Rolig, folket udtryk og indignation er to temaer, der styrer The Fumes. Eksekveringen er stilfuld, der leges med sproget og pladen bliver det perfekte soundtrack til efterår og vinter.
Nogen plader bæres i høj grad af timing. Det er selvfølgelig noget, vi som anmeldere skal prøve at se ud over, men ind imellem er det svært. Som nu Kristian Hartings plade, der er sendt til anmeldelse i efteråret/vinteren og har været et virkelig fint soundtrack til de lidt mørkere årstider.
Groft sagt er der to kategorier af numre på pladen: Størstedelen hører under lækkerheds-kategorien med legende sprogbrug og ro. Mens den anden, lille minoritet, er indignerede numre (‘Clueless’, ‘Rat In My Room’ og titelnummeret, ‘The Fumes’), hvor sarkasme og vrede synes at drive udtrykket. De pænere nummer har noget Midlake over sig: Lækre kompositioner, især åbneren ‘Falling’ har meget tilfælles med amerikanerne – ikke mindst da et tonalt højt, egalt kor sætter ind.
Harting selv (muligvis også på kor?) synger i øvrigt rigtig fint og har en stærk falset, som drysses med kontrolleret hånd ud hvor det passer og ikke overgøres. Rent teknisk er han også usvigeligt skarp i overgangen fra normal- til falsetregisteret. Der er ret godt styr på udtrykket og teknikken her!
Selve underlægningen er måske lidt uspektakulær, men især bas-arbejdet sikrer konstant interessante detaljer – uden at der går ’se mig!’ i den. Det er måske lidt vel nørdet en detalje at hænge sig i og jeg forestiller mig ikke, at nogen vil lytte til pladen bare for bas-arbejdet. Men nu er det sagt: Det er nydeligt!
Der leges også med teksterne. Tydeligst står det nok i ‘Mircales’, der i de sidste refræner går ”Miracles occur / Miracle-sucker” som bliver noget så udansk som et par punny vers over ordet ”miracle worker” – men da det gøres stilfuldt og på engelsk, sidder den i skabet. Selv når det bliver mindre originalt som i ‘Mother And Daugther’, fungerer det: ”The only constant is change” bliver leveret lakonisk og slacket opgivende så det lidt klicheprægede ikke giver dårlige reaktioner.
Der er 11 numre på pladen og med undtagelse af den ordløse ‘Exhaust’ så leveres der ingen tekster uden en vis tyngde bag. Pressematerialet nævner, at sangene er skrevet, da Harting var et mørkt sted i sit liv og bøvlede med at finde lyspunkter. Der har i hvert fald været hul igennem til ét eller andet, for pladen fremstår professionel uden at være kølig, og det hele virker meget dybfølt.
Og så har jeg slet ikke fået nævnt hvordan digitale / synth-effekter også bruges yderst smagfuldt. The Fumes er en glimrende plade som dog tog mig lidt tid at komme ind på. Det var dog tiden værd og jeg tøver nu ikke med at give den fem stjerner!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
