Home Artikler April 2019 - Fokus Kun For Forrykte – en festival for alle

Kun For Forrykte – en festival for alle

2176
0

I begyndelsen af juni finder den første Kun For Forrykte Festival sted på Nord Falster, hvor man gennem musikken og omgivelserne vil forsøge, at genoplive ånden fra Woodstock i en opdateret 2019 version. Vi tegner her et lille portræt af den nye festival via en snak med en af kræfterne bag.

Det er nærmere bestemt Frederik Schnoor, som vi har haft en lille snak gennem fjernskriveren med, et navn man måske har stiftet bekendtskab med via hans virke i musikbranchen over årene, hvor han har beskæftiget sig med booking, promovering og udgivelse af plader og som udøvende musiker i hans eget band Freddy and The Phantoms. Lige nu ejer og driver han Deluxe Music, som også er arrangør af den kommende første udgave af Kun For Forrykte festival, der løber af stablen d. 7. & 8. juni i Stubbekøbing. Om valget af Stubbekøbing og de rammer byen og området danner forklarer Schnoor:

“Stubbekøbing er en lille, smuk by på Nordfalster og deres lille parkanlæg er bare en smuk lille perle som venter på at blive brugt til en begivenhed som vores. Igen har jeg kigget mod Woodstock, som jo også lå ude på landet syd for New York, hvor vi er væk fra storbyens jag og der er en særlig ro og tid til fordybelse. Men men, jeg vil nu sige at vores lille festivalplads får Woodstocks pløjemarker til at blegne, – for her er der både havudsigt, smukke bøgetræer og kuperet terræn, så vi er tættere på en smuk lille eventyrhave end den rå muldjord man kender fra mange festivaler… Jeg kan kun sige man skal se det”.

Det er ikke kun i kraft af inspirationen og “ånden” efter Woodstock, at det man kunne kalde “hippiebevægelsen” (som vist er mange ting…) spøger i kulissen, på plakaten eller som en del af selve navnet. Kun For Forrykte er et udtryk der stammer fra romanen Steppeulven af Herman Hesse, som bandet Steppeulvene tog deres navn efter, ligesom Eik Skalø ligeledes skrev et nummer netop kaldet “Kun For Forrykte”.

“Jeg synes “Kun For Forrykte” er en meget rammende overskrift for det projekt som jeg har sat i søen med festivalen”, forklarer Schnoor og forsætter, “mange som vil besøge os til sommer, har et særligt forhold til den hippie-ramme som vi har skabt festivalen i, og vil vide at vores musikprogram er baseret på flere af de bedste navne fra den danske rock-scene i slut-tresserne. Ligeledes vil litteraturinteresserede vide at “kun For Forrykte” traktaten som er et specielt afsnit i Hesses roman, opfordrer til at smide sin indre småborgerlighed fra sig, og i stedet vende sig mod ens rige indre driftsliv, og en tro på menneskelig mangfoldighed. Så for nogen har navnet helt sikkert en gran af den her store hippie-idelogi i sig og for mange ja der vil det blot betyde at de er med til en fed musikbegivenhed som i første omgang er for en mindre skare mennesker, (vi kan max. være ca. 1000-1200 mennesker på festivalen i år). Lad mig også sige det med det samme festivalen er naturligvis for alle som gerne vil deltage i en smuk begivenhed…”.

Og trods navnet er Kun For Forrykte ikke kun for de… forrykte. Fællesskabet er i højsædet, men festivalen har også forsøgt at bevare noget af “hippieånden” ved, at styre udenom store kommercielle interesser og sponsorkroner fra større, kendte brands. “Det er små lokale bryggerier, og foodtrucks der står for al den gode øl og mad”, forklarer Schnoor, “så på den måde er der en fælleskabs-følelse indlejret i selve måden vi er organiseret på. Vi har desuden en fantastisk flok frivillige som hjælper til både før og efter festivalen… ( og vi søger stadig er par stykker så skriv endelig )”. Schnoor forsætter:

“Vores mission er i første omgang at videreføre en særlig ånd, og puste liv i den oprindelige festivaltanke fra før det blev big business og storskærme. Vi har vores helt eget, primært danske bud på hvordan et dansk Woodstock kunne have set ud, med originale stemmer. Men planen er også at videreudvikle og pege fremad så vores festival bliver en platform for de mere (politisk engagerede ) typer af musik indenfor folk og syrerock”.

Netop musikken er jo ikke et uvæsentligt punkt for, nå ja, det der (stadig) primært er en musikfestival. Festivalens første plakat afspejler både noget af den ånd og “gamle dyder” der sigtes efter, men, som Schnoor forklarer så “er (det) vigtigt at vi ikke kun er en nostalgi festival, vi er OGSÅ en nostalgi festival”. Om festivalens bookingfilosofi og tankerne bag programmet lyder det:

“Min vision har været at samle en række musikere og bands i år som har de fællesnævnere at de er det jeg kalder “engagerende” dvs. de enten har en samfundsmæssig og politisk bevidsthed indlejret i musikken eller en meget stærk emotionel eller psykedelisk åre som rammer dig i hjertekulen. Vi går i store træk uden om typisk popmusik og alt det som du ellers vil kunne opleve på festivalerne i DK. Al respekt for det de andre gør, men det er på tide der bliver gjort noget den type musik jeg nævner her. Det er også derfor at Niels Skousen er et hovednavn hos os, fordi vi mener at han er af vores største rock og folk poeter…”.

Skousen er et af de navne på plakaten der (med rette!) står med stort, sammen med navne som Kira Skov, Steppeulvene og Step 2 (Stig Møller og Preben Devantier), Beefeafter, The Blue Van og Mathilde Falch. Men der er også fundet plads til mindre etablerede navne som Den Syvende Søn, Syreregn og Sorte Fugle. Og ingen moderne festival uden nogle af de populære Talks, hvor man i Stubbekøbing kan lytte til Jan Poulsen (forfatter/musikanmelder) fortælle om Eik Skalø, Per Wium (musiker/freelance skribent/foredragsholder) tager sig af “Musikken fra Woodstock”, mens Steffen Jungersen (Dr. Rock/anmelderguru) kaster sig over “The Rolling Stones 1969”.

Festivalen har i skrivende stund solgt over halvdelen af deres billetter, så Schnoor er fortrøstningsfuld i forhold til første udgave og fremtiden for festivalen, der vender tilbage næste år, hvis i år bliver en succes. Det fine billetsalg får også Schnoor til at opfordre til, at man køber sin billet og får booket noget overnatning i nærområdet (festivalen har i år ikke camping, men der er nærliggende muligheder), hvis man vil være sikker på, at opleve den første udgave af Kun For Forrykte.

“Jeg ser frem til at få musikken ud over det smukke parkanlæg og se en masse glade ansigter og opleve en strøm af positiv energi fra alle”, lyder det forventningsfuldt fra Schnoor, som også kommer med en opfordring, “Og så vil jeg i øvrigt opfordre alle gæster til art være særdeles kærlige og hensynsfulde overfor hinanden. Den lidt anarkistiske stemning, som hersker på større festivaler hvor man pisser på hinandens telte, møver sig frem og tænker mig mig mig hele tiden – vil vi gerne væk fra – så man i stedet tænker på sin sidemand /kvinde, har alle det mon godt? Skal jeg lige give en hjælpende hånd med en skraldespand eller give plads så alle kan se og høre”.

Hvis det lyder som noget for dig og noget som noget du gerne vil være en del af, så kan du læse mere om festivalen HER. Kun For Forrykte løber af stablen den 7. & 8. juni i Stubbekøbing, partout billetter koster 600 kr., mens én-dags billetter kan erhverves for 350 kr. pr. dag.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articlePremiere: Ny single fra Beta Satan
Next articleMorten Christensen: EP ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.