Post/noise-rock bandet Kúlu har gjort godt opmærksom på sig selv med en EP og en række singler forud for debutalbummet Lucidity.
Kúlu kan dog andet end at støje, de har nemlig, som demonstreret på flere af singlerne, ganske godt styr på melodierne også. I forhold til den kvalitet, kunne man godt trække lidt sammenligninger i retning af Mew, der også formår både at støje, være melodiøse og æteriske indenfor et enkelt nummer. Ikke at Kúlu egentlig overhovedet lyder som Mew – men der er nogle af de samme elementer i spil i forhold til luftigheden, støjen og melodierne.
Det begynder med let ildevarslende guitarstøj på ‘Ghost’, der langsomt udvikler sig, først med vokalen, der beretter om “the ghost in the empty chair” og arrene, der bliver dybere, inden bassen sætter tempo, og nummeret folder sig ud og albummet åbner sig efter lidt mere end 3 minutter. Kúlu rammer generelt en ret fin balance mellem støjende flader og melodier, og både ‘Ghost’ og den efterfølgende ‘Biggest Tone’, er numre man gerne vender tilbage til, for lige at genlytte en detalje eller få en melodistump at høre igen.
Det gælder for så vidt alle albummets otte numre. På ‘Grandees’ får trommerne lov at buldre, og Dennis Winterskov’s vokal suppleres af andre stemmer, mens der på ‘Jove’ bruses lidt op og ned.
På ‘I’m Right Here’ er Winterskov’s vokal bundet ind i et æterisk lydbillede af andre vokaler, spinkle guitarer, synths og percussion, inden et forløsende break banker ind et par minutter inde i sangen, der dog hurtigt vender tilbage til det mere luftige udtryk – det er ret effektivt bygget op og rigtig flot udført.
Der er mange detaljer at bide mærke i undervejs. Asger Techau’s trommespil, for eksempel, er varieret, og det samme er tilfældet for de øvrige instrumenter, guitarerne betjent af Søren Sunding og Daniel Buchwald, som også står for keys og bas, sidstnævnte sammen med Torben Guldager. På ‘Seeking’ drives nummeret frem af den rytmiske bund, mens guitarer og keys fletter sig sammen i forskellige konstellationer henover.
På ‘Stranger’ er det som om det støjrockede og den drivende rytmesektion fra nummeret før flyder en smule sammen med noget, der kunne smage lidt af The National på vokalfronten, i hvert fald i versene, mens omkvædet bruser op og bliver luftigt støjende – og så får vi endda sådan en lidt hammond-agtig solo på keys undervejs.
Albummets sidste nummer, ‘Is It Better’, bygger op på klassisk postrocket vis med guitar og synths, inden vokalen kommer på, og det hele eksploderer i støjende flader, for så at falde ned igen og fortsætte i en mere afdæmpet passage – og sådan veksler det mellem det afdæmpede og det støjende, men også med variationer i opbygning og instrumentering, før støjen til sidst fader ud.
Lucidity har en klar rød tråd i lyden og udtrykket virker gennemarbejdet og “færdigt” hos Kúlu. Samtidig formår de også at tweake genren en smule og lege med opbygninger, der gør at albummet er værd at gå på opdagelse i flere gange – samtidig med, at man faktisk også bliver inviteret hurtigt indenfor, fordi der er hooks at hægte sig på. Den rene og luftige produktion passer til lyden, og det hele virker ret “lækkert” lavet. Det sniger også Kúlu op på den femte stjerne, for et album, hvor det ikke så meget er de enkelte numre, men helheden, der stråler. Det er også et album, der godt kunne række ud over de danske grænser.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
