Kristian Harting udfordrer singer/songwriter genren med udflugter til verdensmusikken og interessant instrumentering. De mange indfald og og spændende musikalske valg er med til at løfte pladen, der dog i sidste ende tynges en smule af fraværet af reelle ørehængere og numre man husker efterfølgende.
Singer/Songwriter. Et begreb, der straks får mig til at tænke ikke-country man-and-a-guitar.
Guitaren er på mange måder også det bærende og mest stabile og hjemlige på Kristian Hartings Summer of Crush. For det er netop guitaren, der får lov at hive os tilbage, når Harting skejer ud med synth og støj på visse af numrene. Tilbage til vellyd, tryghed og melodi. I rollen som den mere klassiske singer/songwriter er Harting stærk. Vi lægger på den måde ud med det udmærkede nummer, “Traveller”, båret af en akustisk guitar, et rytmeæg og fin vokal.
Men vi skal ikke langt ind i pladen, før genren bliver udfordret. Eksempelvis “Spirits Revisited”, der støjer ganske fornøjeligt som et lille intermezzo. Eller atonale bends på synths i “White Spirits”. Men det stopper såmænd ikke dér. For et nummer som “Ship of Fools” åbner med afrikansk-inspireret bongo og bardun. Er Summer of Crush så et helvede i overproducerede idéer? Nej.
Summer of Crush fungerer netop på samme måde som Damon Albarns noget lignende (solo)-projekter; det bliver ikke bare et post-moderne misk-mask af genrer fordi man kan, men gennemtænkte dimensioner båret af fin vokal, tanke og tekster.
Sammenligningen med Albarn er flere steder endog meget nærliggende, da Harting har lidt tendens til at bruge samme frasering og endda accent som englænderen. Det skal han nu ikke høre noget skidt for; også det fungerer glimrende.
En klassisk singer-songwriter-plade ville nok have store problemer i at holde interessen. Men ved første (og måske især anden) gennemlytning er det svært ikke at tænke; ”hvad har han mon fundet på i det næste nummer?”. Så variationen er i overvejende grad en force ved Summer of Crush. Også selv om det kan virke næsten konstrueret, når et nummer som “Digging up Graves” går fra skønsang til nærmest punk – og så hjem igen.
Desværre mangler der også noget, for at det bliver genialt. Det er simpelthen svært at huske et specielt nummer i denne store variation. Det er lidt underligt at skrive det, men måske nu også fair nok, når Harting kalder sit projekt for pop i pressematerialet; men jeg mangler altså et hit. Eller to.
Det gør det ikke til en dårlig plade – overhovedet. Men motivationen for at hive pladen frem igen skulle netop være nysgerrigheden eller lysten til at udfordres på variationen. Og den holder altså ikke hele vejen hjem.
”You and me, baby, we’re so hard to please / We know what we want, but ignore what we need” lyder ét af de bedste numre – den lille små-depressive “Cannibals”. Og måske er det mig, der er for svær at stille tilfreds. Men til trods for at sangen handler om noget andet (at æde hinanden op i et forhold), så tegner netop de to ovennævnte vers et meget fint billede af mit forhold til Summer of Crush.
Der gøres så forbandet meget godt, og tænkes helt rigtigt af Harting. Men måske vil man for meget med genrerne, måske er der blevet set lidt stort på den poppede melodi, den frække hook – eller noget helt tredje?
I den sidste ende er Summer of Crush en god plade, som om ikke andet fortjener fire stjerner!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Albummet udkommer d. 30/10 via Indisciplinarian, besøg Kristian Harting på Facebook
