Den aldrende country-outlaw Kris Kristofferson er på landevejene igen, og giver i disse dage tre koncerter i Danmark – den midterste lørdag aften i Aarhus, hvor et overvejende aldrende publikum gav ham en heltemodtagelse.
Kris Kristofferson er af samme generation som Merle Haggard, Johnny Cash, Waylon Jennings og Willie Nelson. De tre sidstnævnte spillede han sammen med under navnet The Highwaymen. Men hvor de andre begyndte deres musikalske karrierer tidligt, tog Kristofferson en universitetsuddannelse i engelsk litteratur fra Oxford, og gjorde siden, efter pres fra familien, karriere i den amerikanske hær, hvor han blev kaptajn og tog Ranger-uddannelse. Sideløbende spillede han dog også musik, og da han i 1965 valgte et job som underviser ved militærakademiet West Point fra, for at forfølge en musikkarriere, slog familien hånden af ham.
Så flyttede Kristofferson til Nashville, og resten er historie… og der er mange gode historier i den historie. Prøv at google manden, det er værd at læse. Hans debutalbum udkom i 1970, på et tidspunkt hvor den fire år ældre Cash allerede havde udgivet i omegnen af 20 albums. Nogenlunde samme antal albums er Kristofferson nået op på siden dengang, så der er sange nok at plukke af i bagkataloget.
Før Kris Kristofferson selv kom på scenen, var der dog lidt tid i spotlyset til The Appalachian Murder Bunnies, bestående af Kristoffersons datter, Kelly, og Andrew Hagar. De fik lov at fremføre fire sange, den sidste den bedste, skrevet i samarbejde mellem far Kris og datter Kelly. Som hun fortalte, går Kris Kristofferson og efterlader halve sangtekster på papir rundt omkring i huset, og hun havde så fundet en af dem – “Hey Dad, you wrote a song!”, til hvilket han replicerede, “finish it!”. Sangen er ikke indspillet, men det kunne den godt fortjene – den handler om, at glemme og starter med linierne: “I see an empty chair//Someone was sitting there//I’ve got a feeling it was me”.
Herefter kom Kris Kristofferson på scenen, klædt i sort, med sin guitar og mundharmonika, til stort bifald fra salen, hvor flere tydeligvis var dedikerede fans. 80-årige Kristofferson, som blev udsat for malplaceret fødselsdagssang til hans fredags-koncert i Odense, lagde ud med ‘Shipwrecked in the Eighties’, en af mange glimrende sange i Kristoffersons repertoire, og en af dem, der klinger med lidt ekstra tyngde, når Kristofferson nu stod der med sit rustne stemmebånd og ikke altid var lige god til at ramme de rigtige strenge – og det virkede som om, det var lige sådan sangen skulle lyde, rå og nøgen.
Det var svært at se helt bort fra, at Kristoffersons stemme knækkede et par steder, og guitarspillet var upræcist, men omvendt har Kristoffersons store styrke aldrig været virtuost guitarspil og storladen vokal, men altid hans evne til at skrive vedkommende sange, som også ofte rummer referencer til religion, politik og historie. Der er ikke meget eksperimenteren med formen, det er ofte blot vers/omkvæd/vers/omkvæd, men numre som ‘Darby’s Castle’, ‘Duvaliers Dream’ og ‘Me and Bobby McGee’ stod skarpt skåret i den mørke sal.
Efter 40 minutter på scenen, efter ‘Lovin’ Her Was Easier (Than Anything I’ll Ever Do Again)’, var det tid til en pause, som Kristofferson sagde, “because I’ve been told there has to be one”. Kristofferson har gennem de senere år døjet med hukommelsen, formentlig på grund af borrelia fra et flåtbid, men måske også af andre årsager – blandt andet har han gennem årene drukket og røget en del, og han har for nylig udtalt at han ikke har tænkt sig at stoppe med at ryge marijuana. Det har også været med til at give Kristofferson noget af hans outlaw-image, og temaet om den enlige strejfer, der hænger ud på barer og i nogle tilfælde bliver smidt i brummen, går igen i flere af hans sange. Men det var egentlig det med hukommelsen, jeg ville tilbage til, for i begyndelsen af andet sæt må Kristofferson bede en kvinde i kulissen om at fortælle ham, hvilken sang han skal starte med.
Men herfra var det også som om, Kristofferson har fået varmet stemmebåndet op – der var i hvert fald periodevist godt med saft og kraft i hans vokal i anden akt. Det kom blandt andet den meget stærke trio af sange, ‘To Beat the Devil’, med de nærmest spoken word-agtige vers, en version af ‘Sunday Mornin’ Coming Down’, som gav kuldegysninger, og som tredje perle på snoren, ‘The Silver-Tongued Devil and I’, til gode. Tre af Kristoffersons bedste sange, som da også blev behørigt modtaget af et relativt entusiastisk publikum.
Kelly Kristofferson kom også på scenen igen, og hjalp Kris på kor i et par numre, blandt andet en fin version af ‘The Pilgrim’ og vi fik også smagsprøver på Kristoffersons mere politiske sange, blandt andet ‘They Killed Him’, hvor Mahatma Gandhi, Martin Luther King og Jesus’ skæbner væves sammen. Til sidst kom både Hagar og Kelly Kristofferson på scenen og flankerede Kristofferson på aftenens sidste nummer, ‘Why Me’, en synderhymne, som rækker ud mod Jesus – også den virker stærkere, når man tager Kristoffersons hærgede ansigt med i ligningen, og husker at både Cash og Jennings og i år også Haggard har taget turen over til den anden side.
Den anden side virker Kristofferson også ganske afklaret med er tæt på, men det var nu stadig imponerende at han, små kiks i guitarspillet og abrupte afslutninger på de fleste sange til trods, formåede at holde Musikhusets store sal fanget hele vejen igennem. Der blev endda klappet ganske kraftigt efter ekstranummer, men ret hurtigt stod det klart at Kristofferson var tjekket ud. Det er han heldigvis ikke sangskrivningsmæssigt og kan stemmen og kroppen holde til det, må Kristofferson gerne besøge landet igen inden alt for længe – måske endda med et band som akkompagnement?
Man skal ikke gå ind og høre Kristofferson for hans evner som sanger eller guitarist, men fordi han er en glimrende sangskriver, hvis sange har fået ekstra tyngde af hans livserfaring og rynkerne i hans ansigt. Findes der en rimelig karakter til det? Næppe, og et eller andet sted giver det ikke mening at indplacere det på en karakterskala. Men jeg er glad for, at jeg fik det med.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
