Kurt Vile fortsætter med sit sjette album, B’lieve I’m Goin Down… sin stil som americana og singer/songwriter. Stilen med en mand med en halv-vrængende stemme og en guitar garneret med diverse andre instrumenter er gennemtestet og Vile gør det ganske fint.
Pladen lægger stærkt ud med “Pretty Pimpin” som vugger fint derudaf i et groove, der minder om “Sweet Home Alabama”, uden at blive gumpetungt. Det er pladens melodisk stærkeste nummer og teksten handler om ikke at have styr på en skid – måske på grund af stoffer, måske bare generelt?
Der er i hvert fald fin sammenhæng mellem den lette tilgang og laid back vokal og tekstens tema. Der fortsættes med den næsten lige så stærke og banjodrevne “I’m an outlaw” – jo! Det er i den grad amerikansk æstetik, vi er ude i.
Sådan fortsætter det egentlig fint derudaf med titler som “Dust Bunnies”, “That’s Life”, “Tho'” og “Wheelhorse” som er fine numre, der i høj grad trækker på ørkenen som landskabsinspiration, men også underbygger den ensomhed og langsomhed som synes at være pladens projekt.
Men under sidstnævnte nummer startes en tendens også; at numrene bliver lange og har lange gentagelser af forholdsvis simple akkordrundgange. Og ja, I get it! “Wheelhorse” skal selvfølgelig illustrere de lange tomme veje – fysiske såvel som metaforiske – og i nummeret “Lost My Head There” er pointen selvfølgelig, at man kan fortabe sig i en tom repetition som synes at vare evigt. Men det gør det ikke nødvendigvis interessant at lytte til.
Så selv om groovet er fint og metallofonen klinger fint, så er der ikke langt til lounge-musik. Og det er sgu musikgenrernes Jar-Jar Binks.
Men groover, det gør det virkelig. Det er overlegent spillet og emmer af spille- og fortælleglæde. Det er på én gang dødsens seriøst og luftigt, hvilket måske er én af grundene til at Kurt Vile er sådan en darling i Danmark.
Danske bands som for eksempel Cody er blevet prist for at konvertere americana til en skandinavisk kontekst, og Kurt Viles lyd bliver aldrig tung som anden americana eller country kan blive. Den luftighed klæder virkelig både musikken og teksterne.
Kurt Vile er bedst når han groover derudaf som på de to første numre. Men også på de mere simple numre hvor det nærmest kun er sang og guitar har han bestemt sin berettigelse. Hvor det halter er, når der går for mange gentagelser i sagerne og melodien træder i baggrunden.
Det er lækkert når der bygges op og så kommer et melodisk hook som i “Kidding around”, men det bliver altså lidt stramt at lytte til halve og hele minutter af akkordgentagelser som i “Lost My Head There” og “In a Daze Work”.
Det gør at jeg nok alt i alt vil kunne finde på at finde pladen frem i fremtiden – men nok ikke vil nå mange numre ind i den, før jeg finder en anden Kurt Vile-plade frem for at se, om han ikke liiiige var det skarpere på én af de tidligere.
Godt håndværk, men lidt svingende intensitet.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
