Sidst vi hørte fra Kristian Harting var på EP’en Glædens Kilde, hvor han satte musik til og fortolkede 4 danske digte. På sit solo debut album skifter Harting lidt spor fra den poetiske drømme pop på dansk, til poppet engelsk sproget singer/songwriter med små afstikkere ud i verdensmusik og psykedeliske toner.
Der går dog langtfra Paul Simon og Graceland i den hos Kristian Harting, de forskellige musikalske indflydelser og afstikkere flyder rundt i baggrunden, kigger frem en gang imellem, men fungerer ellers som et diskret bagtæppe. Mest af alt er Kristian Harting en klassisk singer/songwriter af den mere tyste og afdæmpede slags, ikke de voldsomme spjæt med lemmerne eller fyrværkeri i musikken. Float flyder det meste af tiden stille og roligt af sted, uden at gøre specielt meget væsen af sig.
Fordelen er, at de 9 numre kan føles som ét langt meditativt trip af den beroligende slags, hvor man kan koble ud og svæve væk sammen med musikken. Ulempen er, at hvis man ikke lige er i stemning til den slags, eller i det hele taget ER til den slags, så risikerer Float lidt at rinde ud i ingenting, uden at man helt opdager at den var der. Det ville være en skam, for der er flere fine små sange og strålende momenter at finde på albummet, hvis man altså lige er i humør til at give det (albummet) tid og plads til at udfolde sig.
Højdepunktet er uden tvivl “Sole Dancer”, der også allerede har fået radio airplay. Det er ganske enkelt et hit og en fantastisk catchy lille perle af et nummer. Det fænger ved første lyt, det virker omgående genkendeligt og man både nynner og vipper uundgåeligt med fra start til slut. Der er noget drømmende (der var det ord igen) “gå ud af en støvet landevej” over indledningen og grundstemningen i nummeret, ja, nærmest det vilde vesten prærie agtigt. Med et skær af noget dovent, tilbagelænet og halv-stegt i solen. De samme ord kunne man faktisk knytte til Hartings stemme på nummeret; det er nok min favorit vokallevering fra hans side på pladen. Altsammen med til at gøre “Sole Dancer” til et blændende nummer, som bestemt ikke er “flashy” eller på nogen måde råber op for at få opmærksomhed, tværtimod tilkæmper det sig opmærksomheden via den cool ro, der udstråles sangen igennem.
Faren ved at have så godt et nummer på et album er naturligvis, at det risikerer at overskygge resten af materialet. Og det er da også en reel fare, da “Sole Dancer” klart er det nummer på Float med størst hitpotentiale, men det betyder nu ikke, at pladen ikke rummer indtil flere glimrende numre – man skal bare lige lade dem folde sig ud og vokse. Ligesom pladen generelt.
“Balance” er sådan en lille sag, og et af de numre der gør en smule væsen af sig med en mere gennemtrængende lyd og et “ah ah ah” kor. Der er noget let psykedelisk over nummeret, nærmest en østerlandsk atmosfære. En lettere eksotisk fornemmelse finder man også på åbningsnummeret “Soul Collector”, hvor vi svæver frit rundt i det luftige nummer, med Hartings halv-messende vokal og lidt sagte guitar som anker, så man ikke flyver helt væk. Psykedelica og noget der klinger lidt hen ad industriel støj og elektroniske impulser gennemstrømmer “Queen of The Highway”, et andet fængslende højdepunkt på Float. Hartings vokal skifter mellem lettere højstemt sang, dybere brummen og igen noget messende/overjordisk. Lettere sært og aparte, men på en fascinerende måde.
Stemmen som instrument er et af de steder, hvor indflydelsen fra det diffuse genrebegreb “verdensmusik” viser sig. Måske tydeligst på nummeret “Kamikaze”, hvor Kristian Harting kaster sig ud i nogle afvekslende stemmemæssige krumspring og eksperimenter. Sangen indleder samtidig anden halvdel af Float, hvor albummet nok også for alvor vil begynde at teste nogle lytteres tålmodighed. De mere lettilgængelige og umiddelbare numre finder man mestendels på pladens første halvdel, hvorimod Harting og hans sange begynder at tage sig rigtig god tid på anden. Helt i stå går det næsten på titelnummeret “Float”, der langsomt tåger rundt som næstsidste nummer, her lyder Harting selv også lettere bedøvet. Men er man stadig med på det afdæmpede trip, og ikke stået af eller har stemplet ud inden, så er det også her man for alvor kan få sig lidt af en rejse ind i sindet og bare kokse lidt ud – stille. Heeeeeeelt stille.
Float er en en sær lille størrelse, der på overfladen ikke gør meget for at påråbe sig opmærksomhed. Alligevel rummer den et rigt og frodigt musikalsk univers når man først får dykket ned i lagene, og lader sig suge ned, ud, ind – væk. Har man først nået det stadie, så er der rigtig meget at komme efter hos Kristian Harting, på en plade der virker meget gennemarbejdet. Er man af natur lidt utålmodig og venter på at musikken kommer til en af sig selv, så er Float nok ikke sagen. Den flyder afsted på sin egen magelige og egenrådige måde, så kan man stige om bord og være med på turen, eller ej. Jeg var heller ikke selv i humør eller stemning til Float hver gang den røg på, så derfor ender vi på 4 flotte, men humørsvingende, stjerner.
Anmeldt af KDT
Læs mere om Kristian Harting og Float på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
