…” i første strofe, mens musikkens sært bølgende rytmiske fremdrift, og blå-grå tone, bringer en lille smule uhygge ind i det ellers velklingende og ganske nydelige lydbillede. Som om der ligger og lurer og ulmer et eller andet mere urovækkende lige under den afdæmpede og tilbageholdne overflade.
Det er her Twin Peaks referencen kigger tydeligst frem for mig, hvor det alting egentlig virker tilforladeligt, ufarligt, tyst, fredfyldt og uden farer på overfladen, men midt i den pastelfarvede lykke med brede smil, varm tærte og kaffe hænger der en udefinerbar snert af ulykke, smerte og uhygge i luften. Og noget nærmest overnaturligt. Selv i et nummer som “Balloon of Light”, hvor Kvarts næsten ikke bevæger sig ud af stedet. Det tålmodige tempo bliver her en fordel, hvis man selv har tålmodigheden til at sætte pulsen ned, og ender med at opbygge en vellykket, let trykkende og dirrende stemning, med meget diskrete virkemidler.
Fremgangsmåden bæres over i “The Winds”, hvilket på den positive side giver en fornemmelse af sammenhæng EP’en igennem, og viser at Kvarts har tillid til at lytterne bliver hængende. Men skulle man sige noget negativt, så er det også med disse yderligere 4 minutter og 44 sekunder i døsig, delvist urovækkende drømmeland, at man begynder at savne en smule forløsning – eller bare nogle små, gerne lidt mere voldsomme, udsving i frekvenser og volumen. Molin’s vokal er bestemt stadig både behagelig og værd at lægge ører til, men selv om den stiger en smule i intensitet mod slut i nummeret, begynder jeg altså at savne et wake up call af en art.
“Wasteland” afslutter EP’en, næsten som forventet er der tale om en art vuggevise/godnat/farvel sang, så det er heller ikke her armbevægelserne bliver større eller hyppigere. Der er dog en snert af forandring i luften, trods følelsen af et farvel, så lyder og føles musikken mere opløftende. Den føles også mere “tæt på”, som om Kvarts er ved at forlade den dybe søvn eller bare er trådt et skridt nærmere ens ører. Man får helt lyst til at strække sig og gabe lidt.
Heldigvis ikke af kedsomhed, eller fordi man er ved at falde i søvn. Jo, man kan godt døse en smule hen som EP’en skrider frem, men det er egentlig mest fordi Kvarts’ lydbillede, trods den indbyggede let ildevarslende stemning, både musikalsk og vokalmæssig er særdeles behageligt lægge ører til. Sammen formår de at skabe en atmosfære og et lille lydunivers som er i rigtig god balance, og virker stabilt og under kontrol – men det usynlige, mørke stof er der et sted.
Vi ender på 4 store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
