Kryster kører på med referencer til art-pop og stor lyd.
Desværre falder vægten ikke rigtigt ud til poppens dyder, og det bliver derfor svært at se, hvad meningen med projektet er.
For nogen tid siden ramte Talk Talks I Don’t Believe In You mig i mellemgulvet som jeg dårligt kan huske et nummer har gjort før. Lang historie kort, så betød det at min interesse for art-pop blev vakt – og det skaber på mange måder det perfekte grundlag for anmeldelsen af Kryster.
Hos Kryster er der nemlig tale om en sound, der nok skylder en del til art-pop. Til dels i den ret ’store’ lyd / produktion, til dels i den lidt særegne men dermed også interessante vokal.
…og som andre pop-genrer med ’fornavne’, er det ikke nødvendigvis melodiske og harmoniske hooks, der skal drive værket. Det handler mere om sound, stemning og store flader.
Det er usnobbet og alligevel med en tydelig insisteren på, at det er ’noget’.
Jeg kan derfor ikke lige hive ’hittet’ fra pladen frem. Til gengæld kan jeg indskrive projektet i en genre, hvor der ikke rynkes på næsen over maskin-beats og store synths – en vej, Bowie også betrådte kortvarigt.
Vi er nu ikke helt oppe i Bowie-luftlagene, men umiskendeligt også langt væk fra metervare tyggegummipop.
Vokalen sender tanker mod oversøiske kunstnere eller endda en Jeppe Kjellberg fra Who Made Who.
Og så… Mangler der nok ret beset alligevel noget. De ti numre bliver lidt lange i det og der er også (for) langt mellem de melodiske hooks, som de store art-poppere mestrede.
Der er også ofte noget abrupt over udtrykket, hvilket sine steder er fint – ikke mindst da pladen går ‘lige på’ i første nummer, I Met My Enemy – men generelt giver et lidt upoleret eller endda ugennemarbejdet udtryk:
det virker ofte til, numrene bare gerne vil i gang – og så er det underordnet hvor sofistiskeret vejen hen til det mål er. Også her er der altså også lidt dobbeltægget sværd, hvor det samme både er en svaghed og en styrke.
Nogen gange er de meget maskinelle tromme gode og læner sig op af de store synths. Andre gange stjæler de sounden og kommer til at dominere lidt for meget som på No Love Lost. Der er i øvrigt også noget med, når sådan nogle el-trommer skal spille swing…
Men når pladen så afsluttes af det vel navngivne nummer, End, der nærmest sender tankerne i retning af computer soundtrack som fx fra Inferno, så må det også medgives at det maskinelle kan ret meget.
Jeg har virkelig prøvet at trække den her plade op og sætte den i kontekst. Dog må jeg konstatere, at den falder lidt i den fælde, meget ‘fornavn’-pop gør og hvor rigtig mange dream-popbands er særligt skyldige:
– De smider de centrale for poppen populære (!) aspekter ud – som melodiske hooks, bred appeal og skamløs og usnobbet dekadence.
Min sammenligning / association med art-poppen holder også kun så langt som at art-pop er kendt ved en meget smagløs disponering af elementerne og stilfulde skift.
Kryster kaster sig uden frygt ud i nogle ret abrupte skift og voldsomme attcks på synths. Som effekt er det ok. Som princip og generel tendens kommer det til at lyde som fejl.
Der er hints af hooks på numre som Say Less og 1000 Yard Stare. Min vi er dog på et niveau, hvor selv disse numre lugter mere af ‘album fillers’ end noget, der skal bære en plade. Kryster vil noget andet end dét og jeg skal være ærlig at indrømme at jeg ikke er 100% sikker på, hvad det er.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
