Kristine Hoelgaard: In the Elephant House ★★★★☆☆

Kristine Hoelgaard albumdebuterer med In the Elephant House, som er et varmt og omfavnende bekendtskab. Stilen er relativt eventyrlysten folk-pop med en snert af hvad man nok godt kan kalde en nordisk tone. 

Kristine Hoelgaard skriver i pressematerialet til albummet, at det er “en plade om at være i verden, og være taknemmelig”. Lyden er gennemgående varm, men stadig med toner af melankoli her og der. Man kunne sammenligne lidt med Kajsa Vala – der er nogle af de samme virkemidler i spil.

Albummet lægger fra med ‘Home in My Heart’, der har en fin pop-sensibilitet og et fængende omkvæd (“You’ve built a home in my heart”) på en, ja, nærmest delikat, bund af skiftevis keys og akustisk guitar, kombineret med diskrete trommer/percussion og lidt elektronik. Det er veludført og man føler sig med det samme godt tilpas i selskab med Kristine Hoelgaard.

Nærved-titelnummeret ‘The Elephant House’ svinger lidt langsommere (måske elefant-agtigt?), her er mere bund i trommerne, guitarerne er elektriske, men her er stadig nogle af de melodiske kvaliteter, man også hørte på åbneren. Men klemt inde mellem ‘Home in My Heart’ og den endnu mere fængende hverdagshymne ‘Bread & Butter’ virker den en smule gumpetung. Sidstnævnte er måske også albummets mest akut fængende sag, med sin insisterende fremdrift i versene, og det stærke omkvæd – og så især brugen af kor på det percussion/trommedrevne B-stykke.

Det bliver næsten gospel-agtigt på ‘Some Days’, hvor et fyldigt kor løfter den ret simple komposition (instrumenteringen udgøres af trommer/percussion) op til noget, der er ret medrivende – også her er der en potentiel ørehænger.

Den følges af den mere country-folkede ‘Rhinestone Heart’, hvor akustisk guitar er den bærende instrumentering, suppleret af stortrommeslag og tangenter, og hvor Hoelgaard måske ikke har verdens mest markante vokal, så bruges korstemmerne igen effektivt her, og percussionen er igen med til at skabe god variation undervejs.

Fra den stærke første del af albummet, gør de sidste seks sange lidt mindre væsen af sig. Måske fordi man vænner sig til virkemidlerne, og der ikke er helt så stærke melodier her, som på første del. ‘Someone Says Something’ er ganske pæn og nydeligt folk’et, men mangler måske lige et afgørende twist. Det samme er tilfældet for ‘The Time Is Now’, som er i den mere rockede ende – her er dog et skarpt omkvæd, som måske godt kunne få mere plads – “Don’t you know that we are made of stars?”.

Den legende percussion er tilbage på ‘The Flow and the Envy’, hvor Hoelgaard også dygtigt bruger sin stemme som instrument med “mmmhmmm” og “uuuh-uuh-uuuh”, mens ‘Then We Found Each Other’ har en lidt mere upbeat puls – og diskrete synths. Igen er der en solid melodi, men nummeret ender med at være en smule ensformigt, og jeg er generelt ikke helt så solgt på denne del af albummet, som på første.

På ‘I Could Have Stayed’ bliver det næsten en smule forstyrrende med nogle af de mere legende elementer omkring trommespillet, mens synth-temaet i sidste del af nummeret egentlig fungerer fint for mig i samspil med den melankolske tangent-melodi. Og til sidst får vi så en dæmpet udgangshymne med ‘Moment’, der, som flere af albummets sange i øvrigt, virker til at være en hyldest til kærligheden og øjeblikket. Som sådan fungerer ‘Moment’ godt og i min optik i øvrigt også som stærkeste nummer på sidste del af albummet.

In the Elephant House har mange kvaliteter – her er gode melodier, legende instrumentering, og selv om jeg også værdsætter albums, der kan formidle sortsyn og melankoli, så er det egentlig befriende med en kunstner, som gerne vil udtrykke taknemmelighed og værdsættelse af kærligheden og hverdagen. Men første del af albummet står dog klart stærkest i min bog, og jeg kan ikke helt lade være med at tænke over om en anderledes rækkefølge af numrene kunne have givet albummet som helhed et bedre flow? Uanset er Kristine Hoelgaard’s debutalbum et fint ét af slagsen, og får 4 stjerner med herfra.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach