Hovednavnet Kurt Vile og hans band The Violators leverede, bakket op af en god lyd, en glimrende rundtur i slacker-manegen en grå onsdag aften i Aarhus, da de lagde vejen forbi Voxhall. Gammelt og helt nyt, spillet som om det ikke bare var endnu en dag på kontoret. Så var opvarmingen straks en lidt mere ujævn størrelse.
Lushes ★★★☆☆☆
Lushes måtte træde til efter at support-acten Waxahatchee måtte melde afbud til turneen. Bandet vælger at lægge ud med at fortælle at de kommer fra New York og at man kan købe deres plade – fair nok, de er amerikanere, der måske har et mere liberalt forhold til reklamer end vi er vant til i Danmark.
De består af to mand: En guitarist/sanger og en trommeslager – og stilen er rock af den mere smadrede art.
Under første nummer står det dog klart, at det ikke er vokalen, der har fået fokus i bandet; der bliver i den grad ramt ved siden af tonerne og klynket (påfaldende, da vokal-melodien skulle forestille at følge guitarspillet – men rammer helt ved siden af).
Men lyden er velkomponeret når der ikke synges og bandet får utrolig meget ud af trommer, sequenzer og guitar. Man kunne argumentere for at sangstilen kunne minde om en vis Kurt Cobain, men når man ikke har et grunge-band til at følge op på manglende sang-talent, falder det lidt ved siden af.
Heldigvis vælger Lushes at lægge (utrolig) meget vokal-effekt på numrene efter åbningsnumrene, hvilket slører den ringe vokal-præstation noget. Og så kan Lushes altså noget – hvor bassen er usynlig på scenen (formodentlig sequenzer/backtrack), så brillerer den ved at kunne mærkes. I mellemgulvet!
Trommespillet er super fint og guitaristen får også lagt nogle soli, der i hvert fald har et ret impulsivt præg. Og som vi kommer en fire-fem numre ind i sættet, virker det som om vokalen måske er enten blevet varm – eller passer lidt bedre ind (måske er jeg bare blevet lidt vant til den?).
Men det er nu stadig de mere instrumentale passager, der er bedst og i en verden, hvor rockede tomands-bands som Royal Blood er blevet et fænomen, der kommer Lushes i den grad til kort. Ja, de kan lave noget fint, potent musik – men havde de valgt at få en nogenlunde dygtig forsanger med, ville totaloplevelsen formodentlig være bedre.
The Lushes var kaotisk på den fede måde, men når kaos er fordi der mangler evner, så bliver det noget stramt at stå at lytte til.
Kurt Vile ★★★★★☆
Aftenens main act viste sig at være alt det, man ud fra det i år udgivne album, kunne have ønsket sig. Helt overordnet set gav de numre, der på pladen bliver lidt for lange, meget mere mening live. Og stort set alle numrene fra B’lieve I’m going down (ARGH, Kurt! Den titel!!!) blev fyret af fra scenen.
Der blev lagt ud med ‘Dust Bunnies’, hurtigt efterfulgt af klassikeren ‘Jesus Fever’ og radiohittet ‘Pretty Pimpin’. Der blev, med andre ord, lagt rigtig godt fra land!
Bandet bestod ud over Kurt Vile, som både spillede guitar, banjo og sang, af tre musikere, hvoraf én spillede guitar hele koncerten igennem, mens en anden tog bassen (én havde også adskillige synths). Og det er altså et pisse fedt band, han har fået samlet!
Selv om ‘Pretty Pimpin’ måske ikke når helt derop, hvor et radiohit kunne nå, så formår de netop at bevare den ‘Sweet-home-Alabama’-agtige feel, uden at det bliver gumpetungt. Generelt groover de derudaf, og man får egentlig ikke fornemmelsen af, at dette er et midtuge-job i en provinsby i et lille land i Europa: De er fint på, uden at slingre det mindste og deres professionalisme brænder igennem hele aftenen. Det er en sand fornøjelse.
Lydmæssigt er det også lykkedes at lave en lyd, hvor Kurt Viles vokal går lige igennem – til trods for dens til tider noget snerrende karakter. Variationen bliver også sikret, da for eksempel ‘I’m an Outlaw’ spilles med Kurt Vile på banjo – eller til et virkeligt fint intermezzo med to akustiske numre sidst på sættet.
Professionalismen lyser også igennem i at der ikke jabbes videre til næste nummer eller bliver sagt fjollede ting til publikum; man tager den tid, der nu skal til mellem numrene – også selv om det kan betyde, at en guitar, der lige er blevet stemt af en stage-hand liiiiige skal stemmes en gang mere, inden nummeret kan starte.
Netop i kraft af den gode lyd fremstår alle små melodi-licks på for eksempel guitar eller i bas/klaver også tydeligt, og det er for så vidt ligegyldigt om guitaristen har taget bassen (hvis der altså på den måde er defineret roller i bandet) – eller omvendt; de ved lige hvordan, den skal skæres – og leverer med en usnobbet stage-cool.
Kurt Vile kommer dermed forbi Aarhus på en tåget onsdag aften med sin forholdsvis uavanceret americana/folk/country – men sejrer hele vejen ved at gøre en plade, der måske lider lidt af at være spekulativ i sine dispositioner over længden af numre, helt og aldeles levende.
At bagkataloget er så stærkt, at der også kan garneres med klassikere/tidligere radiohits, vidner også om, at det ikke er for ingenting at Voxhall er godt fyldt op på en onsdag aften.
Det er virkelig svært at sætte en finger på Kurt Vile – og især bands – præstation her til aften. Selv når der i sidste ekstranummer hentes en saxofon ind, som nærmest ikke kan høres i den ellers perfekte lyd. Men samtidig tager man heller ikke noget med fra koncerten – måske fordi sidste album, som størstedelen af numrene til koncerten er hentet fra – har en ørkenæstetik, som er svær at forholde sig til i det tågede efterårs Danmark.
Og hvor Kurt Vile måske i virkeligheden har potentialer til at koble denne ørkens-ensomhed med den skandinaviske tristesse, så er det i hvert fald ikke det indtryk, han efterlader på denne aften.
Nej, derimod vil en særdeles velspillet og velkomponeret koncert stå klart i hukommelsen, og det er svært at underkende, at der igennem hele koncerten – herunder også de akustiske solo-numre – blev spillet voldsomt godt!
Derfor skal aftenens koncert have fem stjerner – spillede han i morgen, ville jeg gladelig møde op igen!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Foto: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
